Jagt. Jæger med hunde.

.

Jagt. Det er god jægerskik, at man efter dagens jagt samles til vildtparade, hvor dagens udbytte præsenteres, før der blæses jagt forbi.

.

Jagt er efterstræbelse af vildtlevende dyr. I Danmark er jagtbyttet typisk pattedyr (hårvildt) eller fugle (fuglevildt).

Faktaboks

Etymologi
Ordet jagt kommer af middelnedertysk jacht, af jagen, oprindeligt 'jage efter, begære'.

Trods Danmarks ringe størrelse og relativt høje befolkningstæthed findes der tætte vildtbestande. Det afvekslende agerland er levested for bl.a. rådyr og hare, i de vestjyske fjorde og Vadehavet raster mange vade- og svømmefugle og i de indre farvande mange ænder. Af hårvildt jages især råvildt, hare og ræv. Af fuglevildt udgøres de største andele af fasan og gråand, hvoraf mange er opdrættet i fangenskab og udsat med jagt for øje. Også andre svømmeænder samt dykænder og vade- og kragefugle jages hyppigt i Danmark. En stor del af de nedlagte fugle stammer fra andre landes ynglefuglebestande, som trækker gennem eller overvintrer her i landet.

Den danske vildtudbyttestatistik 2019/20

Hårvildt
krondyr 10.300
dådyr 10.214
sika 522
rådyr 90.796
muflon 133
vildsvin 337
hare 38.648
vildkanin 5.024
bisamrotte 10
sumpbæver 0
ræv 31.819
vaskebjørn 9
ilder 547
mink 1.811
husmår 2.478
mårhund 7.999
Fuglevildt
agerhøne 18.019
fasan 654.255
ringdue 129.885
tyrkerdue 1.994
gråand 386.355
atlingand 325
krikand 82.024
spidsand 4.264
pibeand 40.519
skeand 1.977
knarand 2.650
ederfugl 23.661
taffeland 697
troldand 4.063
bjergand 408
hvinand 5.385
havlit 965
sortand 5.606
fløjlsand 3.944
grågås 58.199
blisgås 3.460
kortnæbbet gås 8.896
canadagås 5.322
sædgås 509
nilgås 242
blishøne 5.123
skovsneppe 44.833
dobbeltbekkasin 10.159
krage 61.521
husskade 17.042
råge 73.586
i alt 1.884.341
Kilde: DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet

Jagttegn og jagtret

I Danmark skal man løse jagttegn, før det er tilladt at gå på jagt. I sæsonen 2020/21 var der 175.427 jagttegnsløsere (heraf 11.983 kvinder, svarende til 6,8 procent). Ved indførelsen i 1922 blev der løst 64.420 jagttegn (lidt mindre end 2 procent af befolkningen); et tal, der holdt sig til begyndelsen af 1930'erne. Siden er det gradvis steget til det nuværende niveau.

I byområder bor der relativt færre jagttegnsløsere end i landdistrikter. I landdistrikter foregår jagt oftest lokalt, almindeligvis på egen jord, mens jægere fra større byer ofte jager langt fra bopælen.

Jagtretten følger ejendomsretten, og den kan lejes ud. Priserne er høje i Danmark pga. det høje antal jægere i forhold til antallet af jagtområder (revirer). Indtægterne er med til at dække vildtskader, men mange penge bruges desuden på vildtpleje, fx anlæggelse af vandhuller og vildtbeplantninger. Visse større godser har ansat faguddannede herregårdsjægere, skytter, til at administrere jagten på jorderne.

Moderne danske jagtformer

Jagt drives på mangfoldige måder afpasset efter vildtart og omstændigheder.

Klapjagt er en gammel jagtform, hvor bønderne tidligere blev udkommanderet som klappere, der drev vildtet, navnlig hjortevildt og ulve, sammen fra store områder. I nyere tid er klapjagt især brugt i forbindelse med jagt på fasaner. Klapperne går på række frem gennem såten og klapper vildtet frem mod skyttekæden.

Trykjagt er en afart af klapjagt, hvor nogle få personer trykker vildtet frem af såten. Denne jagtform anvendes ofte til jagt på hjortevildt.

Drivjagt er en almindelig afholdt jagtform herhjemme, hvor personer (drivere) og hunde driver vildtet frem til de udposterede skytter. Jagten kan bedrives med haglgevær efter småvildt op til og med råvildt, eller med riffel, som typisk retter sig med det hjortevildtet.

Pyrschjagt er en jagtform, hvor jægeren lister sig ind på vildtet, som typisk er hjortevildt. Se også bukkejagt.

Anstandsjagt er en jagtform, hvor jægeren sidder i skjul, undertiden i en skydeplatform hævet over jorden, og venter på, at vildtet skal træde frem. Jagtformen bedrives især til jagt på hjortevildt og ræv.

Trækjagt er en jagtform, hvor jægeren udnytter vildtets daglige rytme, når det trækker mellem opholds- og fourageringssted, som f.eks. aften- og morgentræk på andefugle. Se også andejagt.

Trampejagt afsøger jægeren, ofte med hund, reviret ved at gå hen over markerne og skyde det vildt, der rejser sig inden for skudhold. Denne jagtform anvendes især på mindre arealer til jagt på harer og fasaner, undertiden ræv.

Gravjagt er en jagtform, hvor gravsøgende hunde bruges til at jage bl.a. ræv og mårhund ud af deres grav (hule).

Jagt med stående hund foregår især efter agerhøns, fasaner, skovsneppe og dobbeltbekkasin. Se og agerhønsejagt. Hunden søger marken af og tager stand, når den mærker fugl. Det gælder nu for hunden om at fastholde fuglen, indtil jægeren når frem, hvorefter hunden på kommando går frem og rejser fuglen.

Strand- og havjagt bedrives fra båd efter andefugle. I kystnære områder bruges en pram, hvor jægeren ved at padle sig frem søger at komme ænderne på skudhold. I åbent farvand foregår jagten fra motorbåd, og jægeren går især efter ederfugle og andre dykænder.

Administration, lovgivning og forskning

Jagten i Danmark er reguleret gennem lovgivning, og der gælder den generelle regel, at dyr, der ikke direkte er omtalt i forbindelse med loven, ikke må jages. Jagtbart vildt må nedlægges i nærmere angivne perioder, som bl.a. tager hensyn til yngleperioder, hvor vildtet lades i fred, og til trækkende fuglevildts trækmønstre, så overbeskatning af bestemte bestande undgås. Visse skadevoldende arter må dog også jages i yngletiden, og særlige forhold kan nødvendiggøre udryddelseskampagner. Således søgtes ræv i 1960'erne udryddet i Sønderjylland, da der var fare for, at hundegalskab skulle komme ind i landet sydfra.

Lovgivning omkring jagttider og fredninger støtter sig bl.a. til den viden om vildtet, som fremskaffes af forskere fra især DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet. Som en naturlig følge af Danmarks store betydning for mange fugles trækruter er danske forskere samt administratorer i Naturstyrelsen repræsenteret i talrige internationale sammenhænge vedrørende koordinering af jagt og fredning, fx Ramsarkonventionen og International Waterfowl Research Bureau.

Med 89.903 medlemmer (2018) er Danmarks Jægerforbund landets næststørste "grønne" organisation, og den varetager jagtens interesser. Den største, Danmarks Naturfredningsforening, og, især siden 1970'erne, Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har også haft stor indflydelse på danske jægeres jagtudøvelse ved at fremme regulering. Mange områder er nu fredede eller udlagt som reservater, og flere vildtarter er blevet fredet eller har fået jagttiden indskrænket.

Historie

Jagt opfattes ofte som en af de få tilbageværende rester af menneskets oprindelige levevis. Men jagt har kun i visse samfund og under særlige omstændigheder været den vigtigste måde at skaffe føden på. Vore allertidligste forfædre har levet af, hvad de fandt på vandringer rundt i landskabet. Størstedelen af kosten var nok planter, mens kød — en vigtig protein- og fedtkilde — især skaffedes fra kadavere.

For ca. 2,4 millioner år siden udvikledes de første redskaber, der anvendtes til opskæring og som økser. Det er sandsynligt, at vore forfædre har jaget mindre bytte, ligesom man i dag kan se bl.a. chimpanser og bavianer jage andre abearter og fx antilopekid, men sikre tegn på, at jagt var en vigtig næringsvej, kendes først fra neandertalere og det moderne menneske.

Neandertalere jagede bl.a. uldhåret næsehorn og andet storvildt. Man har siden 1950'erne ment, at tilsyneladende marvspaltede dådyrknogler fundet i Hollerup Kiselgurgrav var det ældste jagtfund i Danmark efter neandertalere. Men nye undersøgelser af knoglerne (2012) har vist, at de ikke bærer spor efter menneskelig bearbejdning.

Mange stammer af det moderne menneske udviklede sig til yderst effektive storvildtsjægere, fx forsvandt næsten alt storvildt i Amerika i løbet af få tusinde år efter den seneste menneskeindvandring for ca. 12.000 år siden. Indvandringen skete fra Sibirien til Alaska; arktiske egne, hvor jagt er den eneste måde at overleve på, da plantevæksten er for sparsomt et fødegrundlag. Byttedyr kan bruges både som energirig næringskilde samt til varme pelse og vindtætte huder. Nutidens jæger- og fangersamfund findes blandt aleuter og inuitter i Arktis, og kommerciel jagt på pelsdyr sker især i arktiske egne. Omtrent indtil slutningen af den sidste istid for ca. 11.000 år siden levede alle mennesker som jægere og samlere, men i dag skaffer en forsvindende lille del af verdensbefolkningen deres udkomme på denne måde.

I Danmarks fortid var jagt og især indsamling den vigtigste næringsvej i jægerstenalderen indtil jordbrugets indførsel for 4000 år siden. Fund fra bopladser og køkkenmøddinger viser et meget varieret byttevalg, og skeletfund af undslupne urokser ramt af flere pile viser, at jagt blev drevet i fællesskab.

Med jordbrugets indførsel fik jagt en ny betydning som kontrol af skade- og rovdyr, såkaldt regulerende jagt, og store rovdyr som bjørn og ulv blev holdt nede eller udryddet. Jagten har sandsynligvis været relativt fri; bopladsens beboere har sikkert jaget i den nærmeste omegn.

Ca. 1000 e.v.t. skete de første indskrænkninger i jagtretten; sandsynligvis var det hjortevildtet, der blev forbeholdt den herskende klasse. Bønder, præster og borgere blev med tiden pålagt stadig flere begrænsninger i deres ret til jagt og fangst, og der var strenge straffe for krybskytteri. I løbet af 1500-, 1600- og 1700-tallet pålagde kongen også adelen en del jagtbegrænsninger, bl.a. ved at oprette vildtbaner, dvs. store områder, hvor al jagt var forbeholdt kongen og hans jagtfolk. For konge og adel var jagten en del af opdragelsen som kriger, og mange danske konger har været ivrige jægere. Valdemar den Store var en ivrig falkejæger, og da Valdemar Sejr i 1223 blev taget til fange, skete det i forbindelse med en jagt på Lyø. Valdemar Atterdags jagtglæde er beskrevet i På Sjølunds fagre sletter, som dog er baseret på et gammelt europæisk vandresagn om den vilde jagt. Christian 5.s tidlige død i 1699 er sat i forbindelse med en ulykke under parforcejagt i Jægersborg Dyrehave.

Ved middelalderens begyndelse var jagtretten tilsyneladende knyttet til ejendomsretten til jorden, men fra dette tidspunkt blev jagten reguleret med et stadig stigende antal kongelige bestemmelser, bl.a. fredninger. I slutningen af 1700-tallet var jagten på land stort set forbeholdt konge og adel, men med Jagtloven af 1851 ophævedes disse privilegier, og jagtretten knyttedes atter til ejendomsretten.

Siden er der med hver ny jagtlov sket en stramning af reglerne for jagtudøvelse som en løbende tilpasning til stigende antal jægere, flere og bedre våben, øget mobilitet og mere fritid.

Jagt spiller ikke længere nogen større rolle som næringsvej, men dyrkes i stedet for sine rekreative værdier.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig