Toccata, som regel frit formet, ofte virtuost musikstykke, der almindeligvis er skrevet for tasteinstrument. Betegnelsen er anvendt siden slutningen af 1500-tallet, men tidligere var toccatastilen ofte repræsenteret blandt stykker med andre benævnelser, især præludium.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet toccata kommer af italiensk toccare 'berøre, slå'.
Med Jan Pieterszoon Sweelinck og Girolamo Frescobaldi udviklede toccataen sig til en længerevarende og rytmisk kompleks sats med kontrasterende afsnit; Johann Sebastian Bachs toccataer for cembalo og orgel er monumentale værker, der sammenstiller afsnit af fri, rapsodisk karakter med strengt polyfone afsnit.
I Wienerklassikken anvendtes genren sjældent, men den blev taget op i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet af bl.a. Claude Debussy og Maurice Ravel.
En særstilling indtager Claudio Monteverdis orkesterforspil til L'Orfeo (1607), hvor betegnelsen toccata i sin ældre betydning refererer til høvisk musik for trompeter og pauker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.