Concerto grosso, (ital. 'stor koncert'), navn på den ene af tre vigtige og udviklingshistorisk forskellige koncerttyper i baroktiden: concerto grosso, solokoncert og koncertsinfonia (se koncert). Betegnelsen concerto grosso hidrører fra Arcangelo Corellis opus 6, udgivet posthumt i 1714, men princippet er væsentligt ældre. Concerto grossoen er udviklet på grundlag af triosonaten, til hvilken man har føjet et strygeorkester, betegnet som tuttiet, concertoet eller ripienoet. Gruppen af solister og basso continuo betegnes tilsammen som concertinoet eller principalet. Der findes to forskellige typer af concerto grosso beregnet for henholdsvis kirken (da chiesa) og kammeret (da camera). Kirkekoncerten forløber normalt, men langtfra altid i fire satser i rækkefølgen langsom—hurtig—langsom—hurtig, mens kammerkoncerten oftest består af suitesatser; i praksis kan det dog være vanskeligt at skelne mellem de to typer, da de efterhånden blev blandet indbyrdes. De ældste kendte concerti grossi skyldes Alessandro Stradella, men de vigtigste komponister er i øvrigt Arcangelo Corelli, Georg Muffat, Francesco Geminiani, Pietro Locatelli, Giuseppe Sammartini og Georg Friedrich Händel.