Faktaboks

Giacomo Casanova
Født
2. april 1725
Død
4. juni 1798

Giacomo Casanova, Giovanni Giacomo Casanova, 2.4.1725-4.6.1798, venetiansk eventyrer og forfatter, kendetegnet ved sin umådelige nysgerrighed over for alle slags studier såsom teologi, jura, matematik, humaniora, alkymi.

Casanova virkede som forfatter, kardinalsekretær, officer, violinist, diplomat, historiker, falskspiller, tidsskriftredaktør m.v. Han rejste til Mellemøsten og de fleste lande i Europa. Dertil kommer hans eventyr, hvor de lystigste og farligste er med damer.

Det vigtigste af forfatterskabet blev til på fransk i Casanovas sidste mange år som bibliotekar på slottet Dux i Bøhmen; det gælder den fantastiske roman Icosaméron (1788), den højst nøgterne beretning om hans eventyrlige flugt fra fængslet i Dogepaladsets "blykamre" i 1756 (1788) og memoirerne Histoire de ma vie (skrevet fra 1789, udg. 1826-38, første uforvanskede udg. 1960-62, da. Mit livs historie, 1963-68), et enestående kildeskrift til 1700-t.s sæde- og kulturhistorie.

Litteraturen om Casanova er mangfoldig, også på dansk. I 1946 udkom fx et lille skrift af Kirsten (Kis) Pallis med titlen Casanova, af en lykkeridders repertoire med tegninger af Ebbe Sadolin. Tegneren Eiler Krag udgav 1988-89 den sort-hvide tegneserie Casanova I-II om den venetianske eventyrers bedrifter.

Casanovas liv har desuden været genstand for flere tv-film og film, i nyere tid bl.a. Federico Fellinis Il Casanova di Federico Fellini (1976, Fellinis Casanova) med Donald Sutherland i hovedrollen og Lasse Hallströms Casanova (2005) med Heath Ledger som Casanova.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig