En passion er en musikalsk udsættelse af én af de evangeliske beretninger om påskebegivenhederne, altså Jesu lidelse og død.

Faktaboks

Etymologi
Ordet passion kommer af latin passio 'lidelse', genitiv passionis, af pati 'lide'.

Fra 400-tallet blev lidelseshistorierne reciteret på en enkelt tone, men fra 1200-tallet blev fremførelsen dramatiseret ved, at de forskellige dele blev fordelt mellem flere medvirkende; traditionelt blev Jesu ord sunget på en dyb tone, evangelieberetningen på en tone i mellemlejet og de øvrige replikker (Peter, Pilatus, apostlene, de skriftkloge osv.) på en høj tone. En slags flerstemmighed blev opnået ved, at de medvirkende samtidig sang de forskellige gruppers replikker (turbæ) på hver sin tone.

Egentlig flerstemmighed indførtes i anden halvdel af 1400-tallet, ofte dog kun for turbaafsnittenes vedkommende (Orlando di Lasso, William Byrd). I den såkaldte motetpassion blev alle dele af beretningerne sunget flerstemmigt. Under indflydelse fra operaen blev musikken i 1600-tallet inddelt i selvstændige satser: recitativer, arielignende afsnit og kor.

Den protestantiske passion adskiller sig fra den katolske ved, at teksten er Martin Luthers bibeloversættelse; de første udsættelser, der skyldes hans musikmedarbejder Johann Walter, fik mange efterligninger (jf. Roskildepassionen).

Fra 1600-tallet stammer Heinrich Schütz' passioner, der bl.a. er kendetegnet ved at være holdt i en arkaiserende stil. Omkring 1700 blev det almindeligt at supplere de bibelske beretninger med koraler og frie betragtninger.

Til denne type hører to af musikhistoriens største værker, Johann Sebastian Bachs Johannespassion og Matthæuspassion. Genremæssigt er de beslægtede med passionsoratoriet, der har Jesu lidelse og død som emne, men hvis tekst ikke er de bibelske beretninger (Johann David Heinichen, Ludwig van Beethoven, Louis Spohr).

En særlig genre omfatter de bibelcitater, der især består af Jesu syv ord på korset (bl.a. Heinrich Schütz og Joseph Haydn).

Som musikalsk genre gled passionen i baggrunden efter midten af 1700-tallet; dog har enkelte komponister indtil anden halvdel af 1900-tallet bidraget til en videreførelse (Krzysztof Penderecki, Arvo Pärt).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig