Bremen, storby i Nordvesttyskland ved floden Weser; 547.500 indb. (2015). Bremen danner sammen med havnebyen Bremerhaven og opland sin egen delstat, Freie Hansestadt Bremen, som er Tysklands mindste (419,23 km2, 671.500 indb. 2015). Bremen ligger langs floden Weser på et ca. 40 km langt, men kun ca. 1 km bredt klitområde, og den har derfor en båndet bystruktur, som fortsættes i oplandet mod sydøst. Strukturen understreges af flere trafikforløb, fx de hurtige regionaltoglinjer til Vegesack i nordvest og Verden i sydøst.
Hovederhvervene er industri, handel og transport, der har været stærkt afhængige af havnen. Den har mistet sin betydning i forhold til Bremerhaven, men blev alligevel udbygget 1964-65 med bl.a. Neustädter Hafen på den sydlige flodbred. Nærings- og nydelsesmiddelindustrien er baseret på importerede varer, fx kaffe, te og tobak.
Bremen fik universitet i 1971, og der satses på forskning og teknologi; bl.a. blev et innovations- og teknologicenter ved universitetet åbnet i 1986, og Bremens logistikcenter, GVZ, er blevet forbillede for andre regioner.
I 1930'erne begyndte produktionen af Borgwardbiler. Fabrikken blev senere overtaget af Daimler-Benz AG (se Daimler AG), som i 1978 byggede nye produktionsanlæg i bydelen Sebaldsbrück, og med ca. 16.000 beskæftigede er den byens største private arbejdsplads.
Bremen blev i slutningen af 1970'erne ramt af alvorlige økonomiske kriser, specielt inden for værftsindustrien. Senere blev stål-, luftfarts-, militær- og senest også bilindustrien ramt, hvilket har medført en høj ledighedsprocent. I 1980'erne og 1990'erne blev byens økonomiske problemer så alvorlige, at Forbundsdomstolen anerkendte dens og delstatens nødsituation; Bremen støttes derfor økonomisk af EU og Forbundsregeringen samt af andre tyske delstater.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.