Kometer har tiltrukket sig menneskets interesse gennem årtusinder. Der findes kinesiske, japanske, koreanske og babyloniske optegnelser om observationer af kometer længe før Kristi fødsel. Kometer og deres natur blev beskrevet af Pythagoras, Hippokrates, Anaxagoras og Demokrit, der alle havde forskellige teorier om kometernes natur, idet de dog mente, at der kun fandtes én komet.
Den tænker, der havde størst indflydelse på eftertiden, var imidlertid Aristoteles, hvis kometteorier holdt sig helt op i 1500-tallet. Han mente, at kometer dannedes, når solen opvarmede jorden, og tørre dunster fordampede fra jordoverfladen. Dunsterne steg op til den fjerde, ild-dominerede, af de sfærer, man mente omgav jorden, hvor de antændtes og blev til kometer.
Den aristoteliske teori fik sit første grundstød, da Tycho Brahe ved observation af kometen i 1577 kunne vise, at dens bane var hinsides månen og dermed hørte hjemme i himmelrummet. Kepler forklarede i 1607 kometernes dannelse som en spontan kondensation fra urenheder i æteren, der mentes at være til stede overalt i rummet. Komethalerne forklarede han ved, at solens stråler passerer gennem kometen og drager dele af komethovedet med.
Det blev Newton, der efter observationer af kometen i 1680 som den første kunne give det moderne billede af en komet som et fuldgyldigt legeme i solsystemet følgende Keplerbaner. Halley forudsagde som den første genkomsten af en komet; den fik senere navnet Halleys komet.
Gennem det meste af middelalderen anså mange mennesker kometer for at være budbringere af død og ulykke. Denne overtro har i vor tid fået et interessant efterspil, idet den britiske astronom Fred Hoyle har foreslået, at kometer indeholder liv i form af virus, som skulle kunne komme til jorden, når den passerer gamle kometbaner. Hoyles teori har dog ikke kunnet eftervises.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.