Italien - musik

Af relieffer og andre ikonografiske fremstillinger fra antikken fremgår, at musikken har haft en funktion i Romerriget, men kendskabet til dens beskaffenhed er stærkt begrænset.

Som andre steder i den kristne verden opstod på den italienske halvø i de første århundreder af vor tidsregning forskellige liturgiske traditioner med tilhørende melodistof. Ved siden af den gammelromerske ritus, der især fik betydning som et af udgangspunkterne for den gregorianske sang, opstod i Milano den ambrosianske liturgi, der er blevet bevaret levende indtil 1900-tallet.

Den flerstemmige musik, der opstod og blev udviklet i Frankrig fra ca. 800, nåede ikke straks til Italien, hvor man længe holdt fast ved enstemmigheden. Først i løbet af 1300-tallet blomstrede en særlig italiensk flerstemmighed kortvarigt op, den såkaldte Trecento-musik; den er et modstykke til den franske Ars nova og omfatter satstyper som madrigal (ældre type), ballata og caccia af bl.a. Francesco Landini, periodens vigtigste komponistnavn.

I det følgende århundrede lå hovedvægten atter nord for Alperne, navnlig i Burgund og Flandern, hvor den fransk-nederlandske tradition blev fortsat, men denne kulminerede i 1500-tallet med talrige komponister, der enten var italienere, eller som virkede i Italien: Giovanni Pierluigi da Palestrina, hans elever Felice og Giovanni Francesco Anerio, spanieren Tomás Luis de Victoria og nederlænderen Adrian Willaert.

I 1500-tallet, højrenæssancen, fremstod madrigalen (nyere type) som et blandt flere italienske modstykker til andre landes verdslige sangformer (fx fransk chanson og tysk lied). Madrigalen var beregnet til underholdning i højere sociale lag, og den blev fremført af solister, eventuelt med ledsagelse af enkelte instrumenter. Til de mest fremtrædende italienske madrigalkomponister hører Costanzo Festa, Luca Marenzio, Carlo Gesualdo da Venosa og Claudio Monteverdi.

Adrian Willaert fik især betydning som grundlægger af den venetianske skole; denne stilretning er frem for alt kendetegnet ved brugen af flerkorsteknik, som Markuskirkens vældige rum med mange pulpiturer dannede den ideelle ramme om. Byen Venedig blev i årene omkring 1600 betragtet som et af Europas vigtigste musikalske centre, hvortil talrige komponister og musikere blev sendt for at blive uddannet hos mestrene; til disse hører først og fremmest

Andrea Gabrieli, som bl.a. Hans Leo Hassler blev elev af, og hans nevø Giovanni Gabrieli, der blev lærer for komponister som Heinrich Schütz og danskerne Hans Nielsen og Mogens Pedersøn. I Venedig dyrkedes den koncerterende stil, der foruden flere kor gør brug af både vokale og instrumentale kræfter.

På samme tid virkede Girolamo Frescobaldi som organist ved Peterskirken i Rom. Med sine fantasier, toccataer og ricercarer medvirkede han til at lægge grunden til baroktidens orgel- og cembalokunst, der bl.a. gennem hans elev Johann Jacob Froberger kom til Tyskland og her nåede et højdepunkt med Diderich Buxtehudes og Johann Sebastian Bachs værker.

I det sidste årti af 1500-tallet søgte en gruppe komponister, musikere og teoretikere i Firenze, kaldet Camerata, at genoplive den musikalske side af antikkens drama. Resultatet blev fremkomsten af en helt ny genre, operaen, der ikke blot fik indflydelse på alle andre musikalske udtryksformer i det følgende århundrede, men som også med ét slag gjorde Italien til det absolutte centrum for musikkens udvikling overhovedet.

Den umiddelbare forgænger for den nye genre var madrigalkomedien, en mimet teaterforestilling, i hvilken handlingen blev kommenteret musikalsk af en gruppe solister, der ikke viste sig på scenen, men sang bag kulisserne; et berømt eksempel er Orazio Vecchis L'Amfiparnasso (1597). Til forskel herfra bliver replikkerne sunget af de optrædende personer i operaen. Dennes musikalske forudsætning var monodien, der er kendetegnet ved, at melodistemmen ledsages af generalbas (basso continuo), dvs. en basstemme, der udføres af både et dybt melodiinstrument (fx cello) og et akkordinstrument (lut, cembalo, orgel); se i øvrigt barok (musik).

Historiens første opera, Jacopo Peris Dafne (Firenze 1597), blev fulgt af hans Euridice (sammesteds 1600). Det første mesterværk inden for genren skyldes Claudio Monteverdi, hvis L'Orfeo blev opført under private former i Mantova i 1607.

I Venedig, hvor Monteverdi i 1613 efterfulgte Giovanni Gabrieli ved Markuskirken, åbnedes i 1637 det første operahus med offentlig adgang. Hertil skrev Monteverdi adskillige operaer; bevaret er kun de to sidste, L'incoronazione di Poppea (1641, Poppeas kroning)) og Il ritorno d'Ulisse (1642). Til hans umiddelbare efterfølgere hører operakomponisterne Francesco Cavalli og Antonio Cesti.

I slutningen af 1600-tallet rykkede tyngdepunktet sydpå til Rom og til Napoli, hvor komponister som Francesco Provenzale og navnlig Alessandro Scarlatti medvirkede til at udvikle genren. Den napolitanske opera er kendetegnet ved en opdeling af monodien i to forskellige satstyper: recitativet, i hvilket den handlingsbærende dialog fremføres, og arien, hvor personernes skiftende følelser (affekter) kommer til udtryk (se affektlære); stor betydning fik i den forbindelse da capo-arien, der blev den fremherskende arietype i baroktiden.

De vokale udfoldelser nåede samtidig et højdepunkt i skønsangen (bel canto), og det var på den tid, at begreberne "prima donna" og "primo uomo" ('første dame', 'første herre') fik deres særlige indhold. Den specielt italienske foreteelse kastratsangen kom desuden på mode i 1600- og 1700-tallet; det mest berømte navn var Farinelli (Carlo Broschi).

Fra ca. 1700 blev Venedig atter centrum for operadyrkelsen. Her opførtes værker af komponister som Leonardo Vinci, Leonardo Leo, Nicola Porpora, Giovanni Battista Pergolesi og indfødte venetianere som Tommaso Albinoni og Antonio Vivaldi, og hertil kom udenlandske komponister for at lære sig kunsten, bl.a. Georg Friedrich Händel, Johann David Heinichen og Johann Adolf Hasse.

Omvendt kom operaen til andre lande gennem italienere, der udvandrede og virkede nord for Alperne, bl.a. Jean-Baptiste Lully (Giovanni Battista Lulli) i Frankrig og Agostino Steffani i Tyskland i 1600-tallet, Antonio Caldara i Wien, Niccolò Jommelli i Tyskland og Giovanni Bononcini i England i 1700-tallet.

I 1600- og 1700-tallet blev operaen den altdominerende genre overhovedet, ikke kun i henseende til antallet af værker, der gik over scenerne, men også på grund af dens stærke indflydelse på andre musikalske genrer som messe og andre former for kirkemusik, oratorium, gejstlig koncert og verdslig kantate; i alle tilfælde smittede operastilen af på det musikalske udtryk.

Italiensk opera udviklede sig i anden halvdel af 1700-tallet i to retninger: den alvorlige opera seria, der videreførte den ældre tradition, og den komiske opera buffa, der har rod i intermezzoet, og som bl.a. Domenico Cimarosa bidrog til. I midten af århundredet blev Pergolesis intermezzo La serva padrona opført i Frankrig, hvad der gav anledning til en heftig national strid om forskellene mellem fransk og italiensk musik, jf. Frankrig (musik).

Til opførelse i Italien skrev Christoph Willibald Gluck i anden halvdel af 1700-tallet et antal operaer i den ældre stil, inden han reformerede genren med Orfeo ed Euridice, først opført i 1762 i Wien.

Operaen i Italien blev i begyndelsen af 1800-tallet frem for alt dyrket af Gioacchino Rossini, der med udgangspunkt i stilen hos bl.a. Cimarosa og Gasparo Spontini skrev et betydeligt antal sceniske værker; hovedvægten af sit virke inden for denne genre lagde han dog i Paris. Her virkede også Luigi Cherubini både som operakomponist og som direktør for konservatoriet.

Rossinis vigtigste efterfølgere i Italien var Gaetano Donizetti og Vincenzo Bellini, hvis musik blev en af forudsætningerne for en af historiens største operakomponister overhovedet, Giuseppe Verdi. Med store sceniske værker som Rigoletto (Venedig 1851), La Traviata (Venedig 1853), Don Carlos (Paris 1867, revideret version Milano 1884), Aida (Cairo 1871), Otello (Milano 1887) og Falstaff (Milano 1893) skabte han et vægtigt italiensk modstykke til Richard Wagners tyske musikdramaer. Verdis popularitet som symbol på Italiens samling ses bl.a. af, at hans navn blev udlagt som forkortelse for "Vittorio Emanuele Re D'Italia" (Vittorio Emanuele, Italiens konge).

Ved overgangen til 1900-tallet blev naturalismen i operaen, verismen, repræsenteret med værker af Pietro Mascagni (Cavalleria rusticana, Rom 1890), Ruggiero Leoncavallo (Bajadser, Milano 1892) og Giacomo Puccini, der dog i høj grad står i gæld til Verdi (bl.a. La Bohème, Torino 1896, Madame Butterfly, Rom 1900, Tosca, Milano 1904 og den ufuldendte Turandot, Milano 1926). Moderne tonesprog, herunder tolvtoneteknik, kommer til udtryk i sceniske værker af bl.a. Luigi Dallapiccola (Fangen, Firenze 1950).

Adskillige italienske operascener har siden åbningen af den første i 1637 tiltrukket sig opmærksomhed uden for landets grænser, bl.a. de berømte operahuse i Milano (Teatro della Scala), i Venedig (Teatro La Fenice) og den antikke arena i Verona.

I et forsøg på at styrke troen hos katolikkerne i overensstemmelse med Tridentinerkoncilets bestemmelser efter Reformationens omvæltninger foranstaltede den senere helgenkårede Filippo Neri i 1500-tallet en række andagter i Rom. De blev afholdt i kapeller og særlige bedehuse, oratorier, og de omfattede bøn, bibellæsning og åndelig sang. Her blev bibelske beretninger og frit opdigtede optrin fremført i dramatisk form med sunget dialog (fx mellem Gud og sjælen), og dermed blev grunden lagt til den musikalske genre, der fik navn efter stedet for andagterne. Som forgængere for oratoriet betragtes Emilio de' Cavalieris musikdramatiske værker, bl.a. mysteriespillet La rappresentazione di anima e di corpo (Rom 1600).

Til de første vigtige bidragydere hører Giacomo Carissimi, der bl.a. skrev oratorier over gammeltestamentlige emner, fx Jonas (ukendt år) og hans mest berømte værk, Jephta (før 1650). I løbet af 1600- og 1700-tallet gjorde indflydelsen fra operaen sig stærkt gældende inden for oratoriegenren såvel musikalsk som sprogligt.

Dels blev delingen af monodien i recitativer og arier også gennemført her, dels blev der i stigende grad skrevet oratorier til italienske tekster; til dette såkaldte oratorio volgare bidrog komponister som Alessandro Stradella og Alessandro Scarlatti.

Kun i Rom og i Venedig fastholdtes i en længere periode latin som oratoriesprog; til bidragyderne hører Antonio Lotti, Antonio Caldara og Antonio Vivaldi (Juditha Triumphans, Venedig 1716). Genren nåede med Georg Friedrich Händel til England, hvor han med sine store engelsksprogede værker (fx Messias 1742) lagde grunden til en lang tradition for dyrkelse af oratoriet (Felix Mendelssohn-Bartholdy, Edward Elgar).

1500-tallets flerstemmige sang canzonaen, der stammede fra Frankrig (chanson), udvikledes i Italien i løbet af 1600-tallet til to nye genrer: Kantaten, der var en verdslig form, og sonaten (de to genrebetegnelser blev i begyndelsen brugt som tillægsord, der betød henholdsvis 'sunget' og 'spillet' canzona).

I lighed med deres fælles udgangspunkt og med andre vokale genrer (fx motet) bestod begge typer af enkeltsatser, der musikalsk var inddelt i en række indbyrdes mere eller mindre kontrasterende afsnit, oprindelig tilpasset den underliggende tekst. De tidligste kantater, hvis genrebetegnelse først blev anvendt af Alessandro Grandi, fulgte dette formprincip, men atter her gjorde indflydelsen fra operaen sig gældende, og mod slutningen af 1600-tallet var den "klassiske" italienske solokantate med to arier (sædvanligvis i da capo-form) og ét eller to recitativer som første og tredje sats fuldt udviklet.

For det meste omfattede besætningen basso continuo alene, men obligate instrumenter forekommer ikke sjældent. Teksterne handler ofte om kærlighed eller om pastorale emner. I særlig grad har Alessandro Scarlatti og venetianeren Benedetto Marcello bidraget til denne genre, der i øvrigt også findes hos udenlandske komponister, bl.a. J.S. Bach (Non sa che sia dolore BWV 209 (1734?) for sopran, fløjte, strygere og continuo) og Händel, der har komponeret adskillige italienske solokantater og duetter med continuoledsagelse.

Solomotetten, der kan betragtes som kantatens kirkelige modstykke sat til ikke-liturgiske tekster på "moderne" latin, blev som regel skrevet for en solostemme akkompagneret af strygere og continuo. Foruden to arier med mellemliggende recitativ omfatter den en afsluttende Alleluja-arie. Genren kendes bl.a. hos Alessandro Scarlatti og Vivaldi. Til de mest berømte eksempler hører dog Wolfgang Amadeus Mozarts Exsultate, jubilate K 165, skrevet i 1773 til en italiensk sopran i Milano; J.S. Bachs solokantate Jauchzet Gott in allen Landen BWV 51 (1730?) er nært beslægtet med den italienske solomotet.

Af væsentligt større omfang end kantaten er den ligeledes verdslige serenata, der som regel omfatter mange arier og mellemliggende recitativer fremført af flere, ofte allegoriske personer; den instrumentale besætning kan også være betydeligt mere omfattende end kantaternes. Der er her tale om musik skrevet og opført som hyldest til kongelige og andre højtstående personer, hvad teksternes skamrosende indhold bærer præg af.

I årene omkring 1600, dvs. i overgangen fra renæssance til barok, blev der bl.a. i Venedig skrevet instrumentale canzonaer enten for et klaviaturinstrument (cembalo, spinet, orgel) eller for forskellige ensembler; i den forbindelse kom den flerkorede teknik også til anvendelse, således som det ses af Giovanni Gabrielis satser, hvoraf enkelte dog allerede bærer titlen sonata. Berømt er hans Sonata pian e forte fra 1597, skrevet for to grupper af instrumenter.

Ligesom den vokale canzona bestod de tidligste sonater af ensatsede stykker med flere, mere eller mindre kontrasterende afsnit. Blandt komponisterne hører Tarquinio Merula og Biagio Marini til de mest fremtrædende. I løbet af 1600-tallet blev de forskellige afsnit gradvis længere og antog mere selvstændig karakter, således at der i lighed med udviklingen inden for de vokale genrer fremstod sonater i flere satser med vekslende tempo, form og musikalsk udtryk.

I de to sidste årtier af århundredet og i begyndelsen af 1700-tallet skelnedes der på flere måder mellem forskellige typer af sonater. Den såkaldte sonata da chiesa beregnet til kirkelig brug var kendetegnet ved, at flere satser var skrevet i en overvejende højtidelig stil, mens dens verdslige modstykke, sonata da camera, på grund af sine satser med dansepræg nærmest var beslægtet med suiten. Desuden sondrede komponisterne mellem triosonater for to soloinstrumenter (som regel violiner) med continuo og solosonater for ét instrument med continuo (af solo 'alene'). En væsentlig forudsætning for disse genrer var fremkomsten af særlig klangskønne strygeinstrumenter, især violiner, bygget af de berømte mestre i Cremona: Amati, Guarneri, Stradivari mfl.

Til de vigtigste komponister af sonater hører Arcangelo Corelli, hvis opus 1 og 3 (fra henholdsvis 1681 og 1689) hver omfatter 12 triosonater af kirkemusiktypen, mens opus 2 og 4 (1685 og 1694) er samlinger på 12 triosonater af kammermusiktypen; desuden indeholder opus 5 (1700) 12 solosonater, hvoraf de første seks er kirkesonater, de øvrige kammersonater.

Fælles for alle typer og besætninger er den store variation i antallet og rækkefølgen af satser, som ikke følger noget bestemt mønster. Også Albinoni og Vivaldi skrev i de første årtier af 1700-tallet sonater af de forskellige typer, men hos disse og andre komponister er grænsen mellem kirkeligt og verdsligt ikke længere strengt overholdt.

For klaviaturinstrumenterne, navnlig cembalo, skrev Alessandro Scarlattis søn Domenico mere end 550 sonater (ofte betegnede som esercizi 'øvelser' eller 'etuder'), som i høj grad bidrog til udviklingen af klaverspillets teknik, og som derved blev en af forudsætningerne for wienerklassikkens klaversonate hos Joseph Haydn, Mozart og Ludwig van Beethoven. Skønt Scarlatti hovedsageligt virkede på Den Iberiske Halvø, forblev hans værker ikke uden indflydelse på andre italienske komponister, blandt hvilke især Muzio Clementi med sine klaversonater bidrog til genren.

Året efter Corellis død i 1713 udkom hans opus 6, der omfatter 12 værker, otte af kirkemusiktypen og fire af kammermusiktypen. Skønt det egentlig er triosonater, er der tale om en genremæssig fornyelse, idet de tolv værker, der er betegnet som concerti grossi, i henhold til komponistens anvisninger kan spilles således, at visse afsnit fremføres af korisk besatte stemmer (tutti 'alle') afvekslende med solistiske afsnit.

Dermed anvendte Corelli det såkaldte koncerterende princip, der var blevet udforsket bl.a. af den venetianske skoles komponister, og som består i den musikalske udnyttelse af kontrasten mellem forskellige klanggrupper. I den nye genre skelnes der mellem concertinoet med triosonatebesætning og det fuldt besatte strygeorkester, concerto grosso. Som i sonaterne er satsantallet og -rækkefølgen uafhængig af fastlagte mønstre.

Blandt Corellis efterfølgere optræder en række andre italienere som Francesco Geminiani, Francesco Manfredini (1684-1762), Pietro Locatelli og Giuseppe Sammartini, der alle fortrinsvis virkede nord for Alperne. Også Händel har skrevet et antal concerti grossi, men i øvrigt uddøde denne koncertform med barokstilen.

I begyndelsen af 1700-tallet opstod i Venedig en anden koncerttype, der til gengæld skulle vise sig at være langt mere holdbar: solokoncerten eller den tresatsede koncert. Denne genre havde udgangspunkt dels i sonater for trompet med strygere og continuo, der især blev dyrket i Bologna af bl.a. Giuseppe Torelli, dels i operaforspillet, sinfonia, der sædvanligvis omfattede tre satser i rækkefølgen hurtig-langsom-hurtig. Til de første værker af denne type hører koncerter for cello, strygere og continuo af Giuseppe Maria Jacchini (ca. 1663-1727) i Bologna og for violin, strygere og continuo af Albinoni i Venedig.

Det var dog frem for alt Vivaldi, der med sine mere end 400 koncerter for en, to eller flere violiner, viola d'amore, cello, tvær- og blokfløjte, obo, fagot, horn, trompet og andre instrumenter medvirkede til at lægge genren i faste rammer, især hvad formen i de hurtige ydersatser angår.

Under indflydelse fra da capo-ariens regelmæssige vekslen mellem orkester- og soloafsnit og dens harmoniske forløb gennem skiftende tonearter bidrog Vivaldi til udviklingen af en satsform, den modulerende rondo, hvis principper ligger til grund for koncertformen, sådan som den blev videreført af de wienerklassiske komponister. Den tresatsede opbygning af koncerten, som blev videreført af bl.a. Giuseppe Tartini og Antonio Salieri, har desuden holdt sig til langt op i 1900-tallet.

De tresatsede operaforspil blev i første halvdel af 1700-tallet ofte opført uden for teateret som selvstændige værker, og grunden blev hermed lagt til den genre, der blev en af de vigtigste for de wienerklassiske komponister. I Italien blev de første uafhængige sinfoniaer skrevet af bl.a. Giovanni Battista Sammartini i Milano, hvor J.S. Bachs yngste søn, Johann Christian Bach, opholdt sig i en periode, før han rejste til London og her komponerede og sammen med K.F. Abel opførte talrige symfonier.

Som ung besøgte Mozart den engelske hovedstad og blev der påvirket af stilen hos de to komponister. Andre betydelige komponister af symfonier var Baldassare Galuppi og Jommelli. Siden slutningen af 1700-tallet har italienerne kun i beskedent omfang bidraget til symfonigenren, men enkelte komponister som Mozarts rival i Wien, Antonio Salieri, Clementi og senere Giuseppe Martucci (1856-1909) har skrevet symfoniske værker.

Flere af de stilretninger, der kendetegner tonekunsten i 1900-tallet, har også haft dyrkere blandt italienske komponister. Alfredo Casella,

Gian Francesco Malipiero og Goffredo Petrassi tegner sig for neoklassikken, som Ottorino Respighi er en af de mest betydelige repræsentanter for i international sammenhæng; Ildebrando Pizzetti viser i sin musik særlig interesse for renæssancens mestre. Som medlemmer af kredsen omkring Olivier Messiaen og Karlheinz Stockhausen hører Luigi Nono, Bruno Maderna og Aldo Clementi til Darmstadtskolen, mens Luciano Berio modtog påvirkning navnlig fra amerikansk, herunder elektronisk, musik under sine ophold i USA. Sylvano Bussotti har især vist tilknytning til tonesproget hos Pierre Boulez og John Cage.

Historiens første nodetrykker, der udgav flerstemmig musik, herunder messer af samtidens store komponister, var Ottaviano (dei) Petrucci, der fra slutningen af 1400-tallet virkede i Venedig hans første udgivelse er fra 1501. Siden er talrige italienske musikforlag blevet grundlagt, bl.a. Ricordi i Milano, der havde et nært samarbejde med Verdi.

Adskillige italienske dirigenter har navnlig i nyere tid gjort international karriere, bl.a. Arturo Toscanini, Carlo Maria Giulini, Claudio Abbado og Riccardo Muti; det samme gælder sangere som Enrico Caruso, Beniamino Gigli, Maria Callas, Luciano Pavarotti, pianisten Maurizio Pollini og violinisten Salvatore Accardo.

Flere kammerensembler, herunder især I Musici, har siden midten af 1900-tallet bidraget til udbredelsen af kendskabet til musik fra baroktiden, mens Quartetto Italiano har opført kammermusik fra det klassiske repertoire. Musikuddannelsen i Italien foregår frem for alt på landets mange konservatorier, hvoraf Accademia di Santa Cecilia i Rom, grundlagt i 1566 og i 1876 udvidet med Conservatorio di Santa Cecilia, er det mest berømte.

• Italien
• italiensk populærmusik