Artikelstart
Osmium, grundstof nr. 76, placeret i det periodiske systems 8. gruppe; atomtegn Os. Osmium er et af de seks platinmetaller. Det er hårdt, blåhvidt og det tungeste af alle metaller.
Faktaboks
- Etymologi
- Navnet osmium kommer af græsk osme 'lugt' og -ium til betegnelse af grundstof.
Osmium reagerer lettere end andre platinmetaller med luftens ilt. Allerede ved stuetemperatur overtrækkes metallet af osmium(IV)oxid, og ved opvarmning til 200 °C omdannes det til osmium(VIII)oxid.
Osmium anvendes i legeringer. Osmium(VIII)oxid benyttes som oxidationsmiddel. Dette oxid er meget giftigt og dannes let af metallet.
Nummer | 76 |
---|---|
Atomtegn | Os |
Navn | osmium |
Relativ atommasse | 190,2 |
Densitet | 22,58 g/cm3 (20 °C) |
Smeltepunkt | 3027 °C |
Kogepunkt | 5027 °C |
Opdagelse | 1804 (S. Tennant) |
Osmium blev opdaget i 1804 af S. Tennant. Når råplatin behandles med kongevand, bliver der en uanseelig rest af gråt pulver tilbage, som tidligere blev kasseret. Tennant undersøgte pulveret og fandt to nye grundstoffer: osmium og iridium. På grund af osmium(VIII)oxids stikkende lugt gav han metallet navnet osmium.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.