Violin. Koncertmester i Radiosymfoniorkesteret, Christina Åstrand, spiller på en Joseph Guadagnini-violin fra år 1800. Fotografi fra 1997.

.

Violin, det mest udbredte strygeinstrument, sopranform i violinfamilien. Det øverste dække på den ca. 35 cm lange, hule krop er sædvanligvis fremstillet af grantræ, mens bund og sider oftest er af ahorn; dækket kan langs yderkanten være forsynet med en indlagt stribe, fx af ibenholt, og det har to f-formede lydhuller.

Faktaboks

Etymologi
Ordet violin kommer af ital. violino, dim.afledn. af viola.

Halsen med gribebrættet, der ofte er af ibenholt, er øverst forsynet med sneglen, der afslutter skruekassen med stemmeskruerne. På dækket sidder stolen, der bærer strengene, og nederst strengeholderen, fastgjort til violinens underste side med saddelknappen. Under stolens højre fod sidder inde i violinen den lille stemmestok, der forplanter lydsvingninger mellem stol, dække og bund.

Desuden har indersiden af dækket en lang pålimet træstav, en såkaldt basbjælke. Violinen har fire strenge, oprindelig af tarm, nu af stål eller nylon, stemt med en kvints afstand i g-d-a-e. De stryges med bue eller knipses (pizzicato), mens instrumentet holdes mellem hage og skulder; strygeteknikken er afgørende for tonens art og klang. Da gribebrættet ikke har bånd, kræver spillet en nøjagtig placering af fingrene på strengene.

Fra begyndelsen af 1500-tallet findes afbildninger af den nu kendte violinform, og Andrea Amati (ca. 1505-77) fra Cremona regnes for skaberen af denne type.

Gennem 1600- og 1700-tallet udvikledes violinbyggerkunsten navnlig i Norditalien hos bl.a. Guarneri, Stradivari, Guadagnini og Stainer. Efterhånden opstod også en industriel violinproduktion, især i Tyskland og Frankrig. Her efterlignedes de gamle violintyper, der oftest blev forsynet med en seddel med modellens oprindelige byggernavn; der eksisterer derfor talrige kopier af denne art. Violinbyggerhåndværket på højt niveau er udviklet sideløbende hermed.

For at imødekomme de stigende krav til klangfylde og volumen ændredes den typiske violinmodel omkring 1800, således at halsen blev skrå, gribebræt og basbjælke længere; instrumentet kunne derved tåle større strengespænding, og mange ældre violiner blev ombygget til denne type.

Siden 1600 har violinen haft en fremtrædende plads som både solo- og ensembleinstrument. Der er skrevet talrige violinkoncerter og -sonater, og som kammermusik er især strygekvartetten blevet populær. Violinen er desuden uundværlig i symfoniorkestret og i folkemusik, men optræder også i jazzmusik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig