Faktaboks

Arrigo Boito

Enrico Giuseppe Giovanni Boito

Født
24. februar 1842
Død
10. juni 1918

Arrigo Boito er en italiensk digter og komponist, som især er kendt for librettoerne til Giuseppe Verdis operaer Otello og Falstaff og til Amilcare Ponchiellis opera La Gioconda (med "Timernes dans").

På grundlag af Johann Wolfgang von Goethes Faust skrev Arrigo Boito teksten og den Wagnerinspirerede musik til operaen Mefistofele, hvis uropførelse i Milano 1868 gav anledning til optøjer, der medførte politiforbud; den reviderede version fra 1875 blev en stor succes.

Hans anden opera, den efterladte Nerone, blev fuldført af bl.a. Arturo Toscanini, der dirigerede uropførelsen i 1924.

Til Arrigo Boitos litterære virke hører desuden den italienske oversættelse af teksterne til Ludwig van Beethovens 9. symfoni og til Richard Wagners musikdramaer Rienzi og Tristan und Isolde.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig