2. Vatikankoncil var et romerskkatolsk kirkemøde i 1962-1965, som blev afholdt i Vatikanet. Mødet var det seneste romerskkatolske koncil og efter romersk tælling det 21. økumeniske koncil.
2. Vatikankoncil
2. Vatikankoncils formål og afvikling
2. Vatikankoncil genoptog og videreførte på en måde forhandlingerne under 1. Vatikankoncil (1869-1870), tydeligst i debatten om bispekollegiet anført af paven (jf. apostelkollegiet anført af Peter), dvs. en styrkelse af biskoppernes myndighed i ledelsen af kirken som helhed.
Dette betød i realiteten et brud med 1. Vatikankoncil, idet den stærke papalisme siden 1870 havde medvirket til at isolere den romerskkatolske kirke fra andre kristne kirker og fra verden i øvrigt. Dette blev klart erkendt af den aldrende pave Johannes 23., der i 1959 havde indkaldt 2. Vatikankoncil med det formål at bringe kirken ajour (se aggiornamento). Under hans og efterfølgeren Paul 6.s ledelse blev koncilet uden tvivl 1900-tallets væsentligste kirkehistoriske begivenhed.
Koncilets virkninger
Koncilets beslutninger og ånden derfra gav anledning til mange slags forandringer i den romerskkatolske kirke, dog ikke uden modstand fra konservative kredse i kirken, og koncilet indledte en siden fortsat dialog med andre kristne kirker i verden.
På det overordnede plan kan dets virkninger spores mange steder: Bibelen fik en mere central placering end hidtil; gudstjenesten blev fornyet (gennemført i 1969, se liturgi); balancen mellem paveembedet og bispekollegiet (jf. konciliarisme) blev justeret; og den katolske kirke gik ind i et aktivt samarbejde med den økumeniske (mellemkirkelige) bevægelse og gav væsentlige impulser til en udsoning mellem de adskilte konfessioner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.