Diderich Buxtehude. Maleri af Johannes Voorhout, 1674. Buxtehude ses forrest med nodepapiret.

.

Diderich Buxtehude. Fragmenter af et brev til Buxtehude fra hans far, fundet i Helsingør Domkirke ved en renovering.

.

Diderich Buxtehude, (fornavnet staves også Diderik, Dieterich eller Dietrich), ca. 1637-9.5.1707, dansk komponist, en af de betydeligste i generationen før Johann Sebastian Bach.

Hvor Diderich Buxtehude er født, vides ikke. Fra 1642 var hans far, Johan Buxtehude (1602-74), organist ved Sankt Olai Kirke i Helsingør, og det må antages, at Diderich Buxtehude har fået den første musikundervisning af sin far. Som 20-årig blev han organist ved Sankta Mariæ Kyrka i Helsingborg. I 1660 tiltrådte han embedet som organist ved Sankt Mariæ Kirke i Helsingør, hvor han blev i otte år.

Fra denne tid stammer Buxtehudes første kendte værker, bl.a. kantaten Aperite mihi portas justitiae ("Luk retfærdighedens porte op for mig", fra Sl. 118). Sandsynligvis blev en del cembaloværker (suiter og variationer) også til i tiden i Helsingør, hvor han formentlig har skrevet andet og tillige gjort sig gældende som orgelspiller.

I 1667 blev han kaldet til at beklæde organistembedet ved Mariakirken i Lübeck, et af Europas betydeligste, som han tiltrådte året efter og bevarede til sin død.

Diderich Buxtehudes kompositioner omfatter ca. 90 orgelværker, ca. 120 kantater, instrumental kammermusik, bl.a. to gange 7 sonater for violin, gambe og cembalo trykt som hans opus 1 og 2, 25 suiter og variationer for cembalo.

Desuden har han skrevet forskellige kirkelige og verdslige lejlighedsværker. Hertil kommer hans kompositioner til de såkaldte "Abendmusiken" ('aftenkoncerter'), der var indstiftet af hans forgænger Franz Tunder, og som var en meget efterspurgt og vigtig del af Lübecks kulturliv, støttet af byrådet. De bestod af store oratorier for solister, kor og orkester, men ingen af dem er bevarede.

Orgelværkerne kan grupperes i to kategorier: De frie værker (præludier, toccataer, fugaer osv.) og koralbearbejdelserne, der i modsætning til de frie værker er bundet til en koralmelodi.

De fleste af de frie værker er skrevet i den femdelte toccataform, der veksler mellem virtuost passagespil og fugaer efter følgende opdeling: præludium I, fuga I, præludium II, eventuelt mellemspil, fuga II (ofte en variant af fuga I) og afsluttende toccata. Præludiumsdelene giver et indtryk af Buxtehudes eminente improvisationskunst, som kaldte mange organister til Lübeck, bl.a. Johann Sebastian Bach.

En særlig forkærlighed havde Buxtehude for ostinatoformerne (passacaglia og chaconne). Ikke blot skrev han flere selvstændige ostinatoværker, men han føjede ofte en ostinatosats ind i en flerdelt toccataform.

Af koralbearbejdelserne er bevaret lidt over 40, hvoraf koralforspillene tegner sig for de 32. Buxtehude indførte samtidig med sin ven og kollega Georg Böhm i Lüneburg en ny form for forspil, der bestod af en mere eller mindre udsmykket melodistemme, fremhævet på et særligt manual, mens understemmerne i rolige akkorder spilles på et andet manual og pedalet. Det var den type forspil, Bach overtog, bl.a. til sin Orgelbüchlein.

Koralvariationerne (koralpartitaerne) har som forbillede den hollandske komponist Jan Pieterszoon Sweelincks variationsværker og hans tyske elevers overførelse af genren til Nordtyskland. Vers for vers præsenteres forskellige bearbejdelser af melodien, snart som overstemme, snart som cantus firmus i de øvrige stemmer.

Koralfantasierne er en form, der er specielt nordtysk med Buxtehude som fuldender. Den består af længere, vekslende bearbejdelser linje for linje af den valgte koral og er således den længste og mest udarbejdede af koralværkerne.

Diderich Buxtehudes vokalmusik er overvejende kirkelige værker, under ét kaldet kantater. De spænder fra musik for solostemme med triosonateakkompagnement til store fem-seksstemmige kantater med orkester. Teksterne kan være en bibeltekst (på tysk eller latin), en salme fra salmebogen eller en anden rimet liedtekst i tidens opbyggelige stil. Kantaterne er skrevet til gudstjenestebrug, som regel til opførelse i forbindelse med prædikenen.

Vokalmusikken har sit forbillede i den italienske sangbare melodik, der blev udviklet i operaen; men også den tyske gejstlige koncert, den kirkelige kantates forgænger, har været medbestemmende for udformningen af Buxtehudes kantater.

Genopdagelsen af Diderich Buxtehude efter en glemsel på næsten 150 år har medført en omvurdering af hans historiske betydning. Mens man før i tiden betragtede ham som en forgænger for Johann Sebastian Bach, har han nu fået sin egen alsidige profil og opfattes som en af 1600-t.s vigtigste komponister.

En fortegnelse over hans værker blev udgivet af Georg Karstädt i 1974, 2. reviderede udg. 1985 (citeret som BuxWV).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig