Demokrit. Bronzebuste fra renæssancen, udført i antik stil.

.

Demokrit, gr. Demokritos, ca. 460-400 f.Kr., græsk filosof, født i Abdera i Nordgrækenland. I en lang række skrifter gav han en systematisk fremstilling af den tidligste atomisme. Hele forfatterskabet er gået tabt, men Demokrits naturfilosofi kan rekonstrueres på grundlag af referater og citater hos Aristoteles, Theofrast og andre antikke kilder.

Demokrits filosofi er karakteriseret af en skarpsindig analyse af de grundbegreber, som atomismen benytter sig af for at forene Parmenides' kriterier for, at noget kan siges at eksistere, med verden, som den fremtræder for vore sanser. Hvert enkelt atom er en miniatureudgave af Parmenides' "det værende", men hertil kommer så det tomme rum, der adskiller atomerne og påstås at eksistere, selvom det ikke er en ting. Dette er en vigtig udvidelse af eksistensbegrebet.

Demokrit forsøgte bevidst at forklare hele verdens indhold ud fra en uendelig række af atomare bevægelser: Atomer og tomrum har altid eksisteret, og det er derfor meningsløst at lede efter en første årsag. Det er ikke muligt at afgøre, om Demokrit har taget stilling til den determinisme, som synes at være en konsekvens af atomismen. Demokrit har tilsyneladende interesseret sig særligt for at forklare sansning og erkendelse, og han har set problemet i, at sanseindtryk på den ene side er afhængige både af den sansende persons og af sanseobjektets tilstand, hvorfor alle de almindelige sansekvaliteter er subjektive, mens sanseindtryk på den anden side også er hovedkilden til menneskelig viden.

Foruden metafysik og naturfilosofi beskæftigede Demokrit sig med moralfilosofi, således som det fremgår af de mange aforismer, der er overleveret. Hans etik er en sindelagsetik: Det, det kommer an på, er menneskenes indstilling og evne til at opnå en indre balance; den opnår man kun ved hjælp af mådehold og ved at opfylde sine forpligtelser i samfundslivet. Det vides ikke, hvordan Demokrit har båret sig ad med at forene sin etik, som forudsætter en fri vilje, med den årsagsbestemte atomlære.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig