Peter Tjajkovskij

Fra begge forældre arvede Peter Tjajkovskij en sygelig følsomhed, og han viste tidligt musikalske anlæg, som udvikledes, da familien 1848 flyttede til Sankt Petersborg, hvor han også blev uddannet som jurist og 1859-1863 var ansat i justitsministeriet.

1862-1865 var han elev på konservatoriet, bl.a. hos Anton Rubinstein, og 1866-1878 lærer på Moskvas konservatorium, 1871-1876 tillige musikkritiker. Han blev hurtigt Ruslands mest estimerede komponist, men hans homoseksualitet, som samtiden fordømte, og han selv skammede sig over, forværrede hans melankoli, tvangstanker og sjælelige uligevægt og umuliggjorde et overilet ægteskab (1877).

Efter dette søgte Peter Tjajkovskij trøst i rejser (bl.a. 1891 til USA) og i et ejendommeligt bekendtskab med en rig enke, Nadezjda von Meck (1831-1894), med hvem han indtil 1890 vedligeholdt en lang og dybt fortrolig korrespondance, og som gjorde ham økonomisk uafhængig, på hendes betingelse: at de aldrig mødtes. Hans død skyldtes selvmord, påtvunget efter anklage for et forhold til en ung mand. Den egentlige dødsårsag hersker der dog stadig tvivl om. Den kan have været, at han med vilje drak kolerainficeret vand.

Tyngdepunktet i Tjajkovskijs store og alsidige produktion ligger i orkestermusikken og de sceniske værker. Han skrev koncertouverturer, bl.a. Romeo og Julie (1869) og den populære 1812-ouverture (1880) og solokoncerter, bl.a. den berømte klaverkoncert i b-mol (1875). Centralt står hans seks symfonier, især de tre sidste, hvori hans overspændte følelser ofte får et morbidt, hysterisk udtryk: den skæbnetunge nr. 4, f-mol (1878), den ikke-programmatiske nr. 5, e-mol (1888), begge med gennemgående "motto"-tema, og som hans sidste værk den selvcentrerede nr. 6, h-mol, Pathétique (1893) med dødsvarslende, langsom finale.

Af hans ni operaer er Eugen Onegin (kaldet "lyriske scener efter Pusjkin", 1879) med sin psykologisk ægte persontegning og lokalkoloristiske beskrivelser af russisk landadel hans hovedværk. Mere dramatisk, men mindre spillet er den uhyggelige Spader dame (1890, efter Aleksandr Pusjkin). Hans eneste komiske opera er den folkeligt-fantastiske Tøflerne (1887, efter Nikolaj Gogols fortælling Julenat).

Med sine tre store romantiske eventyrballetter Svanesøen (1877), den dramatisk mere helstøbte Tornerose (1890) og Nøddeknækkeren (1892), inspireret af fransk balletmusik (Léo Delibes) og af betydning for Igor Stravinskijs balletter, hævede han denne kunstart op på et højt niveau.

Mindre betydningsfuld og nu næsten glemt er kor- og kammermusikken, fx den første af de tre strygekvartetter (1871), med en kendt folkemelodi i den langsomme sats og en monumental klavertrio (1882). Klavermusikken (fx suiten Årstiderne) og solosangene kommer sjældent over det salonmæssige.

Peter Tjajkovskijs overvejende vestligt influerede musik sættes normalt i modsætning til den nationale stil hos gruppen De Fem. Han følte sig dog som ægte russer, sympatiserede til en vis grad med gruppen og benyttede i stor udstrækning russiske folkemelodier (om end ofte i revideret form).

Som modvægt til sin følsomme og en overgang ret nationale musik og i flugt fra sig selv dyrkede han i de senere år også en af idolet Wolfgang Amadeus Mozart inspireret neoklassik, fx i Variationer over et rokokotema for cello og orkester (1877), Serenade for strygere (1881) og scener med (ægte og imiteret) 1700-talsmusik i Spader dame.

Mens han var mere traditionel i sin harmonik, besad han en eminent evne til at skrive lange, udtryksmættede melodier, og inden for det rytmiske var han ved siden af Johann Strauß d.y. romantikkens suveræne valsekomponist (bl.a. i de to sidste symfonier, i Pathétique i 5/4-takt, i balscenen i Eugen Onegin og naturligvis i balletterne).

Det var især disse egenskaber sammen med hans voldsomme temperament og hans kompositoriske professionalisme, der gjorde Peter Tjajkovskij til Ruslands største komponist, hvis værker opnåede en popularitet i det klassiske standardrepertoire, ingen anden af romantikkens komponister kunne hamle op med.

• Ruslands musik
• opera
• romantik