Hammondorgel, elektrisk musikinstrument, konstrueret 1933 af den amerikanske opfinder Laurens Hammond (1895-1973). Instrumentets karakteristiske toner frembringes, ved at en række tandhjul med ulige store tænder roterer i et magnetfelt. De derved inducerede vekselstrømme forstærkes og omdannes til lydbølger, der udsendes over højttalere. Hammondorglet var det første elektriske tasteinstrument, der for alvor slog igennem, og med sine rige muligheder for klanglig variation er det fortsat et meget anvendt instrument, især i de populærmusikalske genrer.