Bjørne
Sortbjørn (Ursus americanus) mellem mælkebøtter i det vestlige Alberta, Canada. Arten er udbredt fra Alaska, USA, i nord til Mexico i syd.
Bjørne
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Bjørne er en lille, ensartet familie af pattedyr, der omfatter Jordens største, landlevende rovdyr. Der kendes fem slægter med tilsammen otte arter. Til slægten Ursus hører brun bjørn (U. arctos), sortbjørn (U. americanus), isbjørn (U. maritimus) og kravebjørn (U. thibetanus). De fire øvrige slægter indeholder hver kun en enkelt art: stor panda (Ailuropoda melanoleuca), læbebjørn (Melursus ursinus), malajbjørn (Helarctos malayanus) og brillebjørn (Tremarctos ornatus).

Faktaboks

Etymologi
Ordet bjørn er fællesgermansk, det betød oprindelig 'den brune'. Det er et erstatningsord for dyrets egentlige navn, som pga. forestillinger om tabu o.l. ikke kunne nævnes.
Også kendt som

Ursidae

Kendetegn

Bjørne er tunge, muskuløse dyr med kraftige, stærke lemmer, massiv hals, rundt hoved, spids snude, små øjne og kort hale. De er sålegængere; hver fod har fem tæer med kløer, der ikke kan trækkes ind. Lugte- og høresans er godt udviklet, synet middelmådigt. De klatrer og svømmer godt.

Udbredelse og levevis

Bjørne
Isbjørn (Ursus maritimus) æder en nedlagt sæl på Spitsbergen, Svalbard. Isbjørnen er den eneste bjørn, som langt overvejende lever af rov.
Bjørne
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Der findes bjørne i Europa, Asien, Nordamerika og Sydamerika. De er generelt gået tilbage i antal, især pga. forfølgelse og forringelse af deres levesteder, som fortrinsvis er skovklædte bjergområder. Isbjørnen lever dog i arktiske kystområder.

Med undtagelse af isbjørnen, som er et udpræget rovdyr, lever især unge bjørne overvejende af planteføde, mens de voksne ofte supplerer med insekter (især termitter), honning, fisk, fugle og pattedyr.

Bjørne i kolde områder går i hi, dog kan isbjørnen undvære det. Deres vinterhvile er ikke en egentlig dvale; de overvintrer i hule træer eller klippehuler, drægtige isbjørnehunner i snehuler. Bjørne har forlænget drægtighed, og de føder 1-3 små, meget lidt udviklede unger.

Bjørnenes kulturhistorie

Menneskets forhold til bjørne, herunder bjørnejagt, har i traditionelle samfund været reguleret af en række ritualer, der er udsprunget af forestillingen om bjørnen som totemdyr, som en slægtning til mennesket, evt. direkte som stamfader. Ifølge Saxo, ca. 1200, nedstammer den danske kongeslægt fra en bjørn, der fattede kærlighed til en ung kvinde. Sådanne ritualiserede forhold ses hos fx inuit, samer, sibiriske folkeslag og hos ainu i Japan. I gammel nordisk folketradition findes forestillingen om bersærker, dvs. mennesker, der fx i en krigssituation forvandles til bjørne og under bersærkergangen gør brug af deres ekstatiske bjørnestyrke.

Bjørnejagt foregik i nordisk middelalder ved klapjagt, ved spydbesatte grave eller store faldfælder, hvor bjørnen fik en træstamme eller sten ned over sig, når de tog lokkemaden. Jagten indledtes med anråbelse af dyret, og bjørnens kraft kunne jægeren få del i ved at drikke dens blod. Kvinderne parterede bjørnen, og mens det stod på, måtte mændene afholde sig fra omgang med dem.

Bjørnekranier og -knogler, anbragt i stenbyggede nicher eller gruber i huler, bl.a. i Drachenloch i Schweiz, vidner om neandertalmenneskets fascination af den store, nu uddøde hulebjørn. Fra den senere del af istiden blev bjørne afbildet på hulemalerier, og fra denne tid kendes desuden en legemsstor lerbjørn fra Montespanhulen i Sydfrankrig. Bjørnefigurer af rav, der er fundet i Polen, Danmark og Norge, stammer antagelig fra slutningen af jægerstenalderen ligesom de nordskandinaviske helleristninger, der ofte afbilder bjørne og aftryk af bjørnelabber.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig