Præludium i C-dur. Af Johann Sebastian Bach/Bach Digital. Materialet er fri af ophavsret

Johann Sebastian Bach

Faktaboks

Johann Sebastian Bach

Født: 21. marts 1685, Eisenach i Tyskland
Død: 28. juli 1750, Leipzig i Tyskland

Johann Sebastian Bach, malet af Elias Gottlieb Haussmann i 1746. Bach er malet som 61-årig, mens han var Thomaskantor i Leipzig. Billedet blev overdraget til Sozietät der Musikalischen Wissenschaften, som komponisten indtrådte i året efter. Bach fremviser her den såkaldte GådekanonCanon triplex à 6 V(ocibus), BWV 1076, komponeret til det musikalske selskab. Museum für Geschichte der Stadt Leipzig.

AKG.

Licens: Begrænset anvendelse

Johann Sebastian Bach var fra 1723 ansat ved Thomaskirken i Leipzig, der her ses sammen med Thomasskolen på J.G. Krügners kolorerede kobberstik fra samme år.

AKG.

Licens: Begrænset anvendelse

Leipzig. Thomaskirche. Johann Sebastian Bachs grav. Under en bronzeplade i gulvet i kirkens kor er Bach begravet siden 1950. Hans grav blev identificeret på Johanniskirchhof i Leipzig i 1894 og i 1900 blev hans jordiske rester overført til Johanniskirche. Efter denne kirkes ødelæggelse under 2. Verdenskrig blev Bachs hvilested naturligt i Thomaskirche, hvor han virkede. Foto 2012.

Ursula Fugmann.

Licens: Begrænset anvendelse

Johann Sebastian Bach var en tysk komponist, en af musikhistoriens største skikkelser. Johann Sebastian Bachs værker sammenfatter og fuldender baroktidens tonekunst, men først nogle generationer efter hans død blev de kendt og genstand for almindelig beundring. Beskæftigelsen med hans musik i anden halvdel af 1800-tallet bidrog væsentligt til udviklingen af moderne musikvidenskab.

Johann Sebastian Bach blev født i Eisenach som fjerde søn af stadsmusikanten Johann Ambrosius Bach (1645-1695) og hustruen Elisabeth, f. Lämmerhirt. Begge forældre døde, da han var dreng, og han kom i pleje hos den ældre broder Johann Christoph, der var organist (elev af Johann Pachelbel) i Ohrdruf, og som gav ham den første musikundervisning. Denne fortsattes i St. Michaelisskolen i Lüneburg, hvor han blev optaget i koret, og i hvis store bibliotek han kunne studere de gamle mestre (Orlando di Lasso, Claudio Monteverdi). I samme by traf han organisten Georg Böhm (elev af J. A. Reincken); desuden besøgte han Hamburg for at lære af byens musikliv (Reinckens orgelspil, Reinhard Keisers operaer) og Celle, hvor han hørte fransk musik (J.B. Lully).

I 1702 vandt han konkurrencen om organistembedet i Sangerhausen, men fyrsten valgte sin egen kandidat. Året efter ansattes Bach ved hoffet i Weimar, hvor han dog kun blev kort tid. Samme år tiltrådte han embedet som organist ved Neue Kirche i Arnstadt, hvor han skrev sine første orgelværker, bl.a. koraler. Bachs fodrejse til Lübeck 1705-1706 for at høre Diderich Buxtehude på orgel førte til en irettesættelse, dels fordi han havde overskredet sin orlov på en måned med to måneder, dels fordi hans orgelspil nu "forvirrede menigheden".

Efter en kortvarig ansættelse 1707 i Mühlhausen tiltrådte Bach året efter embedet som hoforganist i Weimar, hvor han i 1714 blev udnævnt til hofkoncertmester. Fra denne periode stammer mange orgelværker og en del kirkekantater, og det var her, han lærte den italienske koncertform at kende gennem bl.a. Antonio Vivaldis værker, hvoraf han omskrev nogle for cembalo, andre for orgel. Et tilbud om stillingen som hofkapelmester i Köthen fik ham til at søge om frigørelse fra embedet, men han blev som straf fængslet i en måned. Stillingen fik han dog i 1717.

Ved det reformerte hof i Köthen, hvor kirkemusikken trådte i baggrunden, var Bach hovedsagelig beskæftiget med kammermusik, koncerter og værker for cembalo. Fra denne tid stammer bl. a. Brandenburgkoncerterne (1721), violinkoncerterne, Das wohltemperierte Klavier (1722) og en række andre cembaloværker (engelske og franske suiter, inventioner, sinfoniaer osv.).

I 1723 tiltrådte Johann Sebastian Bach embedet som kantor ved Thomasschule i Leipzig, hvor han forblev til sin død. Stillingen indebar dels musikundervisning på skolen, dels et virke som "Director musices", dvs. som kantor ved både Thomaskirche og Nikolaikirche (hvor bl.a. Johannespassionen blev uropført i 1724) og som byens musikalske rådgiver.

Fra Leipzigårene stammer en stor del af kantaterne, som Bach skrev fem komplette årgange af (ca. 300; mere end 200 er overleverede), desuden motetterne, de store passioner (Johannes (1724) og Matthæus (1727) er bevarede; begge opført flere gange efter omarbejdelser), Juleoratoriet, h-mol-messen samt en del instrumentalværker, bl.a. Clavier-Übung I-IV (for orgel og cembalo). Under et besøg hos Frederik den Store i Potsdam 1747 gav kongen Bach det tema, der ligger til grund for satserne i Das musikalische Opfer.

Fra 1729 var Bach leder af et orkester, som G.Ph. Telemann havde grundlagt i Leipzig i 1702 (det ene af to ved navn Collegium Musicum). For dette ensemble skrev han et antal cembalokoncerter og en række verdslige kantater, hvis musik ofte gennem den såkaldte paroditeknik blev genanvendt i kirkemusikalsk sammenhæng.

De sidste år var præget af sygdom og svigtende syn. Johann Sebastian Bach døde i Leipzig, hvor han blev begravet. Hans jordiske rester blev i 1950 overført til Thomaskirche.

Johann Sebastian Bach var gift to gange. Med sin første hustru, Maria Barbara, fik han bl.a. sønnerne Wilhelm Friedemann Bach og Carl Philipp Emanuel Bach; efter hendes død ægtede han Anna Magdalena Wilcke (Wülcken), der blev mor til 13 børn, bl.a. Johann Christian Bach.

Bachs musik

Den monumentalitet, der kendetegner Johann Sebastian Bach som komponist, viser sig på flere måder. Samtidens gængse genrer og musikalske former (kantate, motet, koncert, suite; da capo-arie, modulerende rondo osv.) betragtede han ikke som færdige skemaer, han blot skulle "fylde" med musik, men han behandlede dem individuelt og gav dem et nyt, beriget indhold. Fx afviger alle seks Brandenburgkoncerter med hensyn til såvel besætning som satsformer fra baroktidens mest udbredte koncerttyper (solokoncert, concerto grosso); en påfaldende fri opbygning i forhold til de almindeligt anerkendte normer opviser på lignende måde hans arier i da capo-form.

Desuden beherskede Johann Sebastian Bach den kontrapunktiske skrivemåde til fuldkommenhed, hvad der navnlig kommer til udtryk i de mange præludier (toccataer, fantasier) og fugaer for orgel, i Das wohltemperierte Klavier for cembalo (1722, 24 præludier og fugaer i hver sin toneart, efterfulgt 1744 af en tilsvarende samling) og ikke mindst i Die Kunst der Fuge, hvor den kontrapunktiske kunst når et absolut højdepunkt gennem anvendelsen af teknikker, der var udviklet i renæssancens vokalpolyfoni (augmentation, diminution, omvending osv.). Nævnes bør i denne forbindelse den overlegne kontrapunktiske fantasirigdom, der kendetegner hans orgelkoraler.

I sin stræben efter at opnå det fuldendte lagde Bach ofte tidens forskellige musikalske udtryksformer til grund for en række samlinger, der efter sædvanen omfatter seks værker hver. Et oplysende eksempel er de seks Partitaer for cembalo fra Clavier-Übung I (udg. 1726-1731), der hver indledes med et af samtidens almindelige forspil (præludium, sinfonia, fantasia, ouverture, præambulum og toccata), og som i øvrigt består af en kæde af suitens dansesatser med allemande, courante, sarabande og gigue som grundstamme, dog således at ikke to af suiterne i samlingen er anlagt efter samme mønster, idet satser som menuet, rondeau, burlesca og passepied bidrager til den enkelte partitas særpræg.

Med sine kantater og andre kirkemusikalske værker nåede Bach et højdepunkt inden for den protestantiske kirkemusik. Mens passionerne har rødder i en middelalderlig (katolsk) tradition, afspejler kantaterne den lutherske gudstjenestes brug af koralerne. Efter ældre mønster kan disse både med tekst og melodi ligge til grund for alle satser i en kantate (fx Christ lag in Todesbanden, 1707?). I en mere moderne type anvendes kun enkelte af koralens strofer; den 2. årgang kantater i Leipzig, 1724-1725, består delvis af sådanne koralkantater af den sidstnævnte art (fx Wie schön leuchtet der Morgenstern, 1725). Ofte optræder koralen kun i en homofon udsættelse som slutsats.

Bachs dybe religiøsitet kommer overalt til udtryk i arierne, duetterne osv., hvis ofte pietistisk inspirerede tekster danner grundlag for hans personlige forkyndelse gennem musikalske affekter (affektlære) og gennem tal- og tonesymbolik.

I samtiden var Johann Sebastian Bach navnlig kendt som en fremragende organist, og han var tillige efterspurgt viden om som orgelkonsulent.

Bachs værker i udvalg

Vokalværker:
Kirkekantater, ca. 200 overleverede, heriblandt:
Wie schön leuchtet der Morgenstern BWV 1 (koralkantate)
Christ lag in Todesbanden BWV 4 (koralkantate, ældre type)
Weinen, Klagen, Sorgen, Zagen BWV 12 (musikken er delvis genanvendt i Messe i h-mol BWV 232)
Ich hatte viel Bekümmernis BWV 21
Aus tiefer Not schrei ich zu dir BWV 38 (koralkantate)
Nun ist das Heil und die Kraft BWV 50 (eneste kantate for dobbeltkor; kun én sats er overleveret)
Jauchzet Gott in allen Landen BWV 51 (solokantate)
Nun komm, der Heiden Heiland BWV 61
Nun komm, der Heiden Heiland BWV 62 (koralkantate)
Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit BWV 106 ("Actus tragicus")
Sei Lob und Ehr' dem höchsten Gut BWV 117 (koralkantate med alle strofer sat i musik)
Aus der Tiefe ruf' ich zu dir BWV 131
Wachet auf, ruft uns die Stimme BWV 140
Herz und Mund und Tat und Leben BWV 147 (med den berømte koral Jesus bleibet meine Freude)
Verdslige kantater, ca. 15 overleverede, heriblandt:
Der zufriedengestellte Äolus: Zerreißet, zersprenget, zertrümmert die Gruft BWV 205 ("Drama per musica")
Schweigt stille, plaudert nicht BWV 211 ("Kaffekantate")
Andre vokalværker:
6 motetter BWV 225-230
Messe i h-mol BWV 232
Matthæuspassion BWV 244 (opført 1727, 1729, 1736, 1742)
Johannespassion BWV 245 (opført 1724, 1725, 1732, 1749)
Juleoratorium BWV 248 (6 kantater, én til hver af juledagene)
Ca. 200 firestemmige koraler og ca. 85 gejstlige lieder og arier
Orgelværker:
Frie værker:
6 triosonater BWV 525-530
Toccata, Adagio og Fuga C-dur BWV 564
Toccata og Fuga d-mol BWV 565
Passacaglia og Fuga c-mol BWV 582
Koralbearbejdelser:
Orgelbüchlein BWV 599-644
6 Schübler-koraler BWV 645-650
Clavier-Übung III med Præludium og Fuga Es-dur BWV 552 og koralbearbejdelser BWV 669-689
Kirnberger-koraler (samlet ca. 1760) BWV 690-713
Neumeister-koraler (fundet 1984) BWV 1090-1120
Koralpartitaer bl.a. over O Gott, du frommer Gott BWV 767, Sei gegrüßet, Jesu gütig BWV 768 og Vom Himmel hoch da komm' ich her BWV 769
Cembaloværker:
Clavier-Übung I med 6 Partitaer BWV 825-830
Clavier-Übung II med Fransk Ouverture BWV 831 og Italiensk Koncert BWV 971
Clavier-Übung IV med Goldbergvariationer BWV 988
6 Engelske Suiter BWV 806-811
6 Franske Suiter BWV 812-817
Das wohltemperierte Klavier I og II BWV 846-869 og 870-893 (2×24 præludier og fugaer i alle tonearter)
Kammermusikværker:
3 sonater og 3 partitaer for violin solo BWV 1001-1006
6 suiter for cello solo BWV 1007-1012
6 sonater for violin og cembalo BWV 1014-1019
Orkesterværker:
6 Brandenburgkoncerter BWV 1046-1051:
1 F-dur (2 horn, 3 oboer, fagot, violino piccolo, strygere og continuo)
2 F-dur (trompet, blokfløjte, obo, violin, strygere og continuo)
3 G-dur (3 violiner, 3 bratscher, 3 celloer og continuo)
4 G-dur (violin, 2 blokfløjter, strygere og continuo)
5 D-dur (tværfløjte, violin, cembalo, strygere og continuo)
6 B-dur (2 bratscher, 2 gamber, cello, violone og cembalo)
4 Ouverturer (suiter) for orkester (Nr. 2 h-mol for tværfløjte, strygere og continuo med den berømte slutsats Badinerie)
2 violinkoncerter, a-mol og E-dur, BWV 1041-1042 og dobbeltkoncert d-mol BWV 1043
7 cembalokoncerter (delvis omarbejdelser af violinkoncerter) BWV 1052-1058
Andet:
Das musikalische Opfer BWV 1079
Die Kunst der Fuge BWV 1080

Bach – renæssancen

Efter sin død blev Johann Sebastian Bach næsten fuldstændig glemt. Wolfgang Amadeus Mozart og hans samtidige kendte kun nogle få af hans værker.

I 1802 udgav J.N. Forkel den første biografi, der til dels bygger på oplysninger fra Bach-sønnerne. Med Felix Mendelssohn-Bartholdys opførelse af Matthæuspassionen i 1829 blev interessen for mesteren og hans musik vakt.

Efter tilskyndelse af bl.a. Robert Schumann blev Det internationale Bach-selskab grundlagt i 1850, og året efter begyndte udsendelsen af den store samlede udgave (afsluttet 1900), hvis udarbejdelse rejste hidtil ukendte problemer i musikalsk sammenhæng (kildekritik, kronologi, ægthed, udgivelsesteknik osv.).

De derigennem udviklede musikvidenskabelige metoder er bl.a. blevet behandlet i Bach-Jahrbuch, der er udkommet siden 1904.

En ny kritisk udgave påbegyndtes i 1954. Den første samlede værkfortegnelse, Bach-Werke-Verzeichnis, BWV (1950), med ca. 1130 værker, skyldes den tyske musikforsker Wolfgang Schmieder (1901-1990); dog har dens oplysninger på mange punkter vist sig at være uholdbare, bl.a. vedrørende datering og ægthed (revideret udgave 1990).

Mere udførlig er fortegnelsen i flere bind Bach-Compendium (BC, Leipzig 1986-1989, udgivelsen afbrudt efter Berlinmurens fald).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.