meteorkrater
Meteorkratere på Jordens overflade
Der er fundet kratere med diametre fra 40 meter til flere hundrede kilometer. Tæt på to hundrede kratere er fundet på Jordens overflade, hvilket er meget få kratere sammenlignet med kraterhyppigheden på overfladen af Månen og mange andre kloder i Solsystemet.
Årsagen til de relativt få kratere er, at Jordens overflade er under stadig forandring på grund af erosion og pladetektonik. Det bevirker, at meteorkratere hurtigt skifter udseende og til sidst forsvinder i løbet af tidsrum, der sammenlignet med Jordens alder er korte.
Meteorkratere er cirkelrunde med nogle få undtagelser. Ovale kratere kan dannes, hvis et nedfald i den mindre ende skabes af en meteor, der rammer næsten parallelt med jordoverfladen.
Meteornedslag
Et meteornedslag efterlader et krater med en diameter, der er 10 til 30 gange diameteren af den meteor, der faldt ned på Jorden. Størrelsesforholdet afhænger af om det er en stenmeteorit eller en jernmeteorit der rammer, om dens hastighed har været lav ca. 10 m/sekund eller høj op til 70 km/sekund.
Den store størrelsesforskel skyldes, at denne type nedslag er så voldsomme, at de resulterer i en kraftig eksplosion. Det betyder, at den totale energi i eksplosionen er altafgørende for udseendet af meteorkrateret.
Meteor Crater i Arizona
Et typisk eksempel på et simpelt meteorkrater er Meteor Crater i Arizona. Det er et skålformet hul i jorden med diameter på 1,2 km med en rand, der er hævet over det omgivende landskab, omgivet af et lag af materiale smidt op og ud af krateret. Meteor Crater blev dannet for omkring 50.000 år siden, da en jernmeteor på ca. 30 meter i diameter og en vægt på omkring 100.000 tons ramte Jorden.
Kraterets dannelse
Dannelsen af krateret sker i tre trin. Først bruges projektilets kinetiske energi til at sammenpresse materialet både i meteoren og i den underliggende jordbund. Derved stiger både tryk og temperatur i materialet, indtil det fordamper eksplosivt og graver det skålformede krater fri, smider materiale ud på den omliggende overflade og danner den løftede rand. Derefter vil trykket i kraterbunden aftage, og bunden hæve sig delvis tilbage.
I et større krater som Manicouagan-krateret i Canada resulterede denne hævefase i dannelsen af en central top i krateret; et fænomen, der er hyppigt forekommende i større kratere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.