masse

Masse. Måling af masse ved vejning på en præcisionsvægt (massekomparator). Fotografi fra 1994.

.
.
Licens: Brukerspesifisert

Masse, grundlæggende egenskab ved alt stof. Masse er et mål for træghed: Påvirkes to legemer af samme kraft, står ændringerne af deres hastigheder ifølge Isaac Newtons mekanik i omvendt forhold til deres masser.

Faktaboks

etymologi:
Ordet masse kommer via tysk fra latin massa 'dej', af græsk maza, oprindelig 'noget æltet', af massein 'ælte'.

Massen indgår også som faktor i massetiltrækningsloven (se gravitation), og denne dobbeltrolle var afgørende for Albert Einsteins opstilling af den almene relativitetsteori (se også Roland Eötvös).

Ifølge den specielle relativitetsteori øges et legemes masse m med dets hastighed v efter formlen, hvor m0 er massen i hvile, og c er lysets hastighed. Samme teori viser, at enhver masse m repræsenterer en energi E og omvendt, og de to størrelser er forbundet ved relationen E = mc2.

Denne sammenhæng kommer til udtryk bl.a. ved fission af en tung atomkerne, hvor der forekommer et massetab, der modsvares af en kinetisk energi af spalteprodukterne. Også elektromagnetisk energi repræsenterer en masse, så lys afbøjes svagt i et tyngdefelt, fx fra Solen.

Måling af masse

Massen af et legeme måles ved vejning på en vægt, hvor tyngdekraften på legemet sammenlignes med tyngdekraften på lodder, hvis masse er kendt. Ved vejning på den klassiske ligearmede vægt placeres legemet på den ene vægtskål, mens lodder tilføres den anden vægtskål, indtil ligevægt er opnået.

Ved vejning på en mekanisk fjedervægt eller en elektronisk vægt foretages sammenligningen indirekte, idet vægten regelmæssigt justeres og kalibreres med lodder.

Ved nøjagtige massebestemmelser er det nødvendigt at korrigere for forskellen i luftens opdrift på hhv. legemet og lodderne vha. Archimedes' lov. Ved vejning af handelsvarer udføres denne luftopdriftkorrektion ikke, men for at sikre ensartede vejeresultater er det vedtaget, at vægte justeres og kalibreres med lodder, hvis densitet er 8000 kg/m3.

SI-enheden for masse er kilogram. Se også vægt.

Effektiv masse

er et begreb, der benyttes inden for den kvantemekaniske beskrivelse af krystallinske stoffer om den "masse" m, som skal tilskrives en i krystallen bundet elektron, for at sammenhængen mellem dens energi E og impuls p skal adlyde samme lovmæssighed som for en fri elektron, dvs. E = p2/2m.

Den effektive masse er især nyttig ved beskrivelsen af båndstrukturer af halvledere nær båndgabet, idet disse elektrontilstande i vid udstrækning bestemmer egenskaber, der har betydning for de elektroniske anvendelser (fx til transistorer).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig