Wienerklassik. Joseph Haydn blev modtaget med begejstring af det engelske koncertpublikum, og i 1791 blev han udnævnt til æresdoktor ved Oxford University. I den anledning lod han opføre sin symfoni nr. 92 i G-dur, Oxfordsymfonien, som formodentlig også blev spillet ved hans første koncert i London samme år. Maleri af Thomas Hardy, 1791.

.

Wienerklassik. Ludwig van Beethoven med manuskriptet til Missa Solemnis. Maleri af Joseph Karl Stieler, 1819.

.

Wienerklassik, musikalsk stil- og periodebetegnelse, brugt om musik fra ca. 1770 til ca. 1800 fortrinsvis skrevet af komponisterne Franz Joseph Haydn, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven.

Udtrykket er således både i tidsmæssig og geografisk forstand en indsnævring af epokebetegnelsen klassik, brugt bredt om den musik, der gennem de sidste tre fjerdedele af 1700-tallet både afløste og stod i et modsætningsforhold til musik fra barokken.

Skønt ingen af de tre wienerklassiske komponister er født eller opvokset i Wien, er byen alligevel udgangspunkt for deres musik og forudsætningen for dens udbredelse. I slutningen af 1700-tallet var Wien stadig en af Europas betydeligste metropoler, og ikke mindst kejserens tilstedeværelse gjorde byen til det naturlige hjemsted for Europas adelige familier og rige borgerskab.

Herved skabtes et økonomisk fundament for et rigt musikliv med koncerter, operahuse, musikforlag, kopistcentraler m.m., og det var naturligt for alle tre komponister på et tidspunkt at slå sig ned i Wien: Haydn de sidste godt 15 år af sit liv efter ca. 30 års ansættelse hos fyrst Esterházy, Mozart 1781 efter bruddet med ærkebiskoppen af Salzburg og Beethoven 1792 efter ungdomsårene i Bonn "for at modtage Mozarts ånd af Haydns hænder", som en ven skrev i hans stambog kort før afrejsen til Wien.

I anden halvdel af 1700-tallet var Wien kun et af flere musikalske centre i Europa (andre var bl.a. Berlin, Hamburg, hvor Carl Philipp Emanuel Bach virkede, og Madrid). Den særlige fokusering på netop Wien, sådan som det udtrykkes i begrebet wienerklassik, og opfattelsen af Haydn, Mozart og Beethoven som de tre "klassikere" går tilbage til begyndelsen af 1800-t. og stammer således fra en senere tid.

I den wienerklassiske epoke grundlagdes en række institutioner (ikke mindst den offentlige koncert), kompositions- og genrenormer, adfærdsmønstre hos publikum osv., som har været dominerende i musikkulturen til nutiden, og som også er forudsætningen for hele den klassiske musiks fonogramindustri.

Stil og genrer

De genrer, den wienerklassiske stil ytrer sig i, er klaversonaten, strygekvartetten, klaverkoncerten og symfonien, hvortil kan føjes operaen, der dog i langt højere grad end de nævnte byggede på en årelang konvention. Stilen, som den kommer til udtryk i disse genrer, er kulminationen på hele 1700-tallets musikalske udvikling og er samtidig en syntese mellem en række modsatrettede tendenser....læs videre om wienerklassikens stil og genrer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig