Månekøretøj. Astronauten David Scott manøvrerer månebilen på Apollo 15-missionen i 1971. Missionen var den første, som medbragte en månebil. Pga. den lave tyngdekraft var det nødvendigt med sikkerhedsbælter, selvom hastigheden ikke kom meget over 10 km/h. De to astronauter tilbagelagde i alt 28 km i bilen.

.

Månekøretøj, køretøj beregnet til at køre på overfladen af Månen. 1970-73 sendte Sovjetunionen to og USA tre sådanne køretøjer til Månen. De ubemandede sovjetiske køretøjer, Lunokhod 1 og 2, blev opsendt med rumfartøjerne Luna 17 og Luna 21, mens de tre amerikanske Lunar Roving Vehicles (LRV) var en del af de sidste Apolloflyvninger til Månen, Apollo 15, 16 og 17.

Lunokhod-køretøjerne vejede ca. 840 kg og lignede nærmest et badekar med otte hjul og et låg, på hvis inderside der var solceller til genopladning af batterierne. Under den lange månenat benyttedes et radioaktivt varmeelement til opvarmning af det lukkede, inaktive køretøj. Lunokhod blev fjernstyret af et hold på fem personer på Jorden. Lunokhod 1 var planlagt til at skulle fungere i tre måneder, men fungerede i 11 måneder og nåede med sin marchhastighed på 1-2 km/h at tilbagelægge ca. 10 km og foretage mange målinger af måneoverfladens beskaffenhed. Lunokhod 2 kørte i sine fire måneders levetid 37 km, sendte 80.000 tv-billeder ned til Jorden og foretog yderligere målinger af måneoverfladen.

Den amerikanske månebil, LRV, blev bygget for NASA af Boeing-fabrikkerne til at kunne transportere to astronauter samt videnskabeligt udstyr, kommunikationsudstyr og indsamlet månemateriale over en samlet afstand på 65 km. Aktionsradius fra månelanderen var af sikkerhedshensyn dog begrænset til 9,5 km. Det 3,1 m lange og 1,8 m brede køretøj vejede kun ca. 210 kg og kunne transportere en samlet last på 490 kg — mere end det dobbelte af sin egen vægt. Hvert af LRVs fire hjul blev drevet af en 0,25 hk-elektromotor og havde "dæk" konstrueret af trådnet af fjederstål med et "dækmønster" lavet af titanium-vinkelstykker. Tophastigheden på 22 km/h blev nået under Apollo 16-missionen. LRV kunne forcere 30 cm høje forhindringer og køre på skråninger med ca. 20° hældning. Styringen skete med både for- og baghjul (med dobbelt Ackermannstyring). Energiforsyningen bestod af to 36 V-batterier. Kommunikationen til Jorden skete med månelanderen som relæstation eller direkte med LRVs lille antenne. Når LRV var parkeret, kunne man desuden transmittere tv-billeder til Jorden med køretøjets medbragte parabolantenne. På de tre LRV-missioner blev i alt tilbagelagt 90 km. Den længste enkelttur var på næsten 20 km (Apollo 17). Det sidste køretøj blev parkeret således, at et tv-kamera kunne transmittere opsendelsen af Apollo 17's landingsmodul fra Månen.

I det 21. århundrede har asiatiske rummagter planlagt ubemandede månekøretøjer. 14.12.2013 landsatte Kinas Chang'e-3 køretøjet Yutu. Tidligst i 2017 vil Indiens Chandrayaan-2 landsætte et køretøj, og samme år skal Japans SELENE-2 medbringe et månekøretøj til en af Månens poler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig