Ktesibios fra Alexandria, midten af 200-t. f.Kr., græsk ingeniør og opfinder med tilknytning til Museion. Ktesibios' berømmelse skyldes hans opfindelser af spektakulære maskiner med hydrauliske pumper, der med deres avancerede klapventiler og rørsystemer kunne anvendes til alt fra brandsprøjter til vandorgler og de såkaldte automater, dvs. hele tableauer, hvor skjult hydraulik får dukker og andre genstande til at bevæge sig. Ktesibios bidrog også til udviklingen af katapulten; han konstruerede vandure med en hidtil ukendt præcision og indførte som en af de første en ensartet timelængde hele året (jf. time). Mange af hans opfindelser er beskrevet af Vitruvius.