Faktaboks

Claude Debussy

Claude Achille Debussy

Født
22. august 1862, Saint-Germain-en-Laye, Frankrig
Død
25. marts 1918, Paris, Frankrig
Claude Debussy
Komponisten Claude Debussy, fotograferet ca. 1908.

Claude Debussy var en fransk komponist, som med visionær fantasi dyrkede musikkens klanglige aspekter til perfektion og blev en af 1900-tallets største klaverkomponister.

Kun ti år gammel blev Claude Debussy optaget på Pariserkonservatoriet og spillede som 12-årig Frédéric Chopins koncert i f-mol. Dog levede han ikke op til konservatoriets krav og opgav karrieren som pianist; i stedet blev han i 1880 optaget i kompositionsklassen.

I 1880 engagerede fru von Meck, Peter Tjajkovskijs mæcen, ham bl.a. til at undervise sine børn. Med hendes familie besøgte han i årene 1880-1882 Schweiz, Italien, Østrig og Rusland.

I 1884 vandt Claude Debussy den eftertragtede Rompris med kantaten L'Enfant prodigue og tilbragte de følgende to år i Rom, men opholdet var ikke nogen succes. I 1888-1889 overværede han Wagnerfestspillene i Bayreuth, og på Verdensudstillingen i Paris 1889 modtog han uforglemmelige indtryk af javanesisk gamelanmusik.

Værker i udvalg

  • Scenemusik
    • Pelléas et Mélisande, opera til tekst af M. Maeterlinck, 1893-1895, 1901-1902
    • Jeux, ballet, 1912-1913
    • Le Martyre de St. Sébastien, mysteriespil til tekst af D'Annunzio, 1911
  • Orkesterværker
    • Prélude à l'après-midi d'un faune (efter Mallarmé) 1892-1894
    • Nocturnes (Nuages, Fêtes, Sirènes), 1897-1899
    • La Mer, tre symfoniske skitser, 1903-1905
    • Danse sacrée et danse profane, 1904
    • Images (Gigues, Ibéria, Rondes de printemps), 1905-1912
  • Kammermusik
    • Strygekvartet g-mol, op. 10, 1893
    • Syrinx for fløjte solo, 1913
    • Sonate for cello og klaver, 1915
    • Sonate for fløjte, bratsch og harpe, 1915
    • Sonate for violin og klaver, 1916-1917
  • Klavermusik
    • Deux Arabesques, 1888-1891
    • Suite bergamasque, 1890, revideret i 1905
    • Pour le piano, 1894-1901
    • Estampes, 1903
    • Images I, 1905
    • Children's Corner, 1906-1908
    • Images II, 1907
    • Préludes bind I, 1910
    • Préludes bind II, 1912-1913
    • Études, 1915
  • Endvidere ca. 80 sange med klaver

Claude Debussy var endnu som 30-årig forholdsvis ukendt. Først med opførelsen af det lyriske digt La Damoiselle élue (Den udvalgte adelsfrøken) i 1893 og Prélude à l'après-midi d'un faune (Forspil til en fauns eftermiddag) året efter vandt han almindelig anerkendelse.

I denne periode komponerede han sin første version af operaen Pelléas et Mélisande efter Maurice Maeterlincks skuespil, men den blev lagt til side og først uropført på Opéra-Comique i Paris i 1902; til gengæld blev den hurtigt anerkendt som et hovedværk i fransk musik.

Debussys succes som orkesterkomponist blev fulgt op af de tre Nocturnes fra 1899 og La Mer fra 1905, ligeledes i tre satser. Ejendommeligt nok gik der længere tid, før han for alvor skrev for sit eget instrument. Hans klaverlærer sagde om ham: "Debussy bryder sig ikke meget om klaveret, men han kan godt lide musik".

Først i 40-årsalderen nåede han frem til den kompositoriske beherskelse af instrumentet, som placerer ham som en af 1900-tallets største klaverkomponister. Ligesom i de store cykliske orkesterværker ynder Debussy her den tresatsede form; den findes i Suite bergamasque, Pour le piano, Estampes og Images I og II. Hertil kommer den indtagende samling Children's Corner, seks karakterstykker komponeret til datteren. Klavermusikken afsluttes med tre samlinger på hver tolv satser: Préludes I og II samt Études.

I årene op til 1. Verdenskrig foretog han i alt ti store koncertrejser til en række europæiske lande som pianist og dirigent af egne værker. Krigen satte en stopper for hans videre rejseplaner, men kaldte en ny nationalfølelse frem hos ham. Han understregede sin identitet som musicien français, 'fransk musiker', og besluttede at yde sit bidrag til den rige klassiske franske tradition ved at skrive seks sonater for skiftende besætninger. Hans skaberkraft i disse år hæmmedes dog stærkt af en kræftsygdom, og han nåede kun at fuldende tre af disse sonater.

Claude Debussy fremstår ubestridt som den fornemste repræsentant for den musikalske impressionisme. Med næsten profetisk klarsyn kritiserede Akademiet i 1887 den musik, han havde sendt hjem fra Rom til bedømmelse: "Man finder hos ham en fornemmelse for den musikalske farve, hvis overdrivelse let kan få ham til at glemme betydningen af konturernes og formernes klarhed. Det ville være ønskeligt, om han ville tage sig i agt for denne vage impressionisme".

Det var især de impressionistiske malere og symbolistiske digtere, der påvirkede Claude Debussy i hans unge år. Han satte deres digte i musik og lod sig inspirere af digternes frihed i ordbehandlingen og malernes dristige eksperimenter med farverne til at frigøre sin musik fra de traditionsbundne satsregler.

Bedre end nogen anden har han selv beskrevet sit musikalske ideal, og denne beskrivelse kan tillige i væsentlig grad anskues som en fransk kunstners opgør med de idealer, som tyske komponister havde bekendt sig til siden Ludwig van Beethoven: "Man lytter ikke tilstrækkeligt til naturens tusinde lyde rundt omkring, man spejder ikke nok efter denne så varierede musik, som naturen skænker os i sådan overflod. Den indhyller os, og vi har levet midt i den uden at lægge mærke til den".

Disse tanker antager næsten mottoagtig karakter i Debussys berømte formulering: "At se solen stå op er mere nyttigt for en komponist end at høre Beethovens Pastoralesymfoni". Debussy var helt klar over, at det var en provokerende udtalelse fra en komponist, som havde tilbragt tolv år på Pariserkonservatoriet: "Jeg føler mig fri, fordi jeg har været igennem hele møllen, og jeg skriver ikke i fugeret stil, fordi jeg kender den".

De overleverede klassiske former fuga, sonate, koncert, symfoni osv. var ikke Debussys område. Til gengæld har han med en enestående visionær fantasi dyrket musikkens klanglige aspekter til den yderste perfektion.

En række kompositoriske detaljer bidrager hertil: brugen af kirketonearter, orientalsk musik (gamelan), heltoneskalaer, parallelføring af akkorder, sløring af dissonanser, opblødning af rytmiske og metriske mønstre osv.

Intet af dette kan dog blot nogenlunde forklare den klanglige magi, hvormed Claude Debussy formidler sine musikalske budskaber. Derfor er det forståeligt, at hans stil ikke har dannet skole. Men samtlige betydelige komponister i 1900-tallet, herunder væsentlige navne inden for jazzen, har ladet sig inspirere af hans musik, med Arnold Schönberg som den markante undtagelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig