Sankt Mariæ Kirke

Indtil begyndelsen af 1800-tallet blev området syd for kirken benyttet som kirkegård, idet begravelsesstedernes placering dog skiftede i århundrederne. Den ældste kendte kirkegård lå mod vest, mens den yngre del blev anlagt ved Hestemøllestræde i 1640’erne. Den teglstensmur, som i hvert fald i 1700-tallet omgav kirkegården, fungerede på visse strækninger som bagsiden på huse, som blev bygget op ad kirkegårdsmuren.

I begyndelsen af 1800-tallet ophørte brugen af stedet som kirkegård, ligesom man begyndte at sløjfe eksisterende gravsteder. Herefter overgik arealet i 1825 til blomsterhave, og i begyndelsen af 1900-tallet blev kirkegården og dens omgivelser reguleret og ensrettet, så den tidligere kirkegård fik sit nuværende, parklignende udtryk mod vest, mens den søndre del sidenhen er blevet delvist omdannet til parkeringsplads.

Klosteret er den bedst bevarede af de danske klosterbygninger og giver med sine fine arkitektoniske enkeltheder og rigt vekslende dekorationer med blændinger, dvs. dekorative murnicher, et godt indtryk af den kunstneriske formåen i Danmark i slutningen af middelalderen. Klosteret er opført mellem 1430 og omkring år 1500, mens selve kirken stod færdig omkring 1485.

Klosteret blev nedlagt efter Reformationen. I 1989 overtog Kirkeministeriet klosterbygningerne, og siden 1995 har Helsingør Stiftsadministration haft bispekontor i bygningerne.

Kirken udgør som nævnt sydfløjen i Helsingørs karmeliterkloster.

Kirken er bygget af munkesten på et murfundament af store kampesten, og består af et langhus på otte fag, et sakristi, og en tagrytter, dvs. en lille, tårnlignende konstruktion oven på taget fra 1900-1907. Tidligere har der eksisteret to forskellige, egentlige tårne.

Den 17. maj 1450 brændte det ufærdige kloster, da kirkens mure var nået op i omkring halv højde. Dette ses meget tydeligt i det meste af klosterets murværk, hvor der er forskel i både stenenes udformning og måden stenene blev lagt på før og efter branden. I kirken er skellet knap så tydeligt, men markeres stadig ved en horisontal bølgelinje i murene. At forskellen er knap så stor i selve kirken, tyder på, at byggeriet af kirken blev genoptaget forholdsvis hurtigt efter branden.

Udvendigt blev kirkefløjen på klosteret udsmykket med usædvanligt fornemme blændingsgavle. Særligt østgavlen skiller sig ud med sine meget høje og slanke blændingsdekorationer og dråbeformede blændinger. Vestgavlen er også fornem men med ganske anderledes blændinger, der alle starter fra samme vandrette linje.

Sakristiet ligger nord for kirkerummets østende, i sydenden af klosterets østfløj. Sakristiet blev sandsynligvis først bygget efter branden i 1450, og er forbundet med skibet gennem en dør i kirkerummets østligste fag. Ovenover kan man se tre blændede åbninger, hvor der oprindeligt har været adgang til rummet over sakristiet, en såkaldt musikstue, hvor gamle og syge munke har kunnet tilgå kirken og følge messerne ovenfra.

Nord for kirken blev der opført et tårn. Det var placeret ud for det nordre sideskibs andet fag fra øst. Selvom de sidste rester først forsvandt ved en restaurering i 1900-tallet, blev tårnet sandsynligvis allerede næsten helt revet ned omkring år 1500, hvor klosterets østfløj fik forhøjet sit tag.

Kirken er rigt udsmykket med kalkmalerier, som er malet af Helsingørværkstedet omkring 1490 og af Karmeliterklosterværkstedet mellem 1510 og 1515.

Kalkmalerierne er placeret i loftet, og de bærer præg af opmalinger ved restaureringen i starten af 1900-tallet. De righoldige kalkmalerier forestiller blandt andet scener fra Jesu barndomshistorie og Kristi lidelseshistorie, og de indeholder utallige helgener og bibelfigurer, vrængende masker og ansigter, dyr, narre, gøglere, fantasivæsner, engle, djævle og våbenskjolde. Dertil kommer en lang række rent dekorative elementer, som for eksempel forestiller forskellige stiliserede planter, blomster, frugter osv.

Kirken er rig på inventar, som altovervejende stammer fra efter kirken blev genindviet som tysk menighed i 1577.

Alterbordet er fra 1907 og er lavet af munkesten. Det består af to parallelle, nord-sydgående mure med et mellemrum på 55 cm.

Døbefonten er fra 1584 og er lavet af lysegrå sandsten. Den smukt udførte døbefont er i højrenæssancestil, og er formentlig importeret fra det nuværende Holland. Mens kummen er udsmykket med udhuggede engle, er foden udformet som græske søjler, der nederst afsluttes i løvefødder.

Kirkens prædikestol er også i højrenæssancestil og blev fremstillet i 1597 af samme snedker som lavede Sankt Olai Kirkes bænke. Prædikestolen er opbygget af seks fag, som er udsmykket med relieffer af de fire evangelister, en personificering af ”tålmodigheden”, og rigsvåbnet. På hjørnerne er der hermefigurer, altså figurer hvis underkrop udgøres af en søjle, som forestiller forskellige bibelske dyder.

Kirkens fornemme barokorgel fra 1630’erne blev delvist rekonstrueret i 1995-1997. Her spillede den i samtiden berømte komponist Diderich Buxtehude i perioden 1660-1668.

Altertavlen er fra 1637 og er i barokstil. Den er udsmykket med store, hvide skulpturer, der forestiller Kristus øverst og bibelfigurerne Ezekiel, Daniel, Esajas og Jeremias. Allerøverst ses Christian 4.s kronede navnetræk, og centralt er der et maleri fra 1840 af bebudelsen.

I den vestlige ende af kirken, ved nordmuren, står en særlig bænk, en såkaldt barnestol, fra 1638. Den er fem fag lang og er enkelt udsmykket. Stolen var oprindeligt tiltænkt mødre og deres børn, som skulle døbes.

Kirkens fornemme stoleværk, dvs. bænkene, er fra omkring 1739, og er udsmykket med gavle, hvor der er udskårne, dobbelte muslingeskaller, som i sin udformning er næsten identiske med bænkene i Trinitatis Kirke i København.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Sct. Mariæ Sogns hjemmeside