Orgel. Spillebordet på et større orgel omfatter både flere manualer og et særligt klaviatur beregnet til spil med fødderne. Hver for sig betjener de et af instrumentets såkaldte værker. Her ses orglet i Vangede Kirke, der blev indviet i 1979.

.

Orgel.

.

Et orgel er et blæseinstrument med piber, luftforsyningsanlæg og klaviatur. Små orgler benævnes også portativer (bærbare orgler) eller positiver (flytbare orgler); jf. harmonium (stueorgel).

Faktaboks

Etymologi
Ordet orgel kommer via tysk Orgel fra middellatin organa, pluralis af organum.

Orglets toner frembringes i piber af metal eller træ grupperet i stemmer, også kaldet registre, dvs. i sammenhængende rækker med en eller flere piber pr. klaviaturtast. Tidligere blev trykluften frembragt med pumpebælge, betjent enten af en hjælper eller af den spillende selv; nu har de fleste orgler i stedet en elektrisk blæser, der leverer luft til vindladerne, dvs. de store ventilkasser, hvorpå stemmerne står opstillet. På luftens vej fra blæseren til vindladerne er anbragt en eller flere reguleringsbælge, der skal sikre en stabil luftforsyning til piberne.

Vindladernes ventilsystem styres fra spillebordets taster, håndtag, trykknapper mv. Forbindelsen mellem spillebordet og vindladen kan være mekanisk (med trækstænger og -tråde, vipper osv.), elektrisk (med kontakter, ledninger og elektromagneter) eller pneumatisk (med et system, der betjener sig af tryk- eller sugeluftimpulser, transmitteret gennem lange, tynde rør). Det pneumatiske system var meget populært i begyndelsen af 1900-t. og findes stadig enkelte steder. I nyere tid bygges de fleste orgler med en direkte mekanisk forbindelse mellem tastatur og vindlade og med et mekanisk eller elektrisk, evt. computerstyret anlæg, der til- og frakobler de enkelte stemmer.

Værkopbygning

I orgler med mere end ét klaviatur er stemmerne grupperet i forskellige værker; fx kan et orgel med fire manualer og pedal bestå af et hovedværk (øverst), et brystværk (over nodepulten), et rygpositiv (i pulpiturbrystningen bag orgelbænken), et svelleværk (bagest på pulpituret i en lukket kasse med regulerbare lydåbninger) og et pedalværk (i siderne, spillet fra et fodklaviatur). Et system af kobler gør det muligt at spille flere værker samtidig fra ét klaviatur.

Piber

.

Orgelpiber fremstilles af træ eller metal, bl.a. tin, bly, zink, kobber og især legeringen orgelmetal. De fleste orgelstemmer er labialstemmer, hvis piber er bygget efter samme princip som blokfløjten; hertil kommer tungestemmerne, i hvilke primærtonen frembringes ved hjælp af tynde metaltunger. Den rå og upolerede primærtone, der dannes i en tungepibe, bliver formet og forædlet af lydbægeret, dvs. det kortere eller længere rør, der udgør pibens øverste del.

Labialstemmerne opdeles i principalstemmer, der har en fast og bæredygtig karakter og udgør den klanglige grundsubstans, fløjtestemmer, der er bløde og mindre gennemtrængende, samt strygestemmer, der har kraftige, lyse overtoner og derfor kan minde om klangen i violiner og andre strygeinstrumenter.

Tungestemmerne optræder i mangfoldige varianter, der ofte er opkaldt efter beslægtede blæseinstrumenter som trompet, basun, obo, klarinet, fagot, krumhorn, dulcian osv. Tungestemmer med ganske korte lydbægre kaldes regaler og kendes på deres tynde, snerrende klang.

Tonehøjden i den enkelte orgelstemme angives i fod, med henvisning til den største pibes teoretiske længde som fx Principal 8', Fagot 16', Piccolofløjte 2'. En 8-fods stemme klinger i samme toneleje som et klaver, mens 16' klinger en oktav dybere, 4' en oktav højere, 2' to oktaver højere osv. Kvint-, terts-, septim- og noneregistre forekommer også; disse såkaldte aliquotstemmer tjener udelukkende til at farve orgelklangen og bruges ikke alene. De flerkorede orgelstemmer har to eller flere piber for hver tast; antallet af kor i sådanne stemmer angives med romertal, fx Mixtur VII eller Cornet V.

Flere af orgelstemmernes navne henviser til nationale specialiteter som "Spansk trompet" eller "Italiensk fløjte", og man kan i et og samme orgel træffe stemmer med franske, tyske og italienske navne, refererende til de nationale orgeltyper, der har dannet forbillede. Skønt de nationale særpræg i nogen grad er blevet udjævnet i nyere tid, er der stadig mærkbar forskel på fx sydtyske, hollandske og amerikanske orgelbyggeres klangidealer.

Typer

Orgel. Johan Lorentz byggede ca. 1641 dette pragtorgel til Sankt Mariæ Kirke i Helsingør. Selve instrumentet er for længst gået tabt (på nær 27 facadepiber), men Marcussen & Søn har i 1997 med bistand fra en hollandsk orgelekspert foretaget en rekonstruktion efter historiske forbilleder.

.

Mange nyere orgler tilhører universal- eller blandingstypen, der afspejler et ønske om at kunne fremføre et bredt udvalg af orgelmusik fra renæssance til nutid på et og samme instrument. Dersom man ønsker autentisk klingende fremførelser af orgelmusik fra forskellige lande og epoker, kommer universalorglet dog som oftest til kort; det må her foretrækkes at benytte relevante, stilrene instrumenter. Et eksempel på et moderne "stilorgel" er Marcussen-instrumentet fra 1997 i Sankt Mariæ Kirke i Helsingør; det er, med enkelte modifikationer, bygget som en rekonstruktion af det orgel, Diderich Buxtehude spillede på, da han var kirkens organist i 1660'erne.

Historie og anvendelse

Orglet blev opfundet i Alexandria i 200-tallet f.v.t. af ingeniøren Ktesibios, der ønskede at demonstrere, hvorledes trykluft kan oplagres i en klokke nedsænket i vand. Instrumentet opnåede betydelig popularitet i antikken, hvor det blev anvendt ved husmusikken i fornemme hjem, ved offentlige teaterforestillinger og sportskampe. Pga. sin vandbaserede magasinbælg kaldes denne tidlige orgeltype vandorgel (hydraulos).

Orglet spillede en væsentlig rolle i ceremonierne ved det byzantinske kejserhof, og da den kristne kirke i middelalderens Vesteuropa udviklede sin særlige bygningskultur og liturgi med forbillede i den byzantinske kejserkultus, opnåede orglet sin særlige status som kirkeligt instrument. I den første tid, fra 700-tallet, synes dets hovedopgave at have været at levere processionsmusikken, og først i løbet af 1600- og 1700-tallet blev det almindeligt at bruge det til ledsagelse af menighedens salmesang.

Langt de fleste orgler står i kirker og kapeller, men instrumentet finder også anvendelse i koncertsale og loger, på skoler, konservatorier, teatre og i private hjem. I stumfilmens dage blev kinoorglet brugt i større biografteatre.

I Danmark fandtes der indtil midten af 1800-tallet normalt kun orgler i slots- og købstadskirker samt i landsbykirker med særlig status, og først i 1900-tallet har det vundet indpas i stort set alle kirker. De største orgler i Danmark findes i det tidligere Radiohusets koncertsal (84 stemmer og mere end 7000 piber), bygget af Marcussen & Søn, og i koncertsalen i DR Byens Koncerthus (91 stemmer og mere end 6000 piber), bygget af det hollandske J.L. van den Heuvel Orgelbouw.

Udsmykning

Orgel. Orglet i Vestervig Kirke er tegnet af Marcussen & Søn og stod færdigt 1978. Det er et orgel uden brystværk, men med fritstående spillebord og 52 stemmer fordelt på fire manualværker og pedalværk. Det indeholder mere end 4200 piber med tonehøjder, der spænder fra 16 svingninger per sekund til 9000 svingninger per sekund, hvilket åbner for et væld af klanglige kombinationsmuligheder. Tv. ses orglets to forskellige pibetyper.

.

Der er tradition for at lægge stor vægt på udformningen og udsmykningen af især kirkeorglernes facader, og ikke sjældent har man anvendt lige så store resurser på den ydre pragt som på selve det klingende instrument. En af orgelfacadernes væsentligste funktioner har været at symbolisere den himmelske musik, og de ses derfor ofte udsmykket med tårne, spir og portaler som et billede på Det Himmelske Jerusalem. Til de hyppigst anvendte motiver hører endvidere basunblæsende engle og kong David med harpen. Tidligere var mange orgelfacader forsynet med hængslede, bemalede fløjdøre, der kunne beskytte pibeværket mod støv, fugle og flyvende insekter og desuden, ligesom altertavlens fløjdøre, kunne holdes lukket i fastetiden og andre bodsprægede dele af kirkeåret.

Orgelbyggere

Til de mest fremtrædende udenlandske orgelbyggere hører Antegnati-dynastiet, Arp Schnitger, brødrene Silbermann og Aristide Cavaillé-Coll. Den tidligste omtale af et orgel på dansk grund er fra 1237 og vedrører domkirken i Lund. For det nuværende Danmarks vedkommende er det dog først fra tiden efter Reformationen, at der findes nærmere oplysninger om orglerne og deres bygmestre, af hvilke de tidligst kendte var af udenlandsk afstamning: Hermann Raphaëlis, Hans Brebus (d. 1603), Nicolaus Maass (ca. 1550-1615) og Johan Lorentz. Blandt de mange andre orgelbyggere, der har virket i Danmark, kan nævnes brødrene Botzen, L.D. Kastens, Marcussen & Søn, A.H. Busch og Sønner (grdl. 1878), Starup & Søn, Frobenius & Sønner, Poul-Gerhard Andersen og Carsten Lund.

Dansk orgelbygning og orgelarkitektur spillede 1940-1970 en betydelig international rolle i forbindelse med udviklingen af en barokinspireret orgeltype, præget af enkelhed, mådehold, udsøgt håndværk og funktionalistisk design. Danske orgler er siden 1950'erne blevet eksporteret i stort tal, og dansk orgeldesign er kendt og efterlignet i flere verdensdele.

Orgelspil

På grund af orglets særlige klanglige muligheder adskiller organistens arbejdssituation sig fundamentalt fra andre instrumentalisters. Når organisten fremfører et orgelværk, udøver han eller hun gennem sit valg af orgelstemmer (registrering) en medkomponerende virksomhed med vidtrækkende konsekvenser. Valget af orgelstemmer afhænger selvsagt af de forhåndenværende muligheder, men påvirkes herudover af faktorer som rummets akustik, antallet af tilhørere og begivenhedens art (koncert, højmesse, andagt, begravelse, bryllup osv.).

I forbindelse med gudstjenester mv. er der ofte behov for at tilpasse orgelmusikkens længde og karakter til et variabelt forløb, og derfor indgår improvisationsundervisning i den almindelige kirkemusikeruddannelse.

Nogle af historiens største orgelspillere har udøvet improvisationskunst på højeste niveau, og en del af den klassiske orgellitteratur er i virkeligheden nedskrevne improvisationer eller pædagogiske eksempler til inspiration for orgelspillere, der ønsker at styrke deres færdigheder på området.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig