Diminution. Fra J.S. Bachs kirkekantate BWV 38 Aus tiefer Not schrei ich zu dir. 1 I første sats fremføres koralmelodien som cantus firmus i helnoder i sopranstemmen (takt 13ff.). 2 Samme melodi i halve nodeværdier i tenorstemmen (takt 1ff.). 3 Melodien optræder i kvarte nodeværdier i den afsluttende koral.

.

Diminution, (af lat. diminutio 'formindskelse'), musikalsk betegnelse med to betydninger:

1 i kontrapunktisk musik (kanon, fuga o.l.) en musikalsk teknik, der medfører halvering eller anden forkortelse af nodeværdierne i en melodi eller et tema. Princippet er det modsatte af augmentation, der ligesom diminution var en almindeligt anvendt teknik i renæssance og barok.

2 udsmykning af en melodi ved hjælp af tilføjede forbindende kortere toner. Teknikken, der ligner jazzimprovisation, var især almindelig i renæssancens vokalpolyfoni og i barokmusik af solistisk, eventuelt virtuost tilsnit (koncert, arie osv.) Dimunition kan i praksis være det samme som forsiring, kolorering, figuration, ornamentik eller koloratur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig