Faktaboks

Giuseppe Verdi
Giuseppe Fortunino Francesco Verdi
Født
10. oktober 1813, Le Roncole, Italien
Død
27. januar 1901, Milano, Italien

Giuseppe Verdi. Som et utvetydigt udtryk for den store popularitet, komponisten har nydt i sit hjemland, smykkede hans portræt i en årrække 1000-lire-sedlen.

.

Giuseppe Verdi var en italiensk komponist og sit lands mest fremtrædende bidragyder til operagenren i 1800-tallet.

Verdis uddannelse

Sin første musikundervisning modtog Giuseppe Verdi i fødebyen, La Roncole, af den lokale organist, hvis embede han overtog allerede i niårsalderen. 1823 blev han optaget på gymnasiet i Busseto, hvor en velhavende købmand finansierede hans videre musikuddannelse.

Verdis tidligste kompositioner blev til 1826-1829, bl.a. en ouverture til Gioacchino Rossinis Barberen i Sevilla, der i 1828 blev opført på byens teater (den oprindelige ouverture er gået tabt; i stedet anvendes sædvanligvis forspillet til en anden af Rossinis operaer).

Efter 1832 forgæves at have søgt optagelse på konservatoriet i Milano modtog Verdi i de følgende tre år undervisning af Vincenzo Lavigna (1776-1836), hvorefter han vendte tilbage til Busseto. 1836 udnævntes han til byens "maestro di musica" og giftede sig med Margherita Barezzi (1814-1840). Det blev en kort lykke; hun døde efter at have født to børn, der begge døde i etårsalderen.

Karriere

1839 flyttede Verdi til Milano, hvor Scala-operaen antog hans første opera, Oberto (1839), til en succesrig opførelse, der medførte bestilling på yderligere tre operaer: Un giorno di regno (Konge for en dag, 1840), Nabucco (Nabucodonosor, Nebukadnesar, 1842) og I Lombardi alla prima crociata (Lombarderne i det første korstog, 1843).

Takket være den skarpe karaktertegning, den tidstypiske kombination af religiøst og følelsesmæssigt konfliktstof samt ikke mindst den nationalliberale undertone i korscener som den berømte Va pensiero sull'ali dorate ('Flyv tanke, på gyldne vinger') blev Nabucco Verdis nationale gennembrudsværk. I Abigails rolle hørtes sangerinden Giuseppina Strepponi (1815-1897), der skulle blive Verdis samleverske og siden hustru.

Den betydelige nationale begejstring førte i de følgende år, som Verdi siden kaldte sine galejslaveår, til yderligere 11 operaer. Blandt disse ungdomsværker bemærkes især Ernani (1844), Macbeth (1847), i hvilken Verdi for første gang lader sig inspirere af William Shakespeare til dybdeborende musikalsk karakterisering af hovedpersonerne, og Luisa Miller (1849).

I 1840'erne opnåede Giuseppe Verdi en sådan berømmelse og formue, at han kunne erhverve og istandsætte godset Sant'Agata lidt uden for Busseto. Efter Gaetano Donizettis død (1848) var han det ubestridt største navn i italiensk opera, og i kraft af de nationalistiske elementer blev hans musik symbol på den italienske befrielsesbevægelse, il Risorgimento. Berømmelsen førte ham både til London og Paris, hvor Lombarderne blev en stor succes i sin franske omarbejdelse, Jérusalem (1847). 1851 flyttede Verdi ind på Sant'Agata med Giuseppina Strepponi, der blev hans hustru i 1859.

Med Rigoletto (1851) fik Verdi sit afgørende internationale gennembrud; ud over premieren på Teatro La Fenice i Venedig opnåede værket 21 opførelser i lagunestaden, hvorfra det hurtigt bredte sig til operascener over hele verden.

Snart efter fulgte en række værker, der for størstedelens vedkommende har holdt sig på det internationale operarepertoire: Il Trovatore (Trubaduren, 1853), der opnåede stormende succes ved sin uropførelse i Rom, La Traviata (1853), der mindre end to måneder senere faldt fuldstændigt igennem i Venedig, men fik succes året efter, I vespri siciliani (Siciliansk vesper), oprindelig skrevet til fransk tekst med titlen Les Vêpres siciliennes og uropført i Paris (1855), Simon Boccanegra (1857, omarbejdet 1881) og Un ballo in maschera (Maskeballet, 1859), hvis originale skueplads og titel, Gustav 3., måtte ændres på forlangende af Napolis censur: Scenisk fremstilling af et kongemord var uacceptabel. I 1850'erne havde Verdi tillige planer om en opera over Shakespeares King Lear; librettoen var skrevet, men planen blev aldrig realiseret.

Verdis berømmelse bevirkede, at hans navn blev taget i direkte anvendelse i forbindelse med de norditalienske befrielseskrige mod Østrig; slagordet "Viva Verdi!" blev synonymt med Viva Vittorio Emanuele, Re D'Italia ('Leve Vittorio Emanuele, konge af Italien'), og på Grev Cavours personlige opfordring lod komponisten sig i 1861 modstræbende indvælge som Bussetos repræsentant i den nyoprettede nationalforsamling i Torino.

På bestilling fra Sankt Petersborg fulgte La forza del destino (Skæbnens magt, 1862). Fem år senere skrev han til Pariseroperaen Don Carlos (1867), hvori den stilistiske indflydelse fra fransk grand opéra, som allerede sporedes i værkerne fra 1850'erne, nu er åbenlys. Det vides ikke med sikkerhed, om Verdi på dette tidspunkt har kendt Richard Wagners musik, men i stilistisk henseende mærkes en klar tilnærmelse mellem de to komponister.

1870 accepterede Verdi et tilbud fra Cairo om at komponere en opera over et egyptisk emne; resultatet blev Aida, hvis uropførelse på Cairos opera fandt sted under stormende bifald (1871).

Rossinis død 1868 inspirerede Verdi til en ambitiøs plan: 13 italienske komponister skulle sammen komponere et requiem, der skulle opføres på etårsdødsdagen i Rossinis fødeby, Pesaro. Værket blev også komponeret, men pga. forskellige kompetencemæssige og organisatoriske problemer blev begivenheden aflyst.

Senere udviklede Verdi sin andel af værket, "Libera me"-afsnittet, til den berømte Messa da Requiem for digteren Alessandro Manzoni. Værket blev uropført i Markuskirken i Milano (1874) og dagen efter genopført i Scalaoperaen, hvorefter det hurtigt fandt vej til alle de store europæiske koncertsale. Fra denne tid stammer også strygekvartetten (1873), der skulle blive hans eneste instrumentalværk.

Både i egen og offentlig bevidsthed var Verdis kompositoriske karriere hermed afsluttet, og Verdi beskæftigede sig overvejende med godsejerens forpligtelser. Men i 1879 modtog han fra digterkomponisten Arrigo Boito en libretto efter Shakespeares Othello. Verdi komponerede sin anden Shakespeareopera, Otello, opført med enestående succes i Milano (1887).

Seks år senere afsluttede han sin operaproduktion med endnu et Shakespeareinspireret værk, den komiske opera Falstaff, som ved uropførelsen ligeledes blev modtaget med begejstring (1893). I sine sidste år komponerede han sine Quattro pezzi sacri (Fire sakrale stykker, 1895-97), hvis berømte og ejendommeligt klingende "Ave Maria" Boito og Verdi spøgefuldt omtalte som en afbigt for Iagos "Credo" i Otello.

Verdis død og eftermæle

I 1897 døde hans hustru, og fire år senere døde han selv i sit værelse på Hotel di Milano. Fra officiel side blev der truffet foranstaltninger til en storstilet begravelse svarende til den enestående popularitet og respekt, komponisten nød i alle samfundslag i Italien, hvor hans vidunderlige melodier er blevet folkeeje.

Man bøjede sig imidlertid for komponistens testamentariske ønske om, at begravelsen foregik i stilhed, men ved en storstilet sørgehøjtidelighed blev Giuseppe Verdis og Giuseppinas kister overført til et hjem for aldrende musikere, Casa di Riposo, som Verdi selv havde oprettet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig