messe (musikbegreb)

De første flerstemmige udsættelser af ordinariumsled stammer fra midten af 1300-tallet, og de er kendetegnet ved ikke at være samlet i cyklusser. De første samlede messecyklusser stammer fra sidste halvdel af 1300-tallet med Guillaume de Machauts Messe de Nostre-Dame som den mest berømte. Hans messe fremstår som den første messe komponeret som en helhed af én komponist. Stadigvæk ser man enkeltstående eller parvise messesatser i 1400-tallet.

Machaut anvendte forskellige kompositoriske teknikker til de enkelte dele, og en tendens blandt 1400-tallets komponister blev at finde metoder til at give messerne en indre musikalsk sammenhæng. Komponister såsom Leonel Power (død 1445) og John Dunstable brugte som de første én og samme grundmelodi, cantus firmus, som skelet i alle fem messeled.

Især anvendte komponisterne verdslige melodier, der som regel gav de enkelte messer navn. Et kendt eksempel er melodien L'homme armé, som adskillige komponister lagde til grund for deres messer (bl.a. Guillaume Dufay, Pierre de la Rue, Josquin des Prés og Palestrina).

I slutningen af 1400-tallet opstod en ny teknik, der bestod i at overtage en i forvejen eksisterende, flerstemmig sats, for eksempel en motet eller en madrigal, og omdanne den ved at tilpasse musikken til ordene i de fem messeled. Messer skrevet under anvendelse af denne såkaldte paroditeknik kendes af bl.a. Josquin des Prés, Palestrina, Orlando di Lasso og Tomás Luis de Victoria.

I barokken begynder komponister at skrive cykliske messer under påvirkning af tidens nye stilarter og kompositionsteknikker. Som resultat heraf ses messer med vidt forskellige udtryk, for eksempel monumentale kompositioner med flere kor og med inddragelse af instrumenter (af blandt andre Claudio Monteverdi og Giovanni Francesco Anerio) og messer for få sangere med akkompagnement (Ludovico Viadana og Alessandro Grandi). Nogle messer blander også besætninger fra sats til sats. Kendetegnende for perioden er, at messerne voksede i omfang, og derfor ser man også messer, der udelader dele eller hele satser.

Fra begyndelsen af 1700-tallet ses en stærk påvirkning på kirkemusik og dermed også på messekomposition fra tidens italienske operastil. Som følge heraf gik en tendens i retning af at opdele de enkelte messeled i en række selvstændige satser (kor, arier, duetter). Det ses for eksempel i J.S. Bachs h-mol-messe , hvor et led som Gloria er inddelt i ni satser.

I den wienerklassiske periode i anden halvdel af 1700-tallet bidrog Mozart og især Haydn til genren med en række messer, der var beregnet til liturgisk brug i forbindelse med en gudstjeneste, men hvis musik kendetegnes af tidens symfoniske og koncertsalsprægede stil. Messekompositioner tages fra omkring 1800 også ud af kirken og opføres som koncertstykker uden liturgisk funktion.

Både i romantikken i 1800-tallet og i nyere tid har adskillige komponister, heriblandt Beethoven, Franz Schubert, Gioacchino Rossini, Franz Liszt, Anton Bruckner, Igor Stravinskij, Benjamin Britten, Maurice Duruflé og Gilbert Amy, skrevet messer. Kendetegnende for flere af disse værker er, at de er komponeret til koncertbrug fremfor kirkelig brug.

• messe (gudstjeneste)