Skønt Don Giovanni formelt set er en opera buffa, sprænger den genrens konventioner, idet både Kommandantens og Don Giovannis dødsscener er malet i tragiske farver, mens den uhyggevækkende scene med stengæsten peger frem mod 1800-tallets skrækromantik. Mozart anvender gennem hele operaen skarpe kontraster mellem lys og mørke, glæde og sorg, løssluppenhed og rædsel, erotik og had, komik og tragik, som knytter sig til Don Giovannis, Leporellos og Zerlinas sfære på den ene side og Donna Annas, Kommandantens og Don Ottavios sfære på den anden.
Leporellos Listearie, Don Giovannis og Zerlinas Forførelsesduet, Don Giovannis Champagnearie og Serenade samt Zerlinas to arier, der alle tilhører operaens mest populære numre, er kendetegnet ved deres brug af lette danseformer og charmerende, sensuelle melodier. Scenerne med Kommandanten samt Donna Annas Hævnarie og Brevarie trækker til gengæld på den tragiske stil fra opera seria og låner fra såvel kirkemusik som militærmusik. Tonearten d-mol knytter sig til Kommandantens og Donna Annas hævntørst, mens den talende statue konsekvent ledsages af basunerne. Musikken, som Mozart skrev til den romantisk anlagte men omskiftelige Donna Elvira, er overvejende parodisk, hvilket også gælder hans musik til den moraliserende slutscene.
Til førsteopførelsen i Wien, som fandt sted på Burgtheater 7. maj 1788, skrev Mozart nye arier til Don Ottavio og Donna Elvira samt en duet for Leporello og Zerlina. De fleste opførelser af operaen bygger på en kombination af Pragversionen og Wienerversionen af partituret.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.