Svalbard er en norsk øgruppe i Barentshavet. Øgruppen er på 62.700 km2, heraf 36.500 km2 gletsjere, og den har 2650 indbyggere (2000), heraf 900 russere, ukrainere mfl. De største øer er Spitsbergen, Nordaustlandet, Edgeøya og Barentsøya.
Den sydligste ø, Bjørnøya, ligger omtrent midtvejs mellem Norges nordkyst og øgruppens hovedø. De højeste fjeldtoppe er Newtontoppen og Perriertoppen, begge målt til 1717 meter.
Et fremherskende træk ved øgruppens geologi er de mange kullag, der med en svag hældning gennemskærer de karakteristiske fladtoppede fjelde omkring Isfjorden i det centrale Spitsbergen. Flere steder er lagene brydeværdige, og der har været kulminedrift siden 1899, bl.a. ved Longyearbyen, Ny Ålesund, Sveagruva og Barentsburg. Der er desuden fundet mineraler, bl.a. jern, bly, kobber, zink og asbest, men ingen har endnu vist sig økonomisk rentable at bryde. Øerne er et vigtigt knudepunkt i isbjørnenes vandring fra Grønlands østkyst til Franz Josefs Land, hvorfor bevæbning er påkrævet, når man færdes uden for bysamfundene. Flere af de tidligere minesamfund er blevet omskabt til internationale forskningscentre, og Svalbards storslåede natur og spændende historie tiltrækker hvert år mange turister.
Svalbard. Dansk hvalfangerstation på Svalbard. Hvalerne fanges fra små både og flænses i strandkanten; på land ses flere trankogerier. Den erhvervsmæssige aktivitet kom for alvor i gang, efter at Henry Hudson i 1607 var blevet opmærksom på hval- og sælfangstmulighederne i Det Nordlige Ishav. Om sommeren flokkedes britiske, nederlandske, tyske, franske, danske og norske fangere på øerne, og i begyndelsen af 1700-t. kom tillige overvintrende pelsjægere fra Rusland. Maleri fra 1634 af ukendt kunstner. Billedet findes på Skokloster i Sverige.
Svalbard.
Muligvis var området kendt i Island allerede i 1100-tallet. Det blev med sikkerhed opdaget i 1596 af hollænderen W. Barents, som kaldte det Spitsbergen. Svalbard blev snart centrum for hvalfangst, iværksat af fangere fra mange nationer. Christian 4. forsøgte forgæves at hævde sin suverænitet, men øgruppen vedblev at være ingenmandsland. Hvalfangsten mistede efterhånden sin betydning og blev efter 1700 afløst af sælfangst.
Kulminedriften fra ca. 1900 gjorde atter suverænitetsspørgsmålet aktuelt. Med Svalbardtraktaten af 1920 blev navnet Svalbard officielt fastslået, og Norge fik tilkendt suveræniteten med virkning fra 1925. Stedet fik stor opmærksomhed i perioden 1896 til 1928 på grund af en række mere eller mindre vellykkede forsøg på at nå Nordpolen ad luftvejen (Andrée, Wellman, Amundsen og Nobile).
Området skulle dog være demilitariseret, og signatarmagterne blev sikret ret til erhvervsvirksomhed på øerne. Efterhånden blev de udenlandske erhvervsinteresser dog købt ud bortset fra de sovjetiske (nu russiske). Under 2. Verdenskrig blev flere af Svalbards bosætninger stærkt beskadiget af tyske flådeangreb. Ved krigens afslutning forlangte Sovjetunionen ret til militær tilstedeværelse på øerne, men det blev afvist af Norge. Svalbards demilitariserede og neutrale status blev officielt ikke berørt af Norges tilslutning til NATO i 1949.
.jpg){kind=link}
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.