Vadefugle, Charadrii, i traditionel fuglesystematik underorden i mågevadefuglenes orden omfattende familierne bladhøns, riksesnepper, strandskader, ibisnæb, klyder og stylteløbere, krabbeæder, trieler, braksvaler og ørkenløbere, brokfugle, sneppefugle, bjergløbere og skedenæb.
Nyere undersøgelser, bl.a. af fuglenes DNA, har imidlertid vist, at bladhøns, riksesnepper, sneppefugle og bjergløbere udgør en enhed, hvortil også hører slettevandrer, mens de øvrige vadefuglefamilier er nærmere beslægtet med mågefuglene (kjover, måger, terner, saksnæb) og alkefuglene.
Fælles for næsten alle vadefugle er, at de lever ved kyster eller i sumpede områder, i hvert fald en del af året, og ruger på jorden. De fleste er enten langbenede, vadende fugle eller hurtigtløbende fugle, hvoraf de fleste også har forholdsvis lange ben.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.