Faktaboks

Joseph Haydn

Franz Joseph Haydn

Født
31. marts 1732, Rohrau, Østrig
Død
31. maj 1809, Wien, Østrig

Joseph Haydn blev modtaget med begejstring af det engelske koncertpublikum, og i 1791 blev han udnævnt til æresdoktor ved Oxford University. I den anledning lod han opføre sin symfoni nr. 92 i G-dur, Oxfordsymfonien, som formodentlig også blev spillet ved hans første koncert i London samme år. Maleri af Thomas Hardy, 1791.

.

Joseph Haydn. Begyndelsen af komponistens egenhændige partitur til symfoni nr. 104 i D-dur, skrevet i 1795 i London. Symfonien, hvis første sats begynder med en langsom indledning (Adagio) i d-mol, blev uropført den 4. maj samme år ved en koncert i den engelske hovedstad.

.

Joseph Haydn var en østrigsk komponist, som i sin levetid nåede at være samtidig med store komponister som Johann Sebastian Bach, Georg Friedrich Händel, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven.

Joseph Haydn er den første store skikkelse i den wienerklassiske periode. Han prægede udviklingen fra den østrigske senbarok (Johann Joseph Fux og Antonio Caldara) til den modne klassik (sammen med Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven) og bidrog mere end nogen anden til udformning af to af periodens vigtigste instrumentalformer: symfoni og strygekvartet. Med de store oratorier og messer fra omkring 1800 førte han den klassiske vokalmusik frem til et absolut højdepunkt.

Joseph Haydn fødtes i en landsby i Burgenland og blev i otteårsalderen optaget i koret ved Stephansdom i Wien. Om hans ophold i Wien den følgende snes år vides kun lidt; dog er det sikkert, at han har modtaget undervisning i sang og desuden har lært så meget, at han efter at være udtrådt af koret i 18-årsalderen var i stand til at ernære sig som lærer i klaverspil og som kirkemusiker på orgel og violin.

Af afgørende betydning blev ansættelsen som akkompagnatør hos den italienske operakomponist og sanglærer Nicola Porpora, hos hvem han modtog sin første egentlige kompositionsundervisning. Ved selvstudium tilegnede han sig kontrapunkt gennem J.J. Fux' lærebog Gradus ad Parnassum, og han spillede Carl Philipp Emanuel Bachs klaversonater. Han har udtalt, at han havde lært mere ved at lytte til musik end ved at studere. Hans første kompositioner omfatter klavermusik og kirkemusik, heriblandt Missa brevis og Salve Regina.

Joseph Haydns værker i udvalg

Værker
Vokalværker:
14 messer, heraf
Heiligmasse 1796
Missa in tempore belli (Paukemesse) 1796
Nelsonmesse 1798
Theresienmesse 1799
Schöpfungsmesse 1801
Harmoniemesse 1802
Oratorier:
Il ritorno de Tobia (Tobias' hjemkomst) 1775
Die Schöpfung (Skabelsen) 1796-1798
Die Jahrezeiten (Årstiderne) 1799-1801
Ca. 25 operaer og syngespil
Ca. 50 solosange med klaver, heriblandt Gott erhalte Franz den Kaiser 1797
Ca. 400 arrangementer af skotske, irske og walisiske folkesange
Orkesterværker:
Ca. 100 symfonier, heriblandt
Nr. 6 D-dur Le Matin 1761
Nr. 7 C-dur Le Midi 1761
Nr. 8 G-dur Le Soir 1761
Nr. 22 Es-dur Filosoffen 1774
Nr. 44 e-mol Sørgesymfoni ca. 1771
Nr. 45 fis-mol Afskedssymfoni 1772
Nr. 49 f-mol La Passione 1768
Nr. 73 D-dur La Chasse 1782
Nr. 82 C-dur L'Ours 1786
Nr. 83 g-mol La Poule 1785
Nr. 85 B-dur La Reine 1785
Nr. 92 G-dur Oxford 1789
Nr. 93-104 Londonsymfonier, heriblandt
Nr. 94 G-dur The Surprise, Paukeslagssymfonien 1791
Nr. 100 G-dur Militærsymfoni 1793-1794
Nr. 101 D-dur Uret 1793-1794
Nr. 103 Es-dur Paukehvirvlen 1795
Nr. 104 D-dur London, Salomon 1795
Kammermusik:
Ca. 75 strygekvartetter, heriblandt
Op. 20 nr. 1-6 Solkvartetterne 1772
Op. 33 nr. 1-6 De russiske 1782
Op. 54 nr. 1-3, op. 55 nr. 1-3 og op. 64 nr. 1-6
Tostkvartetterne 1788-1790
Ca. 125 barytontrioer
Ca. 50 klaversonater

I 1759 blev Joseph Haydn ansat som kapelmester hos grev Morzin, til hvem han komponerede sine første symfonier. Efter at greven måtte skille sig af med orkesteret, blev Haydn i 1761 udnævnt til vicekapelmester hos fyrst Paul Anton Esterházy, som allerede i 1762 blev efterfulgt af broderen Nicolaus. Esterházy var en af Europas rigeste adelsslægter og residerede i Eisenstadt nær Wien.

Haydns forpligtelser var af både kunstnerisk og administrativ art, og for udnævnelsen kvitterede han med tre symfonier, Le Matin, Le Midi og Le Soir ('morgen', 'middag' og 'aften'), hvori han demonstrerede både sine egne kompositoriske færdigheder og orkesterets høje niveau. Et stort antal symfonier, koncerter og divertimenti blev komponeret i de første år i Eisenstadt. Til fyrsten personligt skrev Haydn desuden i årenes løb mere end 125 værker, som han kunne spille på sit yndlingsinstrument baryton (beslægtet med cello).

I 1766 flyttede hoffet til Esterháza, et slot, som fyrsten havde ladet opføre ved Neusiedler See. Til indvielsen af slottets operahus komponerede Haydn i 1768 Lo speziale (Der Apotheker), og i de følgende år, da opera blev den altdominerende underholdning, skrev han et anseeligt antal sceniske værker til opførelse på Esterháza.

Om sine arbejdsvilkår har Haydn selv udtalt: "Jeg kunne som leder af et orkester eksperimentere, iagttage, hvad der gør indtryk, og hvad der svækker det, altså forbedre, føje til, skære bort, vove. Jeg var afsondret fra verden, der var ingen i nærheden, som kunne forvirre og plage mig, og således måtte jeg blive original".

Omkring 1770 indtrådte en mærkbar fornyelse af tonesproget; skønt der ikke var tale om en personlig krise, er dette afsnit i Haydns musikalske udvikling blevet kaldt hans "Sturm- und Drang-periode". Stilen i værkerne kendetegnes bl.a. ved hyppig brug af moltonearter i stedet for de traditionelle durtonearter (fx symfoni nr. 44 i e-mol, "Sørgesymfonien", ca. 1771, nr. 45 i fis-mol, "Afskedssymfonien", 1772, strygekvartet i f-mol op. 20 nr. 5, 1772); også den kontrapunktiske skrivemåde og den ofte dramatiske behandling af det tematiske stof gav det musikalske udtryk en hidtil ukendt dimension, der i høj grad bidrog til udviklingen af sonateformen.

Med årene fik Joseph Haydn stadig flere kontakter med det internationale musikliv, og hans berømmelse steg støt. At fyrsten satte pris på Haydns kunst, fremgår af, at der i 1779 blev oprettet en ny kontrakt, som på alle måder var til gunst for Haydn. Han kunne nu frit råde over sine kompositioner, hvilket han gjorde med udtalt forretningssans og langt større succes, end Mozart nogensinde formåede. Til opførelse i den franske hovedstad modtog han fx bestilling på seks symfonier, de såkaldte Parisersymfonier (nr. 82-87, 1785-1786).

Med fyrst Nicolaus' død i 1790 indtrådte en ny fase i Haydns karriere. Den nye fyrste opløste orkesteret, men lod Haydn beholde sin titel af kapelmester og fuld løn, dog uden forpligtelser af nogen art. Haydn rejste til Wien, hvor han mødte impresarioen J.P. Salomon, som indbød ham til London for at give koncerter. Han besøgte byen to gange (1791-1792 og 1794-1795) og skrev hertil sine sidste 12 symfonier, de såkaldte Londonsymfonier (nr. 93-104). Med disse værker demonstrerede han på én gang sit kompositoriske mesterskab og sin sikre fornemmelse for at skrive for et stort publikum. Imellem de to Londonophold var han i Wien, hvor Beethoven blev hans elev i komposition, dog uden større begejstring fra nogen af siderne.

Londonsymfonierne blev både i kunstnerisk og økonomisk forstand et højdepunkt i Haydns karriere. Englandsopholdene gav tillige Haydn lejlighed til at stifte bekendtskab med Georg Friederich Händels oratoriekunst, og inspireret heraf skrev han i årene 1796-1801 oratorierne Skabelsen og Årstiderne. Fra samme tid stammer de seks store messer, som han komponerede til Esterházyfyrsten i Eisenstadt, og oratorieversionen af Die Sieben letzten Worte unseres Erlösers am Kreuze (De syv ord på korset), der oprindelig var skrevet for orkester og samtidig arrangeret for strygekvartet (1787). Med inspiration fra den engelske nationalhymne God Save the King skrev Haydn i 1797 kejserhymnen Gott erhalte Franz den Kaiser, som han samme år benyttede som tema i 2. sats af strygekvartetten op. 76 nr. 3 (med tilnavnet "Kejserkvartetten").

Takket være indtægterne fra Englandsrejserne og fra de to oratorier kunne Joseph Haydn tilbringe sine sidste leveår fri for økonomiske spekulationer, men efterhånden svigtede kræfterne ham, og den sidste strygekvartet, påbegyndt i 1803, forblev ufuldendt. I marts 1808 overværede han en opførelse af Skabelsen på Wiens universitet under ledelse af Antonio Salieri. Det blev hans sidste offentlige fremtræden. Han døde, kort efter at de franske tropper havde indtaget Wien.

Haydns musikalske stil

For at forstå Joseph Haydns historiske stilling må man erindre sig hans livsdata. Han var 18 år, da Johann Sebastian Bach døde, og selv overlevede han Wolfgang Amadeus Mozart med 18 år. Da han komponerede sine første kvartetter, levede Georg Friedrich Händel endnu, og da han skrev sine sidste værker, havde Ludwig van Beethoven oplevet sit gennembrud som komponist.

Joseph Haydns kunstneriske udvikling har i høj grad været begunstiget af hans næsten 30-årige virke ved Esterházyhoffet. Her kunne han eksperimentere, ikke blot med orkesterklangen, men også med stil og genre. I de tidlige symfonier udnyttede han barokkens genrer (concerto grosso, solo-koncert, ouverture, tresatset sinfonia, suite, kirkesonate), og efterhånden nåede han frem til den klassiske symfoni i fire satser med menuet som 3. sats og med den perfekte balance mellem fri melodisk udfoldelse og dybtgående motivisk bearbejdelse. Kulminationen nås i de 12 "Londonsymfonier", skrevet efter Mozarts død og påvirket af dennes klangkunst.

Også inden for strygekvartetten skabte Haydn den syntese af "galant" diverterende stil og barokpræget kontrapunktisk skrivemåde, som er kendetegnende for den wienerklassiske stil. Allerede i opus 17 og opus 20 fra begyndelsen af 1770'erne træder den moderne kvartetstil frem med selvstændiggørelsen af de fire stemmer, og med opus 33 (udgivet i 1782) har stilen nået sin afklaring. Det var disse kvartetter, som inspirerede Mozart til nogle af hans betydeligste kammermusikværker, de seks kvartetter, som han tilegnede Haydn (udgivet i 1785).

I Joseph Haydns sene messer forenes baroktraditionen med hans symfoniske stil, og i de Händelinspirerede oratorier Skabelsen og Årstiderne er baroktidens dramatisk-monumentale stil afløst af en ofte folkeligt præget tone, som for Årstidernes vedkommende lejlighedsvis nærmer sig det tyske syngespil.

I hele Joseph Haydns livsværk, fra den mest forfinede kammermusik til de store symfoniske klangudfoldelser, fornemmes en grundfæstet, urokkelig optimisme og som det måske mest markante træk overhovedet den humor, der kommer til udtryk i mange symfonier og kvartetter. Romantikernes Beethoven-sværmeri levnede ikke plads til Haydn, men flere af hans værker har dog for længst indtaget deres faste plads i koncertrepertoiret, bl.a. trompetkoncerten og cellokoncerten i D-dur. Den popularitet, hans symfonier har været genstand for, ses desuden af de tilnavne, som eftertiden har givet flere af dem (fx "Afskedssymfonien" eller symfoni nr. 101, der kaldes "Uret" på grund af det tikkende akkompagnement i 2. sats).

Med udgangspunkt i en omfattende forskning, hvortil ikke mindst den danske musikvidenskabsmand Jens Peter Larsen har ydet væsentlige bidrag, har man i 1900-tallet foranstaltet en række udgivelser af Joseph Haydns værker. Komponisten udarbejdede selv flere fortegnelser over sine værker, som senest er blevet katalogiseret af Anthony van Hoboken (forkortet som Hob.).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig