Jerusalem (det symbolske Jerusalem)

Artikelstart

Jerusalem, det symbolske Jerusalem. Som hjemsted for Guds tempel er Jerusalem centrum i det bibelske univers. Her mødes himmel og jord, Gud og mennesker.

Jerusalem og ikke mindst tempelbjerget Zion betragtes som verdens navle. I de gammeltestamentlige salmer og hos profeten Esajas er Jerusalem Guds hellige by, hvortil alle folkeslag skal valfarte. Forestillingen om Jerusalem som verdens centrum lever videre i de middelalderlige verdenskort, hvor byen er anbragt i midten, hvor Europa, Asien og Afrika, de tre kendte verdensdele, mødes.

For jøderne antog Jerusalem eventyragtige dimensioner i deres drømme om at vende hjem fra eksilet i Babylon. I et syn så profeten Ezekiel byen og et nyt tempel i fantastisk himmelsk skikkelse. I den senere jødiske apokalyptik blev dette til forestillingen om det himmelske Jerusalem, der først ved tidernes ende skal realiseres på Jorden; denne tanke blev fuldt udfoldet i Det Nye Testamente, hvor Joh. Åb. kap. 21-22 skildrer det nye Jerusalem, der stiger ned fra himlen. Som stedet for den evige frelse skal det nye Jerusalem rumme livets træ og livets flod fra det tabte Paradis.

NT er tvetydigt i synet på det jordiske Jerusalem. Det er her, Jesus domfældes, lider og dør, og for Paulus repræsenterer byen den vantro jødedom (Gal. 4,25). På den anden side er Jerusalem også byen, hvor Jesus opstod, og som sådan er den for altid kristendommens udgangspunkt. Herfra udgår verdensmissionen, som skildret i Apostlenes Gerninger.

I oldkirken og i middelalderen blev Jerusalem kristenhedens vigtigste valfartsby. Korsfarerne var drevet af drømmen om at befri den hellige by fra de vantro, men også for muslimerne var og er Jerusalem en hellig by.

Abrahamklippen på tempelbjerget er Islams helligste sted efter Mekka og Medina. I vor tid søger pilgrimme stadig til Jerusalem, nogle for at slå sig ned i afventning af dommedag, der skal begynde her; et skandinavisk eksempel på en sådan færd er skildret i Selma Lagerlöfs roman Jerusalem (1901-02).

Byen Jerusalem er fikspunkt for tre verdensreligioners selvforståelse. Tidligt opfattede den kristne kirke sig selv, konkret og i overført forstand, som en afbildning af det himmelske Jerusalem. Det afsondrede kloster var én foregribelse af det nye Jerusalem. Reformationens radikale fløje og visse senere sekter har søgt at realisere drømmen om Jerusalem på anden vis, nemlig som politisk og social utopi.

I billedkunsten vises Det Himmelske Jerusalem i reglen som en juvelsmykket bymur af guld med porte og evt. fæstningstårne. Eksempler er mosaikken på triumfvæggen i kirken Santa Prassede i Rom fra ca. 820 og den mægtige votivkrone i domkirken i Hildesheim fra midten af 1000-t.

I danske senmiddelalderlige kalkmalerier optræder motivet hyppigt i forbindelse med dommedagsskildringer, gerne som en befæstet by med tårne og tinder.

Læs også om byen Jerusalem i geografisk forstand.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig