gregoriansk sang

Dateringen af den gregorianske sangs tidligste udvikling og påvisningen af dens oprindelse vanskeliggøres ved, at den opstod, endnu før præcis nodeskrift blev taget i anvendelse. Den ældst kendte notation består af tegn (kaldet neumer), der ikke muliggør en sikker bestemmelse af det melodiske forløb. Først fra 800-tallet blev neumerne skrevet på linjer, hvormed tegnene kunne angive mere præcise tonehøjder.

Det gregorianske repertoire blev udviklet og forøget gennem adskillige århundreder. Som eksempel opstod melodien, der kaldes Credo III i Graduale Romanum (1908), først i 1600-tallet. Allerede i forbindelse med den tidligste flerstemmighed, der i udstrakt grad gjorde brug af de liturgiske melodier, blev brugen af de gregorianske melodier efterhånden indskænket, hvilket førte til, at komponisten Palestrina som en følge af Tridentinerkoncilet (1545-63) fik til opgave at restaurere sangen. I de følgende århundreder blev de gregorianske melodier yderligere nedprioriteret.

Endnu et vigtigt initiativ til genoplivning af melodistoffet blev igangsat i slutningen af 1800-tallet under udnyttelse af videnskabelige forskningsmetoder, i hvilken forbindelse tyske benediktinermunke og især de franske i Solesmes-klostret spillede en fremtrædende rolle. Deres arbejde, udført blandt andet under ledelse af Peter Wagner (1865-1931) og Prosper Guéranger, førte til udgivelsen i 1908 af et nyt Graduale Romanum, der indeholder de restaurerede melodier til messen. Senere fulgte Antifonale Romanum (1912) med melodierne til tidebønnerne.

Efter Det 2. Vatikankoncil blev det gregorianske melodistof yderligere revideret på en række områder.

Efter reformationen blev mange af de gregorianske sange overtaget og brugt i protestantiske gudstjenester, både med de oprindelige latinske tekster og i oversættelser til modersmålene. Tilmed blev nogle af de traditionelle melodier bearbejdet, så de egnede sig til brug for menighedssang. Også reformationstidens salme- og messebøger i Danmark viser denne kontinuitet i vestkirkens musikalske arv, blandt andet Niels Jespersens (1518-1587) graduale (1573), som indeholder 206 melodier, hvoraf 140 er gregorianske sange på latin. Den latinske sang blev afskaffet i danske kirker i 1640, og med Kingos graduale (1699) var den liturgiske sang nu udelukkende på dansk. Denne nedprioritering af de gregorianske sange er sammenlignelig med situationen i den romerskkatolske kirke i samme periode. Den fornyede interesse for sangene i slutningen af 1800-tallet fandt også sted i Danmark, blandt andet med organisten Thomas Laub, der søgte at genindføre dele af de gregorianske traditioner i den protestantiske højmesse.

Ligesom inden for de andre former for enstemmig koral skelnes der i den gregorianske sang mellem syllabiske, neumatiske og melismatiske afsnit i melodierne, hvor disse indeholder henholdsvis én tone, nogle få toner eller mange toner på en enkelt tekststavelse. Desuden opdeles sangene i dem, der fremføres antifonalt, det vil sige vekselvis mellem to halvkor, og i dem, der synges responsorialt, vekselvis mellem solist og kor.

Til dele af den katolske messes ordinarium, nemlig Kyrie, Gloria, Sanctus og Agnus Dei, indeholder Graduale Romanum 18 sæt melodier (sæt i betydningen cykliske messer), der anvendes på forskellige tider af kirkeåret (for eksempel messe 1 til påske, messe 11 på almindelige søndage, messe 17 uden Gloria i faste- og adventstiden) eller på specielle festdage (messe 9 til Mariafester). Hertil kommer seks melodier til Credo, som liturgisk udgør en del af ordinariet.

Af messens proprium er melodierne til processionssangene introitus, offertorium og communio forholdsvis enkle, mens de til responsorierne graduale og alleluia (halleluja), der oprindelig blev sunget efter henholdsvis første og anden læsning før evangeliet, er rigt udsmykkede.

I løbet af middelalderen blev det gregorianske repertoire udvidet med troper og sekvenser, der begge omfatter nye, liturgifremmede tekster. Sekvenserne er måske udviklet af den afsluttende melisme i alleluia, den såkaldte jubilus. Mens troperne definitivt afskaffedes efter Tridentinerkoncilet, anerkendtes den fortsatte brug af nogle få sekvenser.

Tonematerialet i den gregorianske sang er diatonisk, det vil sige ordnet i hel- og halvtonetrin inden for en skala bestående af syv toner. De anvendte skalaer ordnes teoretisk i otte kirketonearter (kaldet modus, i flertal modi), der traditionelt betegnes med navne fra den græske oldtid (dorisk, lydisk, frygisk osv.). Hver toneart kendetegnes dels ved grundtonens placering i forhold til halvtonetrinnene, dels ved bestemte melodiske formler. Disse formler anvendes blandt andet i begyndelsen og slutningen af de melodier, som bruges til fremførelse af versene i salmerne i Salmernes Bog i Det gamle Testamente (se salmodi). Hver af de otte kirketonearter har derfor sin egenart.

Den gregorianske sang, der i sin egenskab af enstemmig musik frem for alt virker gennem rent melodiske bevægelser, er gang på gang, senest under Det 2. Vatikankoncil (1962-65), af den katolske kirke officielt blevet anerkendt som kirkens fornemste og mest ophøjede musikalske udtryksform.

• katolsk kirkemusik