Isbjørne.

.

Isbjørn, Arktis.

.

Københavns Zoo. Isbjørn med 3 måneder gammel unge.

.

Isbjørn.

.

Isbjørnen er en bjørneart, som er nært beslægtet med den brune bjørn. Isbjørnen er tilpasset livet i Arktis med sin hvide pels, små ører, lange hals og store forpoter, som velegnede til svømning. Isbjørnen optræder cirkumpolart ved de arktiske haves kyster og tilbringer størstedelen af sit liv i nær tilknytning til isen. Isbjørnen er under pres, da udbredelsen af den havis, den lever og jager på, er reduceret betydeligt de seneste årtier.

Faktaboks

Også kendt som

Ursus maritimus

Isbjørnes vægt og føde

Hanner vejer 400-600 kg, i visse tilfælde over 800 kg; hunner vejer 200-300 kg (maksimal vægt over 500 kg). Pga. store sæsonmæssige svingninger i tilgangen til føde kan den individuelle vægt svinge meget. Hanner måler op til 260 cm fra snude til halespids, hunner ca. 210 cm.

Føden udgøres af sæler, især ringsæl, men andre havpattedyr, fisk, fugle og vegetabilsk føde kan indgå i kosten. Isbjørnen æder især sælernes energirige spæk og er særlig godt tilpasset til fedtoptagelse og -fordøjelse.

Formering

Parringen foregår i marts-maj. Hunnen er drægtig hvert tredje år, og som hos andre bjørne er der forlænget drægtighed. Som regel fødes to (sjældnere en eller tre) unger på 600-700 gram. Fødslen foregår i perioden november-januar i et hi, der ofte placeres i snefaner ved kysten. Nogle steder graves hiet dog i jordbrinker eller i snefaner i drivisen. Når ungerne kommer ud af hiet i marts-april, vejer de 10-12 kg. De følger moderen i ca. 21/2 år, mens de lærer at fange sæler.

Isbjørnebestande

I alt findes ca. 22.000-31.000 isbjørne, der lever i mindre, delvist isolerede bestande, flest i Canada. Isbjørnen er fredet bl.a. i Rusland og ved Svalbard, men jages af inuit i Alaska, Canada og Grønland.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig