Johann Sebastian Bach var fra 1723 ansat ved Thomaskirken i Leipzig, der her ses sammen med Thomasskolen på J.G. Krügners kolorerede kobberstik fra samme år.

.

Johann Sebastian Bach, malet af Elias Gottlieb Haussmann i 1746. Bach er malet som 61-årig, mens han var Thomaskantor i Leipzig. Billedet blev overdraget til Sozietät der Musikalischen Wissenschaften, som komponisten indtrådte i året efter. Bach fremviser her den såkaldte GådekanonCanon triplex à 6 V(ocibus), BWV 1076, komponeret til det musikalske selskab. Museum für Geschichte der Stadt Leipzig.

.

Leipzig. Thomaskirche. Johann Sebastian Bachs grav. Under en bronzeplade i gulvet i kirkens kor er Bach begravet siden 1950. Hans grav blev identificeret på Johanniskirchhof i Leipzig i 1894 og i 1900 blev hans jordiske rester overført til Johanniskirche. Efter denne kirkes ødelæggelse under 2. Verdenskrig blev Bachs hvilested naturligt i Thomaskirche, hvor han virkede. Foto 2012.

.

Thomaskirche er en kirke i Leipzig, der ved siden af Nikolaikirche er byens hovedkirke. Helt afgørende betydning har Thomaskirche gennem Thomaskantorerne, der efter Reformationen var knyttet til Thomasschule og Thomanerchor. Særlig bør nævnes Johann Sebastian Bach, der virkede som kantor fra 1723 til sin død i 1750 og gjorde kirken til et center for protestantisk kirkemusik. Under en bronzeplade i gulvet i kirkens kor er Bach begravet siden 1950. Foran kirken står et Bach-monumentet fra 1908 udført af billedhuggeren Carl Seffner (1861-1932).

Kirken har også en central placering i byen Leipzigs historie. I 1519 afholdtes en gudstjeneste i Thomaskirche i forbindelse med den skelsættende Leipzigerdisputationen mellem Johannes Eck på den ene front og Martin Luther og Andreas Karlstadt på den anden. I 1539 prædikede Luther i kirken i forbindelse med Reformationens indførelse.

Den tidligste kirke, der stammer fra 1100-t. var en treskibet søjlebasilika. I 1212 blev kirken indlemmet som klosterkirke for et augustiner-korherrekloster og indviet til apostlen Thomas. Thomaskirche gennemgik i de følgende år en række bygningsmæssige forandringer indtil korherrerne i 1482 brød det romanske kirkeskib ned og genopførte kirken som en treskibet gotisk hallekirke, der blev genindviet i 1496.

Efter ombygningen fremstod kirken som en af de vigtigste sengotiske bygninger i Sachsen. Blandt kirkens karakteristika er tagets usædvanligt stejle hældningsvinkel på 63 grader samt en fremragende akustik i det brede velproportionerede kirkerum.

Se også Leipzig og Nikolaikirche.

.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig