Densitet er et mål for, hvor tungt eller let et stof er i forhold til hvor meget det fylder. Densitet defineres som vægt per rumfang eller mere teknisk masse pr. volumen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet densitet kommer af latin densitas 'tæthed', af densus 'tæt'.
Også kendt som

massefylde, massetæthed

I fysik betegnes densitet med symbolet \(\rho\) (det lille græske rho).

Måleenhed for densitet

Måleenheden for densitet er kg/m3 i det internationale SI-system. Man bruger også enheden g/cm3, der stammer fra cgs-systemet. En densitet på 1 g/cm3 er det samme som en densitet på 1.000 kg/m3.

Formlen for densitet

Formlen for beregning af densitet er: \[\rho=\frac{m}{V}\] hvor \(\rho\) betegner densiteten, \(m\) betegner massen og \(V\) betegner volumen.

Formlen kan derfor også benyttes til at beregne volumen: \[{V}=\frac{m}\rho\] Ligesom den kan bruges til at beregne masse: \[m = V × \rho\]

Et stofs densitet afhænger af atomernes masse og indbyrdes afstand. Den vil i reglen aftage, når temperaturen stiger, eller trykket falder.

For gasser gælder det, at densiteten for en ideal gas er eksakt og for øvrige gasser er den tilnærmelsesvis proportional med trykket og omvendt proportional med den absolutte temperatur.

For væsker og især faste stoffer er densitetens afhængighed af temperatur og tryk relativt svag.

Udvalgte stoffers densitet

stof densitet [g/cm3]
atmosfærisk luft 0,0012
polystyren, ekspanderet (flamengo) ca. 0,011-0,032
rødgran (tørret) ca. 0,452-0,521
almindelig eg (tørret) ca. 0,650-0,707
ætanol 0,789
vand 0,998
vand (4 °C) 1,000
granit ca. 2,65-2,75
aluminium 2,70
titanium 4,5
jern 7,87
rustfrit stål (type 410,304) 7,70, 7,89
kobber 8,93
bly 11,34
kviksølv 13,55
guld 19,31
platin 21,45
osmium 22,58

Tabellen viser densiteten af en række stoffer ved 20 °C og standard-atmosfæretryk, 1013,25 hPa

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig