katolsk kirkemusik

Katolsk kirkemusik, musik, der anvendes som udtryksmiddel i forbindelse med den romersk-katolske kirkes ritualer som messer, tidebønner, andagter, processioner osv. I oldtiden udgjorde musikken en nødvendig og integreret bestanddel af liturgien, senere har den i stigende grad antaget karakter af udsmykning af gudstjenesterne.

De første musikformer blev muligvis overtaget fra jødedommens tempel- og synagogesang, men der udviklede sig med tiden forskellige traditioner under indflydelse af lokale skikke. Således opstod "dialekter" som fx den gammelromerske, ambrosianske, mozarabiske og gallikanske ritus i den vestlige del af den kristne verden og bl.a. den byzantinske og armenske i den østlige del. Med anerkendelsen af kristendommen i Romerriget i begyndelsen af 300-t. kom der for alvor gang i kirkebyggeri, sakralkunst og dermed også i kirkemusikken, som kunne antage mere udadvendte og pragtbetonede former end før.

Mange steder i Vesten blev de forskellige riter efterhånden afløst af den romerske, der omfatter den gregorianske koral (se gregoriansk sang). Denne blev udviklet i århundrederne efter pave Gregor den Store (død 604), som den enstemmige koral i middelalderen blev opkaldt efter.

Kendskabet til den ældste musik er stærkt begrænset, fordi en præcis nodeskrift først blev udviklet omkring år 1000; den tidligste notation bestod af linjeløse neumer. Fra tiden efter midten af 800-t. findes beskrivelser af de otte kirketonearter, der kom til at præge al vestlig musik i de følgende århundreder.

Middelalderens troper og sekvenser, som var musikalske udsættelser af tildigtede, ikke-liturgiske tekster, blev med undtagelse af nogle få sekvenser afskaffet som følge af liturgireformen efter Tridentinerkoncilet (1545-63). Til gengæld blev flerstemmigheden, især den vokalpolyfone stil, som G.P. da Palestrina var en af hovedrepræsentanterne for, anerkendt på lige fod med den enstemmige gregorianske koral.

Flerstemmigheden var opstået i 700-t. og udviklede sig i løbet af de følgende århundreder især inden for kirkemusikken, der med tiden blev stadig mere kunstfærdig og i stigende grad frigjorde sig fra liturgisk sammenhæng.

I 1400- og 1500-t. blev messen, dvs. den flerstemmige udsættelse af ordinariumsleddene Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei, den vigtigste kirkemusikalske form ved siden af motetten. Mens Reformationens metriske salmer på modersmålet indtog en betydelig plads i den protestantiske liturgi (se Reformationen (musik)), opnåede disse koraler kun uofficiel status i den katolske gudstjeneste og kunne ikke hindre, at kirkegængerne i stigende omfang blev passive tilhørere.

Denne tendens fortsatte i baroktiden, hvis komponister skelnede mellem den ældre, flerstemmige stil, der længe var anerkendt som den mest højtidelige og bedst egnede udtryksform til kirkemusik, og den nye, koncerterende stil, der modtog talrige impulser fra den verdslige musik, navnlig fra operaen. Wienerklassikkens bidrag til den katolske kirkemusik bestod i de kompositioner, som bl.a. Joseph og Michael Haydn, Mozart og i et vist mål Beethoven skrev på bestilling. Flere af romantikkens komponister har skrevet messer og anden musik til liturgiske tekster, dog ofte uden tilknytning til den katolske liturgi. Verdis Requiem (1868-74), der snarere giver associationer til opera end til messen for de afdøde, er et oplysende eksempel.

I anden halvdel af 1800-t. udførte benediktinermunkene bl.a. i Solesmes et stort arbejde for at genskabe den gregorianske koral, der siden 1500-t. havde været genstand for et betydeligt forfald. Det nye Graduale Romanum med de restaurerede melodier udkom i 1908.

Ifølge pave Pius 10.s motu proprio fra 1903 skal musikken igen være underlagt liturgien, og denne stramning kulminerede med Det 2. Vatikankoncils reformer (1962-65), der medførte, at liturgien kan fejres på modersmålet. Skønt latin fortsat anerkendes som kirkens officielle sprog og den gregorianske sang som den mest højtidelige musikalske udtryksform, er koralen trængt tilbage til fordel for nationalsproget musik. Koncilets bestræbelser har således fremmet menighedens aktive deltagelse i liturgien. For den katolske kirke i Danmark har ændringerne betydet, at komponister som Leif Kayser, Erling Rasmussen (f. 1942) og Peter Møller (f. 1947) har skrevet ny musik til oversættelser af liturgiske tekster, specielt til danske højmesser (ordinarier).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig