Lunar Prospector, amerikansk månesonde, der blev opsendt 6.1.1998 som en del af Discovery-programmet. Den kredsede om Månen i halvandet år i en højde af ca. 100 km og målte dens tyngdefelt og magnetfelt samt overfladens kemiske sammensætning.
Lunar Prospectors målinger af overfladens hydrogenindhold tyder på, at der findes is i de skyggefulde kratere ved Månens poler.
Missionen afsluttedes ved, at sonden 31.7.1999 blev styrtet ned i et krater i håb om, at nedslaget ville hvirvle vanddamp op, som kunne detekteres; hverken jordiske observatorier eller Hubble-teleskopet kunne dog påvise vand.
Lunar Prospector medbragte aske fra den amerikanske astronom Eugene Shoemaker (1928-97).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.