Ouverture, (fr. 'åbning', af ouvert 'åben'), instrumentalt forspil til opera, operette, oratorium osv. I baroktiden fandtes to typer. Den franske ouverture bestod af to eller tre afsnit: Det første pompøst og især kendetegnet ved punkterede rytmer, det andet lettere og ofte fugeret; i visse tilfælde sluttede satsen med et afsnit af samme karakter eller med samme musik som det første. Den italienske opera-sinfonia fra ca. 1700 havde tre satser: en langsom indrammet af to hurtige; denne type blev forløberen for symfonien. Omkring midten af 1700-t. fremstod den ensatsede ouverture, ofte i sonateform og eventuelt med langsom indledning (fx Mozarts Don Giovanni, 1787). Med Gluck fulgte fra ca. 1760 kravet om forbindelse mellem ouverturen og operaens musik; dette blev normgivende for de fleste senere komponister (fx Weber, Wagner og Verdi). En konsekvens heraf blev den såkaldte potpourriouverture, der udelukkende anvender temaer fra operaen eller operetten. Visse operaer, fra og med Verdis Otello (1887), begynder uden forspil. Med Beethovens ouverturer som model skabte romantikerne koncertouverturen, en programmusikalsk genre beregnet på opførelse i koncertsalen som fx Tjajkovskijs Romeo og Julie (1869/80).