Credo

Artikelstart

Credo, (lat. 'jeg tror' af credere 'tro'), første ord i flere kristne trosbekendelser, især brugt som benævnelse på den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. I denne form blev Credo vedtaget på kirkemødet i Nikæa (325) og stadfæstet på kirkemødet i Konstantinopel (381), men først i 1014 fik den sin faste plads i den romersk-katolske messe som dens tredje ordinariumsled.

Faktaboks

Etymologi

Ordet credo er latin 'jeg tror' af credere 'tro'.

Credo fremføres på alle søndage, højtider og bestemte helligdage i tilknytning til evangelium og prædiken. Blandt de seks credomelodier i Graduale Romanum er den første – overleveret fra 1000-t. – rimeligvis den ældste, mens den tredje – som i dag er den hyppigst anvendte – stammer fra 1600-t. Den lutherske gudstjenestetradition anvendte i den første tid efter Reformationen romerkirkens Credo.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig