hulebjørn

Hulebjørn. Et næsten komplet skelet opstillet i en af de europæiske huler, hvor den i sin tid holdt til.

.

Artikelstart

Hulebjørn, Ursus spelaeus, stor, robust bjørn med korte, kraftige lemmer; uddøde ved slutningen af sidste istid for ca. 10.000 år siden. Skeletdele fra hundredtusindvis af individer, hvoraf mange er døde under vintersøvn, er udgravet i europæiske kalkstenshuler, hvori andre istidsformer som hulehyæne, huleløve og neandertalmenneske også forekommer. Menneskerester findes dog kun sjældent i de samme lag som hulebjørn, og palæontologen Björn Kurtén stiller sig skeptisk over for myten om en særlig hulebjørnekult udbredt blandt hulebjørnejægere.

Faktaboks

Også kendt som

Ursus spelaeus

Hulebjørne fra sidste istid var store som de største brune bjørne og specialiserede planteædere med bl.a. hvælvet pande, dyb underkæbe og aflange, bredt knudrede bagkindtænder. Hulebjørnelinjen kan via mindre og mere altædende uddøde former som Denningers hulebjørn følges ca. 1 mio. år tilbage til deres fælles stamform med den brune bjørn og isbjørnen; analyser af mitokondrielt DNA fra en 40.000 år gammel hulebjørneknogle har bekræftet dette slægtskab.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig