Marc-Antoine Charpentier, ca. 1645-1704, fransk komponist, muligvis af musikerslægt; det har været antaget, at Marc-Antoine Charpentier stammede fra en familie af billedkunstnere.

Charpentier var bl.a. elev af G. Carissimi i Rom, hvor han opholdt sig i flere år, før han vendte tilbage til Frankrig. Som afløser for J.-B. Lully indledte han i 1672 et samarbejde med Molière, til hvis skuespil han skrev musik (bl.a. Le malade imaginaire, 1673).

Efter Molières død fortsatte Charpentier virksomheden som operakomponist; han virkede desuden som kapelmester hos jesuitterne i Paris, og fra 1698 var han ansat ved Sainte-Chapelle.

I forbindelse med begge disse stillinger komponerede Marc-Antoine Charpentier et betydeligt antal kirkemusikværker (oratorier, messer, motetter osv.), hvoraf store dele er bevarede. Indledningen til hans Te Deum i D-dur (H 146) er i dag kendt som Eurovisionsfanfare.

Marc-Antoine Charpentiers værker blev katalogiseret i 1982 af H.W. Hitchcock (forkortet H).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig