Tornerose, folkeeventyr om kongedatteren, der af en fe bliver dømt til 100 års dvale i sit slot, der efterhånden bliver omkranset af en høj, tæt tjørnehæk. Efter de 100 år trænger en kongesøn gennem tjørnehækken og forløser hende og det sovende hof.

Eventyret er meget udbredt siden Brødrene Grimms forkortede, idylliserede version af Charles Perraults langt tidligere udgave (1697). Grimms Tornerose anvender varianter af kendte motiver fra folketraditionen, bl.a. forbud mod at spinde under visse forhold. Perraults eventyr bygger hovedsagelig på tre litterære forlæg: den franske middelalderroman Perseforest, en catalansk versnovelle fra 1400-t. og G.B. Basiles Sole, Luna e Talia (1634). Se også sanglege.

Eventyret blev sat i ballet allerede i 1829 på Pariseroperaen. Bedst kendt er Marius Petipas og Tjajkovskijs opsætning i Sankt Petersborg i 1890. Tornerose er siden danset i utallige såvel traditionelle som mere moderne versioner. Vægten lægges på dansen eller på den psykologiske tolkning, der strækker sig fra kampen mellem det gode og det onde til en ung piges udvikling til kvinde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig