.

En blokfløjte er et blæseinstrument med næbformet mundstykke, hvori der sidder en prop (kaldet blokken) med en sprække, der leder luftstrømmen ned mod en skarp kant i opsnittet lige under mundstykket. Her spaltes luftstrømmen og luftsøjlen i fløjtens indre sættes i svingninger, hvorved tonerne dannes. Den mest almindelige type har syv fingerhuller foran og et tommelfingerhul bagpå.

Blokfløjten har været kendt siden 1200-tallet. Den var et fremtrædende instrument i renæssancen og barokken. I renæssancen benyttede man op til syv forskellige størrelser, som kunne spille sammen i et såkaldt blokfløjtekor. Instrumentet havde dengang et bredere opsnit og dermed en blødere klang end senere typer.

I barokken anvendte man også flere størrelser, men da blokfløjten nu blev anvendt mere solistisk, var det især altblokfløjten, der blev foretrukket; både Antonio Vivaldi (i tre solokoncerter), Johann Sebastian Bach og Georg Friedrich Händel anvendte dog undertiden en lille blokfløjte kaldet "flautino", der klingede en oktav højere.

Efter 1750 førte blokfløjten en skyggetilværelse, fortrængt i kompositionsmusikken af tværfløjten. I 1900-tallet fik den en opblomstring som virtuosinstrument. Den blev desuden anvendt i musikundervisningen, hvilket navnlig skyldtes den engelske musiker og instrumentmager Arnold Dolmetsch (1858-1940). Fra 1918 er blokfløjten blevet masseproduceret især på engelske og tyske fabrikker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig