Faktaboks

Claudio Monteverdi
Født
Cremona, Italien
Død
29. november 1643
Levetid - kommentar
Døbt: 15. maj 1567

Claudio Monteverdi blev gift som 32-årig; hans hustru, der fødte tre børn, døde efter otte år. Resten af livet forblev han ugift, og da han var i midten af 60'erne, lod han sig præstevie. Dette hindrede ham dog ikke i at fortsætte sit virke som komponist, bl.a. af madrigaler og operaer. Portrættet, der er fra ca. 1640, skyldes maleren Bernardo Strozzi og findes på Landesmuseum, Ferdinandeum, Innsbruck.

.

Claudio Monteverdi var en italiensk komponist, en af musikhistoriens betydeligste personligheder, hvis værker afspejler overgangen fra renæssance til barok.

Claudio Monteverdi fødtes i Cremona, hvor han studerede hos domkirkens kapelmester Marc'Antonio Ingegneri. Fra 1582 fik han udgivet samlinger af motetter, canzonetter og madrigaler. Omkring 1590 blev han ansat som gambespiller eller violinist hos hertugen af Mantova, hvor Giaches de Wert var kapelmester.

I 1595 drog Monteverdi med hertugen til bl.a. Østrig og Ungarn i kampen mod tyrkerne. Han blev udnævnt til kapelmester i Mantova i 1601, og trods flere problemer forblev han i hertugens tjeneste indtil dennes død i 1612. Året efter tiltrådte han stillingen som kapelmester ved Markuskirken i Venedig, hvor han virkede til sin død. Hans første opgave her bestod i at reorganisere kapellet, og skønt kirkemusik optog en stor del af hans tid, beskæftigede han sig også med verdslige genrer.

Monteverdis musik

Allerede før 1600 var Claudio Monteverdi blevet kendt som madrigalkomponist, og de i alt otte samlinger, han lod udgive, var efterspurgt i samtiden og opnåede talrige genoptryk. Af en polemik med musikteoretikeren Giovanni Artusi fremgår, at han skelnede mellem to forskellige skrivemåder: Prima prattica (den første praksis) følger de musikteoretiske regler i den ældre stil (hos fx Palestrina), mens seconda prattica (den anden praksis) repræsenterer den nye stil (monodien), som især blev anvendt til madrigaler og operaer.

De otte samlinger madrigaler afspejler således udviklingen fra påvirkning af bl.a. Luca Marenzio til en personlig stil, der blev banebrydende. Inspireret af Platons idéer om sammenhæng mellem tekst, harmoni og rytme eksperimenterede han bl.a. med rytme og bestemte emotionelle tilstande. Denne revolutionerende idé forklares og anvendes i den ottende bog, Madrigali guerrieri et amorosi (Krigs- og Kærlighedsmadrigaler, 1638). Her kulminerer Monteverdis udvikling af madrigalgenren fra den traditionelle vokalstil til en dramatisk skrivemåde, hvor et orkester støtter sangstemmerne.

Blandt operaerne bør især L'Orfeo (Orfeus, 1607) fremhæves som genrens første mesterværk; den blev uropført under private former i Mantova og opnåede som en af de ganske få operaer fra den tid at blive trykt to gange (1609, 1615). Af et andet scenisk værk, operaen L'Arianna (1608), er kun den berømte klagesang (lamento) bevaret.

Til opførelse i historiens første operahus med offentlig adgang, Teatro di San Cassiano i Venedig, komponerede han Il ritorno d'Ulisse (Odysseus' hjemkomst, 1640) og L'incoronazione di Poppea (Poppeas kroning, 1642). Af kirkemusikken bør Mariavesperen (1610) fremhæves. Værket, der er skrevet i den nye, koncerterende stil med solister, kor og orkester, består af de traditionelle vespersalmer til en Mariafest med Magnificat; det blev udgivet sammen med en seksstemmig messe i den ældre Palestrinastil. Samlingen viser således Claudio Monteverdi som en komponist, der mestrede såvel det gamle som det nye musikalske udtryk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig