Valgplakater i Passau under delstatsvalget i Bayern 2018. Af /Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

tysk føderalisme

Wikipedia .
Licens: CC BY 2.0
Creativecommons.org.
Licens: CC BY 2.0
Creativecommons.org.
Licens: CC BY 2.0
Creativecommons.org.
Creativecommons.org.

Artikelstart

Tysk føderalisme er den måde eller det princip Tyskland er organiseret efter. Forbundsrepublikken Tyskland har siden 1949 været organiseret som en føderation bestående af i dag 16 Länder eller delstater (hvoraf tre er bystater):

  1. Baden-Württemberg
  2. Bayern
  3. Berlin
  4. Brandenburg
  5. Bremen
  6. Hamburg
  7. Hessen
  8. Mecklenburg-Vorpommern
  9. Niedersachsen
  10. Nordrhein-Westfalen
  11. Rheinland-Pfalz
  12. Saarland
  13. Sachsen
  14. Sachsen-Anhalt
  15. Slesvig-Holsten
  16. Thüringen

Samarbejdende føderalisme

Amerikas Forenede Stater (USA) var den første føderalt organiserede stat i verden. Siden er mange andre stater fulgt efter. Den tyske forbundsstruktur karakteriseres normalt som samarbejdende føderalisme i modsætning til for eksempel den amerikanske føderalisme, som normalt karakteriseres som en dual føderalisme. Det afspejler sig bl.a. i, at forbundsniveauet (det nationale niveau) i Tyskland overlader administrationen af lovgivningen til delstaterne, mens det føderale niveau i USA ofte opretter særlige federal agencies (føderale organer) hertil i de amerikanske delstater.

Den 'samarbejdende føderalisme' i Tyskland understreges endvidere af kravet om delstaternes loyalitet (Bundestreue) i forhold til forbundsrepublikken. Man må ikke som delstat modarbejde Tysklands interesser.

Centralisering af den tyske føderalisme

Siden 1950'erne har der imidlertid været en tendens i retning af centralisering af den tyske føderalisme. Den tyske Forfatningsdomstol har afvist at tage stilling til kompetencefordelingen ved konkurrerende kompetencer mellem delstater og forbundsstat. Dermed har den ikke været en bremse for centraliseringen, som den amerikanske højesteret har været, idet sidstnævnte ofte har taget stilling til fordel for de amerikanske delstater på bekostning af forbundsniveauet.

Delstaterne har tilsyneladende accepteret udviklingen i retning af en centralisering mod til gengæld at få en stærkere stilling i Forbundsrådet. 60 procent af lovene i Tyskland i dag kræver Forbundsrådets accept mod kun 25 procent i 1950'erne.

Tysk føderalisme er ikke dual føderalisme, netop fordi forbundslovgivningen indebærer implementering i delstaterne. Det føderale niveau og delstatsniveauet forudsættes med andre ord at samarbejde. Institutionelt kommer den samarbejdende føderalisme i Tyskland bl.a. til udtryk ved, at Forbundsforsamlingen eller Bundesversammlung (alle medlemmer af Forbundsdagen plus et tilsvarende antal medlemmer udpeget af delstaterne, der ikke behøver være parlamentarikere) vælger den tyske forbundspræsident og ved, at et Vermittlungsauschuss (lige mange repræsentanter fra Forbundsrådet og Forbundsdagen) søger kompromiser, hvis lovgivningsprocessen er fastlåst mellem de to kamre.

Den tyske føderalisme med ens opgaver til delstaterne indebærer, at der er chance for politisk innovation og sociale eksperimenter via konkurrence mellem delstaterne om at gøre tingene bedre. Det sker da også ofte, at nye ideer i én delstat efterfølgende spreder sig til andre delstater. Alle delstater har i princippet samme funktioner (der er ingen særstilling for visse få regioner som i Spanien). Der er kun forskel mellem delstaterne med hensyn til antallet af stemmer, som de har fået tildelt i Forbundsrådet på baggrund af forskellen i befolkningstallet. Delstaterne kan herudover også opfattes som læreanstalter for forbundspolitikere, idet de fleste forbundspolitikere har fået deres politiske skoling i delstaterne.

Forbundsrådet

Forbundsrådet er med tiden blevet et vigtigt organ i lovgivningsprocessen i Tyskland. Dets medlemmer er udpeget af delstatsregeringerne med tre-seks medlemmer fra hver delstat, som stemmer som én blok. Forbundsrådet har absolut vetoret i sager, som kræver dets godkendelse. Ofte er der endvidere forskellige flertal i Forbundsrådet og Forbundsdagen, hvilket kræver en form for 'forhandlet føderalisme', som indebærer, at Tyskland direkte eller indirekte næsten altid regeres af ret brede politiske koalitioner. Forbundsrådet er med tiden blevet til et ægte aktivt andetkammer.

Problemerne ved den samarbejdende og forhandlende føderalisme i Tyskland består i manglende gennemsigtighed og uklar ansvarsfordeling. Derfor er det langt fra altid i Tyskland en enkel sag at placere ansvaret for en konkret sag, der er gået galt, og at afgøre, hvem der eventuelt skal stilles til regnskab for hvad.

Delstaternes repræsentation i Forbundsrådet er ikke direkte valgt, men udpeget af delstatsregeringerne. Forholdsmæssigt er små delstater klart overrepræsenterede, hvilket kan have betydning, når Forbundsrådet kan blokere lovgivningen. En forkastelse indebærer en ny afstemning i Forbundsdagen, mens forkastelse med to-tredjedele af stemmerne i Forbundsrådet kræver samme majoritet ved vedtagelsen i Forbundsdagen. På den måde holder de to niveauer i den tyske føderation hinanden i skak. Drejer lovgivningen sig om den skattemæssige balance mellem forbundsniveau og delstatsniveauet (gælder for mange love), har Forbundsrådet en absolut vetoret.

De to kamre i form af Forbundsrådet og Forbundsdagen er som nævnt ofte kontrolleret af forskellige partier. Muligheden for, at de to kamre holder hinanden i skak forstærkes af, at der er forskellige valgcyklusser for delstats- og forbundsdagsvalg. Der er således altid et landdagsvalg under opsejling et eller andet sted i Tyskland, som eventuelt kan resultere i et skift af flertallet i Forbundsrådet. Forbundsdagen har dog under alle omstændigheder som regel den ledende rolle med hensyn til, hvordan partierne skal stille sig til et forslag fra regeringen.

Den tyske grundlov

Tysklands grundlov omhandler især magtfordelingen mellem den tyske forbundsdag og delstaterne. Kommunerne er ikke et tredje føderalt led, men betragtes som en del af delstaterne. Delstaterne er imidlertid afhængige af forbundslovgivning, når det drejer sig om udskrivning af skatter, men ikke når det drejer sig om at optage lån.

Både delstater og kommuner kan frit inden for de lovgivningsmæssige rammer anvende deres midler, men de er underkastet kontrol fra henholdsvis forbunds- og delstatsniveau. Både delstater og kommuner kan få og får i stigende grad midlerne fra forbundsregeringen til øremærkede initiativer. Det har medført øget økonomisk afhængighed af forbundsregeringen, hvilket også har bidraget til den før omtalte centralisering af Tyskland.

Den samarbejdende føderalisme mellem forbundsstat og delstater består som nævnt ikke mindst i forbundslovgivning og efterfølgende delstatsimplementering. Den eksklusive delstatskompetence dækker valg til landdag (delstatsparlamentet) og lokalvalg, sprog, kultur, religion, uddannelse, politi og eksterne relationer med hensyn til førnævnte. For eksempel kræver det delstaternes inddragelse, hvis disse spørgsmål er på dagsordenen i EU-regi, hvor de da også har egne repræsentationer i Bruxelles hvor Europa-Parlamentet og en række andre af EU's institutioner har til huse.

Den udøvende magt har få enekompetencer på forbundsniveau. De drejer sig især om udenrigspolitik, grænsekontrol, told, hær og forbundsveje. På disse områder gennemføres lovene på forbundsniveau og ikke på delstatsniveau. På alle andre områder implementeres forbundslove af delstaterne, eventuelt således at implementeringen kontrolleres af forbundsregeringen.

Den dømmende magt indebærer på forbundsniveau fem appelretter: Højesteret, en administrativ domstol, en arbejdsret, en socialsikringsret, en finansdomstol samt Forfatningsdomstolen. På delstatsniveau findes førsteinstanser svarende til appelretterne på forbundsniveau.

Hvilke områder besluttes hvor i Tyskland?

Niveau Beslutningskompetence
EU Hovedlinjerne for den erhvervspolitiske regulering, valutapolitikken, konkurrencepolitikken, handelspolitikken og koordination af andre politikker.
Forbundsniveau Udenrigspolitik, socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik og økonomisk politik.
Delstatsniveau Kulturpolitikken, uddannelsespolitikken, sundhedspolitikken og beskyttelse af borgerne (for eksempel politiet).
Kommuner Gennemførelse af lovgivningen, administration og ansøgninger fra borgere.

Der er to niveauer af forfatningsret i Tyskland i form af en forbunds-Grundlov og delstatsgrundlovene. Siden 1949 er der kommet næsten 60 ændringer og tillæg til Tysklands Grundlov i retning af en udvikling mod mere magt til forbundsniveauet. Grundlovsændringer kræver tilslutning fra delstatsparlamenterne, men ikke fra vælgerbefolkningen. Der skal ikke være folkeafstemning i tilfælde af en grundlovsændring, således som det er tilfældet i Danmark. Forbundsrepublikken Tyskland er et gennemført repræsentativt demokrati helt uden direkte demokratiske elementer.

Udviklingen er som nævnt samtidig entydigt gået i retning af mere forbundslovgivning. Delstaternes selvstændige lovgivningsmagt er derfor så at sige blevet udskiftet med Forbundsrådets medbestemmelse vedrørende forbundslove. Taberne i den udvikling er delstaternes parlamenter, som mere og mere har mistet lovgivningskompetencen.

Den forøgede centralisering hænger sammen med, at forbundsniveauet er blevet finansielt styrket. Centraliseringen skyldes endvidere den europæiske integrationsproces, som indebærer implementering af stadig mere lovgivning i delstaterne, som forbundsregeringen har forhandlet på plads i EU-regi. Kun hvor delstaterne har eksklusiv kompetence (for eksempel på uddannelsesområdet), er disse blevet inddraget direkte i forhandlingerne i EU-regi i Bruxelles.

Omkring 90 procent af al forbundslovgivning sker på områder, hvor der er overlappende kompetence med delstaterne, men det medfører ikke mange konflikter i praksis. Det skyldes, at forbundslovgivning altid har forrang. Derimod kan der som tidligere nævnt være uklarhed om, hvem der har ansvaret for de gode og dårlige politiske resultater: Forbundsregeringen eller delstatsregeringerne. Samtidig øges den økonomiske uansvarlighed de gange, hvor forbundsregeringen har måttet 'købe' sig til et flertal i Forbundsrådet. Det kan f.eks. ske ved, at delstater får højere føderalt tilskud.

Centraliseringen af magten på forbundsniveau i Tyskland indebærer, at det i praksis i dag er forbundsniveauet og ikke delstaterne, som primært er ansvarlige for lovgivningen – i modsætning til, hvad der står i grundlovens artikel 30. Delstaterne koordinerer omvendt deres initiativer mere og mere indbyrdes. Bortset fra disse ændringer er magtfordelingen imidlertid nogenlunde fordelt som foreskrevet i den tyske grundlov.

Alligevel er der en del kritik af både det faktum, at Forbundsrådet ofte blokerer for det, som nogle betragter som nødvendige beslutninger, og af den situation, hvor forbundsniveauet efter fleres mening har fået for megen lovgivningsmæssig magt. Endvidere er der kritik af, at delstater og kommuner efterhånden er blevet fuldstændig økonomisk afhængige af forbundsbeslutninger på grund af stadig færre decentrale skatteindtægter. Der er imidlertid ingen politisk vilje til at ændre på situationen i Tyskland.

Den tyske Rigsdagsbygning huser det forenede Tysklands fælles parlament, Forbundsdagen. Den var også det forenede Tyske Riges parlamentsbygning i 1871, og dens brand var anledningen til Hitlers afskaffelse af parlamentarismen i 1933. I gaderne rundt om det tyske parlament har de enkelte delstater deres egne repræsentationer i Berlin.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig