La Traviata er en italiensk opera i tre akter, komponeret af Giuseppe Verdi til libretto af Francesco Maria Piave (1810-1876). Inspirationen til den tragiske historie om Violetta og Alfredos ulykkelige kærlighed kommer fra romanen og skuespillet Kameliadamen, begge skrevet af den franske forfatter Alexandre Dumas den yngre. La Traviata blev uropført i 1853 i Venedig og blev indledningsvis dårligt modtaget, men er siden blevet en af verdens mest opførte operaer.

Handlingen i La Traviata

Operaens titel La Traviata betyder "den faldne kvinde” og referer til den kvindelige hovedrolle, Violetta Valéry, der i løbet af fortællingen gennemgår en dramatisk udvikling fra en sorgløs livsnyder til en tragisk skikkelse, efterhånden som hun møder stadig større modgang.

Første akt åbner med en stor fest i Paris hos Violetta. Hun er en kurtisane – et ældre udtryk for en slags sexarbejder i samfundets øverste lag. Den unge mand Alfredo Germont, som er dybt betaget af Violetta, udbringer en skål for hende. Violetta får et ildebefindende, og hun og Alfredo bliver ladt alene. Han erklærer hende sin kærlighed og bønfalder hende om at ændre sin levevis.

I anden akt lever Alfredo og Violetta lykkeligt sammen, men de har økonomiske problemer. Alfredo tager til Paris, og mens han er væk, kommer hans far til Violetta. Faren overtaler hende til at forlade Alfredo for at undgå, at Alfredos lillesøsters omdømme skades af brorens skandaløse affære.

I anden scene af anden akt vender Alfredo tilbage og finder et afskedsbrev fra Violetta. Uden at forstå hendes bevæggrunde, konfronterer han hende ved et bal og ydmyger hende ved at kaste penge efter hende som en slags betaling for deres affære.

I tredje akt kommer Alfredo til Violetta, der ligger dødeligt syg af tuberkulose. Alfredos far har besluttet, at de alligevel kan få hinanden, men kort efter dør hun.

Verdis musik

I La Traviata veksler Verdi mellem vidt forskellige musikalske virkemidler. I nogle passager bruger han fuldt kor og orkester, og i andre bryder han orkestret op i små kammermusikalske ensembler. Operaen byder på nogle af komponistens kendteste melodier, og musikken er i vidt omfang blevet brugt i moderne populærkultur, blandt andet i diverse reklamer.

Førsteaktens storslåede skålsang Libiamo ne’ lieti calici, eller Brindisi, som den også kaldes, er nok Verdis kendteste ørehænger. Den er en del af festscenens livlige musik med kor og fuldt orkester, der står i skarp kontrast til forspillets sarte og melankolske klange. De musikalske motiver, som indleder værket, kommer blandt andet igen til slut i Violettas dødsscene og er således et forvarsel om, at operaen vil ende tragisk.

Mindst lige så elsket som skålsangen er førsteaktens virtuose sopranarie Sempre libera, der betyder ”altid fri”, hvor Violetta deklamerer sin beslutning om at fortsætte sit sorgløst frie liv. I den anden ende af følelsesregistret ligger tredjeaktens Addio del passato, hvor hun tager afsked med kærligheden og lykken, mens hendes liv langsomt ebber ud.

Operaens tilblivelse og modtagelse

La Traviata er baseret på Alexandre Dumas den yngres fortælling Kameliadamen. Den udkom først som roman i 1848, hvorefter Dumas omskrev den til et væsentligt mindre barskt skuespil, der blev opsat i Paris i 1852. Verdi havde allerede da han læste romanen gjort skitser til en opera, men da han oplevede skuespillet i Paris, satte han for alvor gang i arbejdet.

Operaen blev uropført 6. marts 1853 på Teatro La Fenice i Venedig. Til Verdis ærgrelse blev La Traviata indledningsvis ingen succes. Han reviderede og forkortede den derfor en hel del, før den i 1854 kunne opføres i den version, som siden er blevet en af de kendteste og mest opførte operaer på det internationale repertoire.

La Traviata blev førsteopført på Det Kongelige Teater i København 29. november 1887.

La Traviatas historiske kontekst

I 1800-tallets Venedig såvel som i resten af Europa var La Traviatas tematikker i klar strid med herskende samfundsnormer og gældende moralske konventioner. Det var især kontroversielt at portrættere en kvinde, der lever af at have sex uden for ægteskab, som en sympatisk hovedperson.

Ved uropførelsen af førsteudgaven af operaen blev det derfor besluttet, at historien skulle forlægges til fortiden, ca. år 1700, for at de kontroversielle aspekter skulle virke mindre provokerende på borgerskabet. Først væsentligt senere blev det kutyme at iscenesætte La Traviata i 1850'ernes Paris, som Verdi og Piave havde ønsket det.

La Traviata er et skelsættende og for sin samtid enestående værk. Med en nærmest socialrealistisk tilgang til operagenren og psykologisk dybtborende personskildringer baner Verdi og Piave vejen for operaer som Georges Bizet, Henri Meilhac og Ludovic Halévys Carmen fra 1875. La Traviata kan også ses som et afsæt for den veristiske stil, som den kendte italienske operakomponist Giacomo Puccini kom til at stå for i tiden omkring år 1900. Særligt Puccinis opera La Bohème har mange tematiske fællestræk med La Traviata.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig