tværfløjte

Tværfløjte, sideblæst fløjte af træ eller metal. Den fandtes i antikken, og fra middelalderen kendes adskillige afbildninger. Den blev dog først udbredt i Europa omkring 1500, udført i flere størrelser i træ med seks fingerhuller og et blæsehul.

I 1600-t. blev fløjten ofte overgået i styrke af violinen og trådte derfor i baggrunden, men i slutningen af århundredet forbedredes instrumentet i Frankrig, bl.a. ved at det deltes i 3-4 dele og blev forsynet med en klap. Denne konstruktion, evt. suppleret med flere klapper, blev standard indtil begyndelsen af 1800-t.

Den afgørende forbedring skete 1846-47, da Theobald Böhm konstruerede sin cylindriske fløjte med store fingerhuller, dækket af et omfattende klapsystem. Tonerne blev herved renere og kraftigere. Böhms system anvendes stadig.

Moderne tværfløjter er som regel af metal, ca. 65 cm lange og bygget i tre dele. Mundstykket er tilstoppet i den ene ende, og randen omkring blæsehullet hævet. Spillet kræver en speciel embouchure, og tonedannelsen foregår i høj grad ved fløjtenistens beherskelse heraf. Tværfløjten er fast medlem af symfoniorkesteret, og dens repertoire omfatter mange solistiske og kammermusikalske værker.