bjørne

Brun bjørn.

.

Isbjørn med 3 måneder gammel unge i Københavns Zoo.

.

Artikelstart

Bjørne er en familie inden for rovdyrenes orden. Det er en lille, ensartet gruppe, der omfatter Jordens største, landlevende rovdyr. Bjørne er tunge, muskuløse dyr med kraftige, stærke lemmer, massiv hals, rundt hoved, spids snude, små øjne og kort hale. De er sålegængere; hver fod har fem tæer med kløer, der ikke kan trækkes ind. Lugte- og høresans er godt udviklet, synet middelmådigt. De klatrer og svømmer godt.

Faktaboks

Etymologi
Ordet bjørn er fællesgermansk, det betød oprindelig 'den brune'. Det er et erstatningsord for dyrets egentlige navn, som pga. forestillinger om tabu o.l. ikke kunne nævnes.
Også kendt som

Ursidae

Bjørne i kolde områder går i hi, dog kan isbjørnen undvære det. Deres vinterhvile er ikke en egentlig dvale; de overvintrer i hule træer eller klippehuler, drægtige isbjørnehunner i snehuler. Bjørne har forlænget drægtighed, og de føder 1-3 små, meget lidt udviklede unger.

Bjørne findes i Europa, Asien, Nordamerika og Sydamerika. De er generelt gået tilbage i antal, især pga. forfølgelse og forringelse af deres levesteder, som fortrinsvis er skovklædte bjergområder. Isbjørnen lever dog i arktiske kystområder. Med undtagelse af isbjørnen, som er et udpræget rovdyr, lever især unge bjørne overvejende af planteføde, mens de voksne ofte supplerer med insekter (især termitter), honning, fisk, fugle og pattedyr.

Bjørne har gennem tiden været opdelt i et større antal slægter, arter og underarter, men henregnes nu til kun fem slægter. Til slægten Ursus hører brun bjørn og den amerikanske sortbjørn samt isbjørn, som omtales i særskilte artikler, og desuden kravebjørn. De fire øvrige slægter omfatter stor panda, læbebjørn, malajbjørn og brillebjørn.

Kulturhistorie

Menneskets forhold til bjørne, herunder bjørnejagt, har i traditionelle samfund været reguleret af en række ritualer, der er udsprunget af forestillingen om bjørnen som totemdyr, som en slægtning til mennesket, evt. direkte som stamfader. Ifølge Saxo, ca. 1200, nedstammer den danske kongeslægt fra en bjørn, der fattede kærlighed til en ung kvinde. Sådanne ritualiserede forhold ses hos fx inuit, samer, sibiriske folkeslag og hos ainu i Japan. I gammel nordisk folketradition findes forestillingen om bersærker, dvs. mennesker, der fx i en krigssituation forvandles til bjørne og under bersærkergangen gør brug af deres ekstatiske bjørnestyrke.

Bjørnejagt foregik i nordisk middelalder ved klapjagt, ved spydbesatte grave eller store faldfælder, hvor bjørnen fik en træstamme eller sten ned over sig, når de tog lokkemaden. Jagten indledtes med anråbelse af dyret, og bjørnens kraft kunne jægeren få del i ved at drikke dens blod. Kvinderne parterede bjørnen, og mens det stod på, måtte mændene afholde sig fra omgang med dem.

Bjørnekranier og -knogler, anbragt i stenbyggede nicher eller gruber i huler, bl.a. i Drachenloch i Schweiz, vidner om neandertalmenneskets fascination af den store, nu uddøde hulebjørn. Fra den senere del af istiden blev bjørne afbildet på hulemalerier, og fra denne tid kendes desuden en legemsstor lerbjørn fra Montespanhulen i Sydfrankrig. Bjørnefigurer af rav, der er fundet i Polen, Danmark og Norge, stammer antagelig fra slutningen af jægerstenalderen ligesom de nordskandinaviske helleristninger, der ofte afbilder bjørne og aftryk af bjørnelabber.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig